Vi tager temperaturen på Voidtrain

Der er noget øjeblikkeligt attraktivt ved Voidtrain. En spændende, stemningsrig rejse gennem dimensioner om bord på et tog du skal beskytte mod glubske interdimensionelle fjender, samtidig med at du foretager de nødvendige opgraderinger og reparationer. Alt dette er desuden pakket ind i en Prey/Bioshock-agtig skal. Man ser Voidtrain, og man har lyst til at spille det. Det er nærmest kun naturligt.

Og præmissen er faktisk virkelig spændende. Du er strandet i en snestorm, en ensom ingeniør midt i den iskolde ødemark. En faldefærdig lade toner frem i horisonten, og idet du slår dørene op bliver du mødt med et eventyr, et tog der lover at tage dig væk fra den sikre død udenfor, og ud på en farlig færd tværs igennem et hav af usammenhængende dimensioner. Her er tyngdekraften desuden lidt en undtagelse, snarere end en bestemt regel, og derfor kan du, ved hjælp af et tyndt reb forbundet til toget glide rundt og indsamle ressourcer, bekæmpe fjender og igen; foretage reparationer og opgraderinger.

Det er en ret filmisk start på et spil, der dog ikke helt formår at strukturere oplevelsen på en sådan måde, så det føles som en reel singleplayer-kampagne. Voidtrain falder ret hurtigt i survival-fælden, hvor et utal af timer går med at få fingrene i specifikke ressourcer, og gradvist opgradere og finpudse toget på ret sløv vis.

Der er en fortællerstemme, men ligesom i Biomutant er det her i sidste ende en lettere letkøbt måde at undgå at andre karakterer, inklusiv din egen, taler på noget tidspunkt. Hans monolog er dog opfindsomt sammensat, og ulig både Prey og Bioshock tager Voidtrain ikke sig selv synderligt seriøst det meste af tiden. Via en journal holder du styr på dine opdagelser, og kan, i bedste Sons of the Forest-stil, danne dig et overblik over hvad du kan bygge, hvordan og hvorhenne.

Udover at indsamle ressourcer og bekæmpe monstre, der angriber dit tog via ret klassisk FPS action, der fungerer relativt upåklageligt, så stopper du ved en række Outposts. Disse er fyldt til randen med fjender, og her indgår du i mere traditionel skudveksling, samtidig med at du efterfølgende har muligheden for at foretage mere omfattende opgraderinger. Tempoet er langsomt, metodisk og til tider kedeligt, men den centrale glæde ved at opbygge toget lidt efter lidt er fortsat effektiv. Der er en grund til at vi gerne vil bygge borge i Valheim, beskytte vores lejr i Sons of the Forest og forbedre levevilkårene i Don't Starve - Voidtrain har et vanedannende gameplay loop, tag ikke fejl af det.

Vanedannende loop, solid præmis - okay. Men problemet er bare at det hele bliver så utrolig ensformigt i længden, og selvom at Voidtrain ikke direkte spilder din tid, og at præmissen i sig selv er interessant nok til at fastholde interessen længere tid end den gængse overlevelsessimulator, så mangler der fortsat for alvor alsidighed i de udfordringer spillet kaster efter dig, og måske nogle set pieces der kan bryde det monotone tempo - særligt i starten hvor dit tog ikke engang kører sig selv, men skal opereres manuelt.

Voidtrain er dog i Early Access, og der er masser af muligheder for holdet bag at reducere mængden af kedelige rugbrøgsopgaver, og opbygge et line-up af mere mindeværdige øjeblikke mellem alle reparationerne. Jeg er forhåbningsfuld, men som Aragorn siger; "today is not that day", og Voidtrain kan ikke anbefales i skrivende stund.