Log ind medlem
Ved DevGAMM-arrangementet på Madeira fangede den anerkendte polske science fiction-forfatter Jacek Dukaj os for at diskutere narrativ, samarbejdende historiefortælling og hvordan Dukaj Games forvandler Katedralen og andre koncepter fra sit arbejde til interaktive videospilsoplevelser.
"Hej, venner hos Gamereactor. Jeg befinder mig på Madeira Games Summit på den smukke ø Madeira, og jeg er her sammen med Jacek, der lige har deltaget i en hyggesamtale på stedet. Hvad var de vigtigste emner, I diskuterede? I er selvfølgelig alle interesserede i fortællinger, du er forfatter, du er nu videospiludvikler, så hvad vil du sige var konklusionen fra denne samtale , I lige har haft på scenen? Tja, indtil videre ser det ud til, at alle i spilbranchen er meget fokuserede på historiefortælling på en lineær, traditionel måde, og min partners diskussion var et eksempel på denne tilgang til historiefortælling i spil. Jeg er mere en systemisk spiller, jeg vil have åbne rammer, så meget frihed som muligt for spillerne til selv at skabe historier, så det var denne modsætning, der spillede sig ud gennem hele samtalen, og jeg tror, at begge tilgange vil få nye værktøjer til at gå længere i begge retninger. Jeg mener at historiefortælling vil blive billigere og nemmere i en biografagtig stil takket være AI og nye værktøjer, der vil blive tilvejebragt med AI og takket være AI, samt denne type tilgang, som jeg foretrækker når man giver spillerne frihed, og de skaber historier for sig selv, interaktion med omgivelserne, du ved, emergent storytelling og så videre. Det vil også blive muligt at opnå med meget mindre budgetter og i mindre skala, så vi må se, hvordan det udvikler sig. Hvorfor er jeg i den anden lejr? Jeg tror, det er mest fordi jeg mener, det er det, der gør spil unikke, hvorimod lineær fortælling kan produceres til film, i litteraturen og så videre. Kun i spil kan man få denne form for frihed, denne form for handlefrihed, så det er det, der gør spil unikke."
"Okay, fantastisk. Når vi taler om fortællinger, der er designet på forhånd, og fortællinger der kan ændre sig, som du lige sagde, for spillerne, hvad kan vi forvente med hensyn til katedralen og tilpasningen, hvis I vil give spillerne frihed, og I vil ændre fortællingen, eller om vi kan forvente, at den bliver virkelig, helt bogstaveligt, ud fra jeres univers? Dette vil stadig være et ret traditionelt og lille spil, men det fokuserer ikke så meget på historien, på at komme fra punkt A til punkt B, men lige så meget på atmosfære, følelser, æstetik og ideer."
"Så du får en vej, en række opgaver, en række steder at gennemgå, at opleve, for at der kan ske noget for dig som spiller i dit sind, i dine følelser, i den måde, du ser på verden. Det er målet. Ikke i vores historiefortælling i sig selv, da du har en række begivenheder, samtaler, konfrontationer og så videre, men et sæt af meget mere diffuse, bløde oplevelser leveret takket være traditionel spilmekanik. For dem, der ikke er interesseret i universet og den baggrundshistorie, du har skabt, hvad vil du så sige er det vigtigste budskab, du ønskede at formidle med romanen? Det unikke ved Cathedral er, at den er opbygget som en stort set traditionel science fiction-historie, hvilket betyder, at den foregår i rummet, der er noget futuristisk teknologi involveret, men alt det, der er unikt ved historien, involverer ting, der er forbundet med religion, med metafysik, med ting, der egentlig ikke er så enkle at tale om. Man kan ikke rigtig kvantificere dem, man kan ikke sætte tal på dem. Så de kommer fra forskellige dimensioner, fra forskellige typer litteratur. Så normalt fletter jeg to helt forskellige litterære områder, kulturelle områder, sammen, sætter det ene ind i det andet og ser, hvordan de spiller sammen."
"Og i dette tilfælde er det metafysik, religion på baggrund af hård science fiction, hvor alt skal forklares, udtrykkes i videnskabelige termer og så videre. Så i dette tilfælde er det en dybrumssetting, en sværm af planetoider, og på en af dem vokser denne katedral, som er baseret ikke på mursten og mørtel, men på nanoteknologi, som går lidt skævt, så den ikke kan forudsiges eller løses ved hjælp af matematisk simulering. Det overrasker alle, den vokser på en uforudsigelig måde, og selve katedralen ligner mere en organisme end en bygning, og jeg havde et indtryk af Gaudís Sagrada Familia, da jeg skrev den. Så det er den slags æstetik."
"Den er meget organisk.
Så den teknologi, den fiktive teknologi, som jeg bruger i historien, er grundlaget for meget af verden og de enheder, der bruges i historien og i spillet. Dette krystallogen, på engelsk, zywokrys på polsk, som er en slags nano-organisk materiale med en infusion af petroleum i. Så i denne slags miljø får man en meget mærkelig æstetik, et meget mærkeligt klima og også en historie om en karakter, der skal gennemgå forskellige stadier af sorg, forskellige stadier af forløsning og derefter opnå en vis ro i sindet til sidst."
"Så det er ikke ekstremt dystopisk, vel? Lidt? Men så er der håb, det er positivt, ikke?
Nej, det er slet ikke dystopisk.
Så det er ikke det spektrum, vi skaber denne historie i, ikke utopi, dystopi. Det er mere en følelsesmæssig, æstetisk, noget metafysisk oplevelse."
"Det er til katedralen. Hvis jeg ikke tager fejl, vil du også gerne lave en lille spin-off af et spil som et puslespil, hvis jeg ikke tager fejl? Og så er der to andre bøger?
Vi tester det lige nu, om det kan omdannes til et mobilspil, noget meget simpelt og billigt.
Vi er på stadiet med en matematisk prototype. Vi bruger den krystallogen, jeg nævnte, som en byggesten og laver noget i stil med et interaktivt puslespil. Det er dig, der fastlægger de indledende betingelser for, at denne krystallogene struktur skal vokse. Og vi vil se, hvor godt den kan skabes, formes, udformet som et spil."
"Som et spil. Måske kan det være et ledsagende spil til det andet spil om katedralen.
Men vi ønsker ikke at realisere det før katedralen. Katedralen skal sætte scenen, verdenen, baggrundshistorien for det.
Okay. Hvad fik dig til at skifte fra at være forfatter, en statisk forfatter, til en slags dynamisk historiefortæller med videospil? Og hvilke to andre værker er du i gang med at tilpasse til videospil?
Jeg har spillet spil siden min barndom. Så der var ikke et enkelt vendepunkt."
"Jeg har altid spillet spil og været fascineret af dem som en ny kulturform, en ny kunstform.
Så selv i mine tidlige tekster er der mange ting, der kan beskrives som verdensopbygning baseret på et sæt regler hentet fra spil. Så man behandler hele verden som en slags spil.
Du opstiller disse regler. Du ser, hvordan det vil udvikle sig. Hvilke særlige træk det har. Så jeg har skrevet noget, der hedder Irehare, en novelle, en kort roman, som blev udgivet, tror jeg, 10 år før Matrix, og det er dybest set Matrix i en anden æstetik. Og senere udgav jeg også en roman, Line of Resistance, som er mere en teoretisk tilgang til dette problem, hvor man hovedsageligt spørger sig selv, på hvilken måde man kan betragte sit hele livet som et spil. Kan man gamificere hele verden af menneskelige oplevelser?
Jeg vil alligevel gå i denne retning. Hvad er så slutspillet? Så disse ting har interesseret mig stort set hele mit liv. Så jeg er ikke fremmed for spil som en ny kulturform, og på et tidspunkt var der så mange forslag rettet mod mig, som om vi vil lave et spil ud af dette, ud af dette."
"Til sidst besluttede jeg, at det var bedre at lave dem selv end at give skaberkraften til andre mennesker og ikke have kontrol over det endelige resultat. Det ville være dystopisk. Okay, det sidste spørgsmål.
Den sci-fi-verden, I lige har defineret eller beskrevet. Vi har nydt andre polske sci-fi- værker for nylig, såsom Cyberpunk eller Chronos. Hvad vil du sige er specielt ved jer i i Polen, der gør, at I fortæller disse historier, og hvad gør jer ret anderledes? Der er en vis tone i det, der er noget, jeg kan ikke sætte fingeren på det, der er noget, I har med science fiktion, der formidler os på en anden måde. Hvad vil I sige er ingrediensen? Jeg tror, der er to hovedårsager. Den ene er, at vi havde en meget stærk litterær bevægelse i 70'erne og 80'erne kaldet sociologisk science fiction. Man skal huske, at det stadig var under den kommunistiske æra. Så det blev skrevet under censur, og stort set alt dette blev brugt som påskud for en dyb sociologisk kritik af det kommunistiske system. For det var muligt at skrive science fiction, der kritiserede kommunismens rolle, men ikke såkaldt seriøs litteratur, fordi censurerne ikke rigtig fokuserede på science fiction. Så mange rigtig gode værker, der hentede inspiration fra traditionen med Orwell, Zamiatin og alle de store dystopiske værker."
"De lagde grundstenen for senere generationer af polske science fiction-forfattere, og også spildesignere, for dem, der har oprettet de største og mest succesrige polske spiludviklingsselskaber, kommer alle fra denne generation, der er vokset op med disse science fiction-romaner. Så de har det i deres DNA. Så det er sådan, at noget som den polske skole for science fiction-spil opstod."
"Det er ekstremt interessant for mig. Så jeg glæder mig til at lære mere om al jeres science fiction. Jeg vil læse The Cathedral, og så er jeg klar til at spille igen. En anden af mine bøger blev for nylig udgivet i engelsk oversættelse, Eyes. Jeg ved ikke, om du har tid til at læse den, for det er min længste roman, men den er i det mindste tilgængelig på engelsk. Nu ved du det? Okay, Jeg glæder mig til at rejse til The Cathedral. Så tusind tak for din tid, Jacek."
