Log ind medlem
Vi fangede Joe Abercrombie i Avilés for at diskutere udviklingen af moderne fantasy, hans bemærkelsesværdige evne til at forudse genretrends, hvorfor forløsning kan overvurderes, hvordan videospil har formet hans forfatterskab, fremtiden for The Devils på skærmen, den kommende The Heretics og endda lidt om den næste bølge af kærlighed. Død & Robotter.
"Hej, venner fra Gamereactor. Det er min anden dag her på Celsius 232 og jeg har en af stjernerne med mig her.
Alle vil gerne tale med dig, jeg ved ikke hvordan eller hvorfor."
"Og du har et tæt forhold til festivalen – du har været her i et par år nu.
Hvordan nyder du det i år?
Jeg elsker det, ligesom jeg gør hvert år. Jeg var med til den første for omkring 15 år siden og jeg tror, jeg har været med til 11 i alt nu."
"Da jeg havde været med omkring fem gange, syntes jeg, det virkede ret fedt.
Nu, hvor jeg er nået op på 11, føles det måske som en del af inventaret – jeg er ikke helt sikker.
Det er vel en masse bøger i løbet af de år.
Jeg vil gerne spørge dig om formatet for trilogier."
"Du har en hel del af dem: *The First Law*, *Age of Madness* og nu *The Devils*.
Så hvordan griber du det an? Hvordan opdeler du dit kreative arbejde fra starten så det kan blive til eller udvikle sig til en fuldstændig trilogi?
En trilogi har altid virket som den naturlige længde for en flerdelt historie for mig."
"Der er en begyndelse, en midte og en slutning.
En første bog, hvor man lægger grunden, en afsluttende bog, hvor man afslutter det hele og en midterste, hvor man kan udfolde handlingen og udvikle personerne.
Alt det, jeg læste som barn – Ringenes Herre, Troldmanden fra Earthsea – de store bøger for mig var trilogier."
"Så det har altid føltes meget naturligt at skrive i den stil.
Fantasy er jo som regel store, lange historier med store verdener og masser af figurer.
Så når man først er i gang med flere bøger, virker tre som det rigtige antal.
De karakterer, du nævnte, mange af dem gør forfærdelige ting."
"Og alligevel bliver folk knyttet til dem.
Hvor går grænsen mellem en karakter, der har sine fejl, men som vi alligevel kan identificere os med, og en, man ville give op på?
Jeg ved ikke, om der er en grænse."
"Jeg tror, min holdning er, at der ikke er nogen grænse.
Hvis man skriver ud fra karakterens tankegang, hvis man forstår deres bevæggrunde, og de giver mening, hvis der er noget tiltalende ved den måde, karakteren tænker på, og frem for alt en form for humor, der er lidt speciel og tiltalende, så kan en karakter på en måde slippe af sted med hvad som helst."
"Jeg tænker på bøger som f.eks. *American Psycho*, hvor adfærden er fuldstændig under al kritik, det værste af det værste, den mest rædselsvækkende person, man kan forestille sig.
Men der er stadig en vis skarphed og en humor der gør det interessant at læse om den person."
"Man behøver ikke at kunne lide vedkommende som læser, men man skal finde vedkommende interessant.
Så jeg tror, det handler om at sætte sig ind i den persons synsvinkel og give vedkommende en slags personlig humor og en stemme, der er tiltalende.
Tror du så, at forløsning er overvurderet i fantasy?
Det tror jeg godt, den kan være. Det er ikke det eneste vigtige."
"Jeg synes, en karakter kan blive forløst, men der er også en interesse for en karakter, der ser ud til at stræbe efter forløsning, som næsten når derhen, men som fejler i sidste øjeblik.
For mig føles det meget ægte og meget naturligt."
"Vi er ofte låst fast i disse adfærdsmønstre, som er meget svære at bryde som mennesker.
Vi kan forlade de velkendte omgivelser, finde nye mennesker at omgås, nye måder at opføre os på, men ofte, når vi vender tilbage til det velkendte, falder vi tilbage i de velkendte adfærdsmønstre."
"Så den slags glidende mønstre af forandring og udvikling, som man ofte ser i skønlitteratur og i heroisk fantasy, ved jeg ikke, om de altid afspejler den virkelige verden, og jeg kan godt lide at skrive noget, der føles ægte og autentisk."
"Og nogle gange fejler folk.
Lad mig spørge dig om *Half-A-King*.
Det er næsten 20 år siden, hvis jeg ikke tager fejl?
Ja, så *The Blade Itself* var min første bog, og det var for lidt over 20 år siden."
"2007.
Det er rigtigt.
*Half-A-King* kom, tror jeg, måske tre eller fire år senere.
Hvordan tror du, at den bog, den historie, det budskab til dagens publikum?
Jeg mener, jeg synes stadig, den virker."
"Jeg mener, jeg er heldig på den måde, at jeg altid synes at have, sandsynligvis ved et tilfælde, jeg ved det ikke, men jeg ser ud til altid at have fanget en bølge af ting på det rigtige tidspunkt.
Så jeg skrev en slags rå, grim, let amoralsk fantasy-fiktion på et tidspunkt, hvor det ikke nødvendigvis var markedets hovedfokus."
"Men mens jeg skrev på den, skiftede markedet i høj grad i den retning.
Det var på en måde klar, da jeg kom ind på markedet, på en måde, jeg ikke havde forventet og på en måde aldrig var forberedt på.
Og så generelt set, hvis der er én ting, jeg har oplevet i min forlagskarriere, så har det været held, tror jeg."
"Markedet er begyndt at forudse mine træk, hvilket er rigtig, rigtig dejligt.
Det er selvfølgelig rigtig dejligt.
Og jeg ville også gerne spørge dig om videospil.
Jeg ved, at du er meget interesseret i videospil."
"Vi er for det meste, eller vi var for det meste, et videospil-magasin, ikke?
Ja, helt sikkert.
Så de to måder – eller den ene måde – hvordan inspirerer de dig?
Når du spiller, kan du se deres fortællinger på en anden måde."
"For eksempel ser man fra den interaktive fortælling ser man ting, man kan gøre i sine statiske bøger.
Og så vil jeg spørge dig om det omvendt.
Ja, jeg mener, videospil har altid været en ret stor del af det, jeg har lavet."
"Jeg mener, på en måde er jeg i den rigtige alder, sidst i 20'erne, helt sidst i 20'erne, lad os være ærlige, den rigtige alder til virkelig at være vokset op sammen med videospil.
Så da jeg var fire eller fem, fik vi vores første computer, som, tror jeg, var en Acorn Atom, 2K."
"Meget imponerende.
Senere udvidede vi den til hele 12K.
Det var helt vildt.
Og derfor kan jeg huske mange af mine tidlige oplevelser med videospil."
"Elite på BBC for længe siden.
Dungeon Master på Atari ST, da jeg voksede op.
Så det var alle sammen meget lærerige år for mig som teenager.
Det var jo fascinerende."
"Og det var vel dengang, hvor unge mennesker reagerede på bøger.
Jeg reagerede på bøger, men også på videospil.
Og i den tid måtte man vel selv udfylde mange af hullerne og på en måde skabe sine egne baggrundshistorier til karaktererne."
"Og derfor var de, tror jeg, meget effektive til at stimulere fantasien.
Og det er så på en måde mine første skriveoplevelser, at uddybe baggrunden for de spil, jeg spillede, da det kun var et par pixels på skærmen."
"Som at sætte gang i fantasien og udfylde hullet.
Det er interessant.
Og omvendt, vil du gerne prøve kræfter med videospil?
Jeg kan forestille mig et moralsk tvetydigt RPG-spil baseret på din skrivestil."
"Ja, gerne.
Ja, jeg mener, du ved, det er noget, der er kommet på tale nu og da.
Og det er et fascinerende område.
Det er klart, at den branche er ved at blive så enorm, så meget større end film og tv, større end bøger."
"Og med tiden er jeg sikker på, at den vil blive endnu større.
Så det er uden tvivl et frugtbart område for forfattere.
Men jeg tror stadig, at forfattere i en vis grad er overladt til af designet, programmeringen og de kommercielle elementer."
"Og derfor er det et svært område at finde sin plads i som forfatter.
Som forfatter har man fuldstændig kontrol over det, man laver, hvilket kan være et pres, men samtidig giver det en stor frihed.
Og derfor er jeg ikke sikker på, hvordan jeg nu, som en der er vant til at få min vilje, ville reagere på at skulle gøre, som jeg får besked på."
"Måske noget, du allerede har lavet, som du synes passer til et videospil, som en filmatisering?
Ja, selvfølgelig. Altså, det er altid en mulighed.
Jeg går ud fra, at det afhænger af det rigtige team, de rigtige mennesker, den rigtige person med den rigtige tilgang og den rigtige baggrund, der kommer til dig og siger: Jeg vil gerne gøre det her, og sådan her skal det gøres."
"Og på en måde er det også det, man leder efter i en film- eller tv-adaption.
Den person, der ikke kommer til dig og siger: »Jeg elsker dit materiale.« Lad os gøre det, du har gjort.
Men siger: »Jeg har en vision for, hvad jeg kunne gøre med dit materiale.« Lad os tage den rejse sammen."
"Og hvis den mulighed så dukkede op med de rigtige mennesker, ville jeg straks gribe den, men indtil videre har det ikke helt været det rigtige match.
Så jeg holder altid ørene åbne.
Ja. Og nu hvor du nævner filmatiseringer, må jeg selvfølgelig spørge dig, og jeg tror, publikum spurgte dig i går om *The Devils*."
"Selvfølgelig.
Er der noget nyt, du kan fortælle, noget om, hvor langt man er kommet?
Selvfølgelig.
Ja. James Cameron købte rettighederne til *The Devils* for et år eller to siden, da bogen først udkom."
"Så det eneste, jeg virkelig kan sige, er, at vi arbejder på det.
Disse ting går altid meget, meget langsomt.
Og når man samarbejder med en som ham, er det fantastisk at have den slags tyngde bag sig og den kreative kraft bag det."
"Men samtidig skal det foregå i hans tempo, og han har masser af andre ting at se til.
Og derfor skrider det frem i ryk og spring, når Saurons øje igen retter sig mod dit projekt, forstår du?
Så det skrider fremad, men man skal aldrig holde vejret med den slags ting."
"Selvfølgelig.
Jeg har med tiden lært, at der ikke er nogen garantier.
Man skal bare gøre sit bedste i hver fase og håbe på, at det hele falder på plads."
"Men i mellemtiden arbejder man videre med verdenen og tilpasse den til trilogien, og vi har netop fået at vide, hvad efterfølgeren kommer til at hedde, som er *The Heretics*."
"Ja.
Hvad kan du fortælle os, eller hvad kan du fortælle fansene, hvad de kan forvente af denne anden film?
Tja, på en måde, altså, prøver jeg altid at tilbyde noget af det samme."
"Du ved, man vil gerne give folk den slags ting, de i første omgang kunne lide ved din skrivestil.
For mig er det en kombination af action og lidt humor samt nogle levende karakterer, der udvikler sig i retninger, man ikke forventer."
"Så det er, tror jeg, altid et gennemgående træk i det, jeg laver.
The Devils var tænkt som en lidt sjovere, mere hurtig, mere letlæselig, på en måde, end nogle af mine andre værker har været."
"Ja.
Og så fortsætter *The Heretics* i den stil, udvider omfanget en smule, og introducerer nogle nye karakterer og nogle nye ideer.
Det foregår hovedsageligt i Tyskland og indeholder en masse hekse."
"Det er stort set det.
Masser af hekse i Tyskland.
Okay.
Okay.
Interessant."
"Jeg nævnte den første lov tidligere, og dette er et spørgsmål fra min kollega Alex.
Selvfølgelig.
Han spørger: Hvilken karakter fra *The First Law* ville du tage med over i *The Devils*-holdet?
Åh, det er et interessant spørgsmål."
"Jeg mener, der er mange ubehagelige karakterer i *The First Law* som jeg tror nok ville passe lige ind.
Man har dog brug for den der lidt overnaturlige stemning for at passe ind i *The Devils*."
"Så jeg tror måske, at en karakter som Shenkt, der er mystisk og har en forkærlighed for menneskekød, måske passe godt ind i det hold.
Okay, den er god."
"Okay, og så den sidste.
Jeg elsker virkelig *Love, Death & Robots*.
Åh, ja, selvfølgelig.
Du har skrevet tre af episoderne, hvis jeg ikke tager fejl."
"Ja.
Interessant nok er disse episoder bearbejdninger af historier af andre forfattere.
Ja, selvfølgelig.
Og så er de selvfølgelig også meget kortere."
"De er korte sammenlignet med dine trilogier eller dine bøger.
Så hvordan havde du det med det her, med at bearbejde andres værker og samtidig gøre dem meget korte og meget slagkraftige?
Ja, jeg mener, det var alt i alt en rigtig interessant øvelse."
"Så jeg har arbejdet en hel del, både med at tilpasse mine egne værker til film, med meget ringe succes, må jeg sige.
Og jeg har også arbejdet sammen med nogle andre forfattere, med at tilpasse deres bøger til skærmen, så det er et meget længere format, altså formater på omkring en time eller filmformater."
"Og så var det på en måde et naturligt skridt at arbejde på *Love, Death and Robots*, hvor stort set alle historierne er baseret på en novelle eller er en bearbejdelse af noget andet."
"Og det kan på en måde være frustrerende at historien allerede er der, men generelt synes jeg, det er en rigtig dejlig afveksling fordi man kan gå ind i noget der i vid udstrækning er etableret, man har strukturen på plads, du har en form, som folk allerede kan lide og nyder, og det handler om at forsøge at fremhæve den på den mest effektive måde for formatet og også ofte at bringe det helt ned til et fokuspunkt, fordi nogle af dem er fem minutter lange, nogle er 15 eller 10, men nogle er meget, meget korte, og derfor handler det om at forsøge at koge det ned til den mest effektive form, og det er faktisk en ret spændende mulighed."
"Og man arbejder sammen med fantastiske instruktører og animatorer, der har fantastiske ideer, og det er sjovt som forfatter der normalt arbejder alene, at komme ind i et team af mennesker, nogle gange med dårlige ideer, og nogle gange med fantastiske ideer, og så arbejder man sig på en måde igennem de dårlige ideer og forhåbentlig finder man den bedste udformning af historien."
"Vil du gerne have en original med i fremtiden?
Kan vi forvente en original af Joe Abercrombie i *Love, Death and Robots*?
Jeg mener, det er altid muligt, så jeg tror, jeg laver et par stykker i den næste serie igen, et par episoder, som alle er baseret på andres værker."
"Også baseret på andres værker?
Ja, helt sikkert.
Måske en original en dag.
Jeg går ud fra, at du venter på den slags, den diamant af en idé, der passer til formatet, og jeg er generelt ikke så meget til noveller."
"Jeg er mere til lange historier, så forhåbentlig sker det en dag.
Den vil komme til mig.
En diamant af en historie, der skal skrives."
"Måske her i Avilés, da du kender byen så godt, og jeg ved, at du nævner Avilés i nogle af dine værker, så det er virkelig dejligt."
"Jeg elsker det her.
Mange tak for din tid, Joe.
Nyd resten af Celsius.
Det var en fornøjelse, i lige måde.
I lige måde."
