Virtua Fighter 3. tb.

Sega´s vidunder maskine, Dreamcasten solgte fuldstændig ud inden for de første 48 timer. Det er ret imponerende. Men hvad der er mere imponerende er at det faktisk kun skyldes et spil, nemlig Virtua Fighter 3.tb. og det er der en god grund til.
Hvis der sidder nogle Sega fans derude, så må de give mig ret i at nogle af de mest komplette og spilleværdige spil, kommer i form af Virtua Fighter serien. Sega var et af de første firmaer der eksperimenterede med polygoner, og det lykkedes så godt at hele industrien har fulgt efter de sidste mange år.

Nu er der imidlertid kommet nye boller på den obligatoriske suppe, og Sega´s 128-bit maskine skal hente nogle af de tabte sjæle hjem til stalden, som de sidste år har spillet Playstation og Nintendo 64. Og det ser ud som om det faktisk godt kan lade sig gøre.
Men man skal passe på med at falde helt bagover, fordi en ny maskine har set dagens lys. Jeg husker hvordan alle anmeldere, nærmest faldt over hinanden for at give Toshinden og andet skidt, topkarakterer. Det er let at lade sig overtale af flot grafik og musik, men gameplay´et er det vigtigste.

Virtua Fighter 3.tb er en såkaldt port-over fra arcaden. Spillet er en fænomonal succes i de mange mørke, ildelugtende og varme arcade-haller verden over. Derfor var det yderst vigtigt at Sega ikke fejlede i programmeringen, som de tidligere havde gjort på Saturn med f.eks Daytona. Og resultatet?. Et flot og gennemført 1. generations spil.

Virtua Fighter serien er Sega´s svar på Tekken og Soul Edge. Er man Playstation ejer vil man måske rynke på næsen over VF 3´s simple moves, men faktum er at denne ôengine" i langt højere grad giver dig fuld kontrol over din kæmper. Hvor Tekken serien er ôCombo" baseret, handler VF mere om snilde og afventning. Enhver der har set en Tekken spiller fyrer den ene 10-string combo af efter den anden, vil give mig ret. Det bliver trættende i længden.

VF3´s største fordel er grafikken. Desværre er der ikke meget på markedet at sammenligne med, men det er tydeligt at se Dreamcast´ens hestekrafter. Specielt dine kæmpere er umådelig flotte. Alt fra dragter til kampstil og ansigtsudtryk er gennemført og overbevisende. Hver enkelt kæmper følger tæt den andens bevægelser med øjnene, håret flagrer i vinden og man kan sparke masken, hatten osv. af sin modstandere med et velplaceret cirkelspark.

Banerne er ligeledes ufatteligt detaljerede. Jeg var meget imponeret over bl.a den kinesiske mur og en enorm flodpram. Men det er mere eller mindre alle baner, der har noget specielt over sig. De er så forskellige og veludførte af man tit griber sig selv i at studere dem i stedet for at slås (man er vel anmelder?). Den eneste bane som umiddelbart ikke fik den store reaktion var en ørkenbane. Den er skrabet og har ikke de dimensioner, som de andre lokationer besidder.