Virtua Fighter 4

Sega fans har måske stadig en klump i halsen, når de om kort tid kan se deres yndlinges serie i PlayStation 2 indpakning på de danske hylder. For mange af dem har Sony været fjenden. Det har været det firma der sendte Dreamcast konsollen på pension og bare greb om sig i håbet på at fange noget af Sega’s magi. Men med firmaet farvel til konsoller og fremadrettede fokus på software, er Sega nu blevet alle mands eje. Og med Virtua Fighter 4 lykkes dette til fulde. Yu Suzuki’s fighter epos passer som hånd i handske på Sony’s PlayStation 2 og kun de mest kritiske røster vil beklage sig over udgivelsen.

Med stil og ynde
Virtua Fighter 4 er den rette blanding af toeren og treeren. Væk er Dreamcast’ens evade move, der blev hyldet af både fans og nybegyndere, og teamet har i stedet pudset de mange bevægelser og slag af, således at alle kan være med. Det betyder dog ikke, at VF entusiaster er blevet ladt i stikken, men at der er blevet plads til at også de nye interesserede. Seriens to nye karakterer er Shaolin munken Lei-Fei og den smukke og meget aggressive Street Fighter Venessa. Derud over er der naturligvis blevet plads til Dural, der denne gang kommer i en næsten gennemsigtig udgave. Der er måske ikke mange nye hoveder at stifte bekendtskab med, men modsat Tekken’s bugende katalog af underlige og ligegyldig karakterer, er Virtua Fighter’s afpassede og interessante.

Grafisk er spillet enormt lækkert. Enorme arenaer af vidt forskellig art, roterer smertefrit rundt og ligger baggrunden for de mange timers intense kampe. Og Sega har ikke ligget på den lade side når det kommer til effekter. For næsten samtlige arenaer arbejde med en eller flere effekter, man bare ikke kan lade være at studere. Fra et enormt afsides slot med sne og bidende kulde til kampe foran et gammelt palæ med knasende lækkert vand, er der virkelig kælet for detaljerne. På visse baner kan fliser smadres, når din modstander sendes i gulvet, mens de andre steder kan vippes helt ud af arenaen. Det er ganske enkelt en fryd, at rejse kloden rundt i sin daglig stue. Eneste dråbe af malurt i bægeret, må være at Virtua Fighter savner egentlig anti-aliasing. Nogle af banerne står lige lidt for stærkt og hakkende, men det ødelægger på ingen måde fornøjelsen.

Lidt ekstra i posen
Sega har som altid lagt lidt ekstra i posen, når det gælder holdbarhed. Fordi Virtua Fighter 4 oprindeligt er et arcade hit, der derefter er konverteret til PlayStation 2, kunne man tro, at spillets holdbarhed, var helt til hundene med mindre den stod på 2 player sjov. Men sådan forholder det sig heldigvis ikke. Teamets inkludering af den såkaldte Kumite mode forlænger spillet med måneder. Kumite er egentlig den VF.Net feature som Sega introducerede i de japanske arcade haller. Her kunne japanske fans købe sig et memory card, hvorpå de kunne gemme deres karakter og så ellers slås mod andre spillere landet over. Sejre, tab og spillestil blev gemt og en fælles rangliste fortalte dig, hvor god du var. Dette er perfekt emuleret i PlayStation 2 versionen og de fightere du møde i Kumite, er langt mere spændende og varierede i deres kampstil end deres originaler i Arcade.

Kumite giver dig også chancen for at åbne op for nye kostumer, øreringe og andet som du derefter kan pryde din yndlinges karakter med. Det er ikke livsvigtige detaljer, men det giver unægtelig noget til spillet.

Dynamisk og lækkert
Virtua Fighter 4 er på alle måder mere dynamisk og lækkert end Tekken. Redaktionen har i længere tid haft adgang til begge spil og må indrømme, at mens Virtua Fighter 4 fremstår som det sværeste at komme i gang med for en novice, så er det også dette spil der holder i længden. Gameplayet er nøje afpasset til den flittige gamer, der gider at studere sin karakter indgående og sætte sig i en alle hans finesser. Kun ganske få karakterer som bl.a. Kage kan virke lidt ubalancerede og irriterende, og selv her kan en ekspert finde huller i rustningen - om end denne fejl kunne være undgået. Både hærdede Sega fans og PlayStation 2 gamere kan roligt sætte sig tilrette med denne seneste episode og nyde at en ellers tidligere eksklusiv serie endelig har fundet vej til det brede publikum.