Virtua Fighter 5

At være først betyder ikke længere noget. Der er ingen anerkendelse, automatisk succes eller tusindvis af solgte eksemplarer af et givent spil, bare fordi det var det første af sin slags - engang. Det kan godt være, at Sega tryllebandt dig med en flimrende 3D-skærm dengang midt i friturerøgen, mens du kvalte en milkshake og rettede nervøst på Marco Polo-trøjen i køen til maskinen, men her ti år senere skal der mere end Legos svar på Karate Kid til, for virkelig at imponere.

Firmaer som Tecmo og ikke mindst Namco, har for længst taget Figthing-genren til nye højder. For Itagaki var vejen frem åbenlys: Smidige piger med endnu smidigere ynder og et kontrolsystem, der er til at tage og føle på. Hos Namco stod den på en konstant udvidelse af karaktergalleriet og en lav indlæringskurve. Begge har haft langt mere succes end Sega de seneste år - at være først betyder ikke længere noget. Jeg sagde det jo.

Men Sega har heller ikke brug for at være først eller størst. Deres foretrukne publikum er ikke pubertetsdrengene, det er ikke små, ivrige koreanere, der øver sig til næste års Tekken-turnering, indtil de bløder fra enhver kropsåbning, og det er ikke vennerne, der mødes et par timer fredag aften, inden de rammer byen. Virtua Fighter-serien er dedikation, opofrelse og glæden i at kunne sit håndværk. Sæt dig ned med Virtua Fighter et par timer, og du vil se de samme fem bevægelser afspillet igen og igen, uanset hvilke knapper du trykker på. Gør det samme en uge senere, hvor du har mestret spillets forsvarsteknikker og mere ekstravagante bevægelser i en stegende hed træningsdojo og du vil se, hvordan spillet folder sig ud som en blomst, mens du banker løs på Sixaxis-kontrolleren.

Virtua Fighter 5 leverer dette mantra til fingerspidserne. Til trods for at være en smule mere medgørligt (du lammetæves ikke på normal), så er der dog ikke noget at hente på PlayStation 3, hvis du ikke allerede har styret Kage, Bryant og Sarah til toppen af podiet. Selv hvis du kaster dig ud i galleriets to nye slagsbrødre El Blaze og Eileen, får du intet foræret på din vej mod metalliske Dural. El Blaze er ganske vist en rimelig balanceret mellemvægtskarakter, der sagtens kan nedlægge selv de hårdeste asiatere med lidt mexicansk brydning, og Eileen er den typiske lynhurtige pige med forkærlighed for kung fu, men trykker du bare løs på knapperne, når du ikke meget længere end til den tredje eksotiske lokalitet, før Game Over toner frem på skærmen.

Vejen frem er træning, en forståelse af det tempo Virtua Fighter 5 kører med og evnen til at aflæse modstanderen. Når du først mærker, hvordan du på få sekunder kan vende et sønderlemmende angreb mod dig til en arrogant sejr, så kommer glæden langsomt snigende. Og glæden kan opnås på flere forskellige måder. Enten kan du kaste dig ud i Quest mode, hvor alverdens Sega-fans har udstyret et væld af modstandere med mere eller mindre tåbelige oneliners, eller også kan du tage dig af den klassiske arcade mode. Førstnævnte er en slags virtuel spillehal i stil med Sega World og Club Sega, hvor du hele tiden støder på nye og sværere udfordringer, mens den anden naturligvis er vejen gennem hele galleriet. Desværre har Sega ikke skabt en online-mode (den kommer heller ikke på Xbox 360-udgaven,. hører jeg), så hvis du havde troet, at vennerne skulle have tæsk i cyberspace, så kan du godt tro om igen. Præcis hvorfor man ikke kan gå online, aner jeg ikke, men det er uden tvivl skuffende.

Til gengæld skuffer Virtua Fighter 5 ikke på det visuelle område. Det er måske ikke et spil, der med det samme flår de 5500 kroner op ad foret, som der skal til på disse breddegrader, men Sega viser i hvert fald med spillet, at PS3 langt fra er den rædsel at programmere, som der ellers går så mange rygter om. Grafikken, der ikke engang benytter sig af statiske baggrundsbilleder, farer nemlig hen over skærmen i et skrækkelig lækkert tempo og med en uhyre høj detaljegrad. Desuden er animationerne af karaktererne flotte og livagtige, og selvom et par af personerne ligner noget, der er smurt ind i babyolie, så kunne jeg ikke lade være med at beundre grafikken. Hver eneste arena du træder ind i er lavet med et formål: At få dig til at sige "Lækkert!".

Desværre er Virtua Fighter ikke uden problemer. Det føles ganske enkelt forkert at spille det med en Sixaxis-kontroller. Der er ingen vægt bag det du laver, og når en tordnende ørefigen ikke resulterer i bare den mindste rystelse fra joypaddet, så føles det lidt tamt at sidde på kanten af sofaen og se Dural gå i gulvet. Loadetiderne burde der også gøres noget ved. Til trods for at spillet i begyndelsen spørger, om du vil lægge tæt ved 3GB direkte ind på harddisken, så er der stadig 15-20 sekunder lange loadtider mellem banerne. Sidst men ikke mindst så er det "bare" mere Virtua Fighter 5. Ud over at få strækket benene i en højere opløsning, så er dette udspil ikke markant anderledes eller bedre end forgængerne - det er bare til et nyt format.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at sætte Virtua Fighter 5 på aften efter aften, bare for lige at pudse mine færdigheder af og se slutningen endnu engang. Det er som at møde en rigtig god ven, der både gider lytte, udfordre og holde én med godt selskab - og det er aldrig en dårlig ting. I hvert fald ikke i min verden.