Virtua Fighter 5

Jeg husker det, som var det i går, men det var faktisk helt tilbage i 1994, jeg første gang stiftede bekendtskab med Virtua Fighter. Det var på en sommerferie i USA, hvor et besøg i det lokale indkøbscenter hurtigt trak mig ind i spillehallen fyldt med arcademaskiner. Og at dømme ud fra kødranden af amerikanske teenagere omkring Virtua Fighter-maskinen, var det tydeligt, at der her var tale om noget ganske nyt. Væk var tidligere tiders 2D-grafik, og i stedet fløj gigantiske slagsbrødre rundt på skærmen i den lækreste 3D-grafik, jeg endnu havde set. Der var højlydt jubel, hver gang en dyst blev afgjort med et lynende cirkelspark, og straks efter proppede de store drenge endnu flere af deres surt sammensparede skillinger i maskinen for endnu et par minutter i det kantede slaraffenland. Siden udkom adskillige efterfølgere i serien, som med tiden også besluttede at tage springet til spillekonsollerne hjemme i stuerne.

Tanggaard uddelte sidste år roser til PS3-udgaven af Virtua Fighter 5, og nu er turen endelig kommet til 360-udgaven. Og ja, den giver heldigvis mulighed for at spille mod levende modstandere over Xbox Live, hvilket er en væsentlig forbedring i forhold til PS3-udgaven. Desuden understøtter Xbox-udgaven også rumble i joypaddet, men derudover er der ikke meget nyt under solen - altså lige bortset fra anmelderen.

Jeg må tilstå, at jeg altid har været lidt varsom med at begive mig ud i de digitale slagsmål - mest fordi udviklerne alt for ofte mener, at dybde og og holdbarhed kun kan opnås gennem et nærmest absurd kampsystem, hvor man skal mestre flere slagkombinationer, end der er dråber i havet. Intentionen er naturligvis god nok, men hvis ikke man samtidig formår at gøre kampsystemet lettilgængeligt, så ender man blot med at fremmedgøre alle de spillere, som bare gerne vil have en hurtig omgang tæv. Men falder Virtua Fighter 5 også i den fælde?

Både ja og nej. Tanggaard ramte sømmet lige på hovedet, da han i sin anmeldelse roste Virtua Fighter 5 for at være feinschmeckernes foretrukne kamp-orgie. Her nytter det ikke noget at hamre samtlige knapper i bund og håbe på det bedste. Der er kræset for balancen, og hvert angreb har et endnu mere effektivt modangreb. Når man bladrer spillets kombinationer igennem, opdager man, at der afhængigt af den valgte karakter er næsten 100 forskellige moves at vælge mellem i kampens hede. Hertil kommer naturligvis diverse ekstra-moves, som knapt fordobler antallet. De kan alle øves i spillets dojo-del, men jeg må tilstå, at jeg aldrig nogensinde kommer til at bruge så mange muligheder for at høvle min modstander. Jeg orker ganske enkelt ikke at indlære dem alle. Og det er måske også derfor, at jeg aldrig bliver helt god til Virtua Fighter 5. Men hvis man har lysten til at udforske mulighederne til bunds, så er Virtue Fighter 5 en marianer-grav af slag og spark.

Men heldigvis er man ikke kun på dybt vand, hvis man som jeg godt kan lide, at et spil er lettilgængeligt. Personligt har jeg udvalgt et par håndfulde kombinationer, som jeg er tryg ved at bruge, og når man spiller mod en kammerat, som har det på samme måde, så er Virtua Fighter 5 et herligt spil for alle. Men når man på Xbox Live render ind i en haj, som virkelig mestrer spillet, så er der i den grad øretæver i luften, for mens man i eksempelvis Pro Evo kan spille norsk og hive et knebent, men respektabelt nederlag i hus til trods for manglende evner, så er der ingen kære mor i Virtua Fighter 5. Her er der tale om korporlig afstraffelse ved kasse 1, men det kan samtidig være en øjeåbner at se hvor dybt kampsystemet er, når det bliver fremvist af en ægte ekspert.

Femte udgave af Virtua Fighter er japansk teknik, når det er bedst. Grafikken blæser rundt i et hæsblæsende tempo og med en dejlig høj detaljegrad. Alt ser rigtig lækkert ud, om så det gælder sneen, man kæmper i, eller springvandet i baggrunden. Og selv om lydeffekterne er for sparsomme og maskin-musikken for stereotyp, så gør den flyvende grafik, at spillet stadig oser af teknisk kvalitet. Og når hele herligheden gøres op, så er Virtua Fighter 5 et vellykket spil. Men man kunne godt ønske sig en længere holdbarhed. Kampsport er i sagens natur en kort og hidsig affære, men i digital form skulle den gerne være lidt mere sejlivet end i virkeligheden. Men efter et par timers intensiv knap-gymnastik begynder man at overveje at sætte et nyt spil i maskinen for at bryde trivialiteten. Men det er på den anden side også i orden, for mens man befinder sig i Virtua Fighter-universet, er man rigtig godt underholdt.