Virtua Tennis

Allerede tilbage i de glade Pong dage blev det befæstet, at tennissporten havde et vist appeal som spil. Det var dog ikke før Sega udgav Virtua Tennis til den nu hedengangne Dreamcast, at sportens potentiale virkeligt blev høstet. Spillet var intuitivt, tiltalende, fængende og fangede på smukkeste vis essensen af boldflytteriet. Som deltager blev man nærmest tryllebundet - dette især hvis man var samlet flere om skærmen. Nu har Virtua Tennis så fundet vej til GBA. Konverteringen er trofast, og gameplayet smiler imødekommende.

Udgangspunktet er at kreere sin egen tennisspiller, være det mand eller kvinde, og kæmpe sig vej mod stjernerne. Dette sker på nærmest RPG-agtig maner, hvor man langsomt udvikler sine færdigheder. Der er en lang række områder, der kan forbedres; såsom styrke, loop, smash, raphed på fødderne og meget mere. Måden udviklingen foregår på er ganske opfindsom. Ved at drage rundt i verden, og deltage i mere eller mindre underlige minispil, opnår man nemlig point til sin spiller. Når man har opnået nok point på et givent område, så stiger man til næste level - lige efter bogen. De forskellige minispil rangerer over så forskellige områder som sammensætning af en burger, kamp mod tank og destruktion af kæmpeæg. Vælger man eksempelvis sidstnævnte, så kræver det, at man med nogle præcise superserver destruerer æg på den anden side af nettet. Alt efter hvor succesfuld man er, så vil man opnå point til sin servefærdighed.

Systemet er intuitivt, og de enkelte minispil besidder så meget variation og underholdningsværdi, at man finder sig i, at skulle gennem denne procedure. Træningen agerer selvfølgelig kun opbygning til de vigtige kampe. Her kan man deltage i en lang række turneringer rundt om i verden. Turneringerne veksler over at være singler for henholdsvis herrer eller kvinder samt doubler. Ved at vinde kampe stryger man opad på verdensranglisten - dette samtidig med at der skrabes penge ind på kistebunden. Pengene kan så benyttes til at købe nyt grej, der udover det kosmetiske islæt, rent faktisk også fremmer præstationerne på banen. Dette kan være ved at sammensætte en ny ketsjer, der skyder mere hårdt eller præcist. Det kan også være ved at få nye sko, der forbedrer bevægelserne på banen. Endelig så kan man også bruge lidt kontanter på at tilknytte en doublemakker, så man også kan indtræde i disse turneringer. Jo flere penge der spenderes, jo bedre bliver resultatet selvsagt.

Hele titlen står naturligvis og falder på kampenes kvalitet, her kan jeg med glæde berette, at gameplayet er strømlinet og fængende. Boldens dans over nettet, og den konstante test af reaktionsevnerne hvirvler deres tryllestøv om begivenhederne. Styringen læres hurtigt, og passer fint til GBAen. Spillet holder selv styr med, hvorvidt der returneres med for- eller baghånd, hvilket blot overlader placering og timing til dig. Dette kan også være en stor nok udfordring i sig selv, modstanderne lægger sig nemlig ikke ned uden kamp. Knaldhårde server fyres af sted som fra en kanon, og udspekulerede tværslag krydser banen. Man finder hurtigt ud af, at det nok er en god ide at ondulere nogle æg og rumvæsner, inden man får enden på komedie. Modstanderne kæmper relativt intelligent, om end man efter noget tid godt kan gennemskue en vis systematik i returneringerne.

Ved at vinde turneringer ruller der som sagt penge ind, og nye turneringer åbnes. Disse turneringer repræsenterer samtidig en højere sværhedsgrad, hvor modstandernes styrke og præcision lige ryger et ekstra hak opefter. Heldigvis lokkes man så med højere præmiebeløb. Selv om gameplayet er meget fængende, så betyder den relativt simple indgangsvinkel også, at det relativt hurtigt bliver monotont. Efter en halv times tid er interessen døet ud, og man har brug for en pause. Den korte indlæringstid betyder dog også, at det er et spil man vil samle op igen og igen. Dette især når man linker op med en kammerat, og giver ham svinetæsk.

Det største problem ved Virtua Tennis ligger faktisk i den tekniske afdeling. Grafikken er af en ikke tilfredsstillende standard, hvor spillerne fremstår meget kantede. Det virker lidt som om man er taget på tur i Legoland. Samtidig så fremstår begivenhederne utroligt stationært, selv om tennis måske ikke er den mest dynamiske sport, så ville det nu ikke gøre noget med en lidt mere levende grafik. Lydsiden er en blanding af godt og ondt. På den ene side er effekterne vel valgte, og harmonerer godt med begivenhederne. På den anden side er musikken en omgang enerverende technopop, der lynhurtigt bliver anstrengende for ørerne. Med det sagt, så står man stadig tilbage med en tiltalende titel, der snildt kan udfylde de små ventetider i hverdagen.