Viva Piñata Party Animals

Jeg var en af dem, der faldt pladask for Viva Pinata. At lave en havesimulator med bolchesultne papmachédyr i hovedrollen, virkede noget aparte, men for Rare, en udvikler, der ene og alene har gjort Nintendo 64-konsollen til min all-time yndlingskonsol, var det holdets vigtigste spil i nyere tid. Den kære udvikler havde nemlig fået sig et ordentligt hak i glorien allerede året inden, hvor både Perfect Dark Zero og Kameo: Elements of Power var blevet mødt med til tider hård kritik. Viva Pinata havde både personlighed og charme, og hvis det er børnevenligt og charmerende, kan du være stensikker på, at licensen nok skal blive udnyttet groft - og det er netop det der er sket i Party Animals.

Det er ikke længere Rare, der står bag, men i stedet Krome Studios, og de har ledt hyrden af pinataer i en helt ny retning. Denne gang er der hverken spade eller vandkande i miles omkreds, for denne gang skal pinataerne dyste mod hinanden. Op til fire spillere kan konkurrere i ca. halvtreds minispil, hvoraf nogle af dem er kapløb på større baner. Halvtreds minispil lyder måske ganske rimeligt, men da en normal runde kun varer et enkelt minut, er du altså hurtigt igennem dem alle. Desuden er der flere af de små spil, der minder for meget om hinanden. Om din pinata drikker sodavand og bøvser for at sende en ballon til vejrs, eller om den drikker sodavand og bøvser for at sende et lille sejlskib henover mållinien, er for pokker da det samme.

Der er ikke mange ting, der afholder Party Animals fra at blive monotont ganske hurtigt, og hvis du sidder alene og spiller, går der højst en time, før der bliver sat et nyt spil i krydsboksen. Der er otte pinataer at vælge imellem, men der er ikke nogen forskel på dem. Pindsvinet Fergy Fudgehog og hesten Hudson Horstachio styres på præcis samme måde, og det er slet og ret en skam, og det gør bare det hele endnu mere ensformigt.

Minispillene bliver såmænd blandet ganske godt, så du ikke tit kommer til at spille samme spil flere turneringer i træk, men desværre kan det samme ikke siges om kapløbene. Modsat minispillene kommer de i samme rækkefølge, hver gang og der gik ikke længe før de første løb hang mig langt ud af halsen. Kapløbene er klart sjovere end de lidt for simple minispil, men der er altså ikke gjort ret meget ud af dem. Der er power-ups og turbofelter spredt gennem banerne, men det er altså ikke nok. Der er sågar nærmest ingen indstillingsmuligheder, før du begynder på en turnering, og jeg har spillet få spil i år, hvor jeg følte, jeg havde set og prøvet alt spillet havde at vise mig så hurtigt, som jeg gjorde med Party Animals.

Jeg har det med Party Animals lidt som jeg har det med Dead or Alive Xtreme Beachvolley-spillene - uden de gyngende polygonpatter naturligvis. Begge spil er blevet til som spin-offs af en veletableret serie, blot for at klemme lidt ekstra dollars ud af de respektive fanbaser. Lad dig ikke snyde. Grafikken er så farvestrålende, som man kunne forvente, men denne gang kan gameplayet slet ikke følge med. Der er ganske vist lidt ekstra sjov at hente ud af Party Animals, hvis du kan få hevet to-tre ekstra kammerater hen foran skærmen hver gang, der skal spilles, men selv der er kludetæppet af minispil, kapløb og slatne jokes, alt for overfladisk og charmeløst til at kunne anbefales. Masser af sukker kan gøre meget for en opskrift. I det oprindelige Viva Pinata var det hele tilpas sødt, men denne gang er det bare kvalmende.