Viva Piñata: Pocket Paradise

Det er efterhånden ingen uvant oplevelse for mig at træde i gummistøvlerne og vandre ud i Rare's digitale have for at lege Søren Ryge. Viva Piñata har muligvis hverken levet op til Microsofts reelle salgsforventninger eller været i stand til at fange en stor del af det bly-fanatiske publikum på Xbox 360, men med den længe ventede ankomst på Nintendo DS, er der en chance for, at Rare endelig kan ramme den vigtige nerve.

Det hele forudsætter naturligvis, at Rare er i stand til at skabe præcis ligeså en hyggelig, vanedannende og fornøjelig oplevelse, som de nu to gange har gjort på den store skærm. Så da jeg modtog den lille Nintendo DS æske med de velkendte piñataer udenpå, var det både med glæde og en anelse skepsis. Men jeg kan med sindsro erklære, at Rare har levet op til deres gode navn.

Pocket Paradise er umiddelbart præcis som vi kender det: dit mål er at bygge en have og gro og passe en række planter for at tiltrække nye og gradvist mere værdifulde og komplicerede piñataer, som er din primære form for indkomst. Efter en hurtig omgang tutorials, som man tvinges igennem, er man klar til enten at tage imod udfordringerne i haven - eller som i Viva Piñata 2, bare lege rundt i en sandkasse.

Det absolut vigtigste og mest afgørende element for, at denne konvertering skulle lykkedes, er ikke overraskende styringen, som Rare har implementeret til UG. Ja, man er nærmest fristet til at sige, at spillet styrer langt bedre på Nintendos lille håndholdte end det nogensinde har gjort på Xbox 360. Rare har løst problemet ved at gøre spillets mange menuer tilgængelige direkte fra et lille blad i højre hjørne, som kan udvides af flere omgange, når man graver dybere og dybere ind i menuen. Selvom man stadigvæk transporteres til nye skærme, når man skal handle med byens indbyggere, så tager det sjældent mere end tre-fire tryk på skærmen for at nå sit mål.

Samtidig kan man nemt navigere rundt på skærmen ved at trykke på en lille styrepind nederst til højre og dyrene klikker man naturligvis blot på for at få deres opmærksomhed. Alt i alt en utrolig flydende og intuitiv oplevelse, der kun styrkes ved, at man til enhver tid kan skifte imellem de to skærme: haven og informationerne. Skifter man informationsskærmen til bunden, der blandt andet viser info om den valgte piñata og havens tilstand, så kan stort set alt klikkes på og hurtigt hopper man rundt i hele informations-registreret som et bedre Wikipedia. Ingen informationer er nogensinde langt væk.

Pocket Paradise er dog ikke fuldstændig lig sine storebrødre, hvor de to mest markante ændringer er fraværet af parringsminispillet og muligheden for at tilpasse sine piñataer. Selvom førstnævnte ikke er noget synderligt savn, så må jeg desværre erkende, at jeg savner muligheden for at udklæde de små dyr i alle mine skøre påfund. Det var et af de elementer, der gjorde, at jeg virkelig knyttede mig til papmachédyrene på Xbox 360, og selvom du stadig kan navngive dem, så har det bare ikke samme effekt. Hvad er Cluck Norris uden militærstøvler, hat og et velplaceret overskæg?

I sidste ende betyder det, at spillet en lidt mindre personlig og intim oplevelse, hvor dyrene hurtigt kan opfattes som en vej til hurtige penge uanset hvad, men det ødelægger dog ikke det grundlæggende gameplay. Med en farverig billedside, der teknisk set skuffer en smule, og de klassiske, dejlige lyde og musik fra haven, så er oplevelsen stadig mindst ligeså behagelig - og det skulle ikke undre mig om visse personer faktisk ville foretrække denne håndholdte version.

Præcis som jeg måtte konkludere det med Viva Piñata 2, så vil Pocket Paradise næppe omvende skeptikere, men for de mange Nintendo DS ejere kunne det sagtens være starten på et nyt liv i tilværelse med Rare's slikmunde. Det tilbyder absolut intet nyt over de to spil på Xbox 360 og mangler sågar tilpasningsmulighederne, men med en utrolig vellykket styring og overførsel af det essentielle, vanedannende gameplay til Nintendo DS, så er Pocket Paradise et mere end værdigt spil i Viva Piñata-familien.