Viva Piñata: Trouble in Paradise

Solen daler roligt ned bag bakkerne i det fjerne og lægger et orange skær over hele haven. Et par orme hopper fornøjet omkring og gør sig klar til en god nats søvn efter at være blevet jagtet af Sparrowmints hele dagen. Den utrættelige Seedos går stadig rundt og ser til blomsterne, som konstant springer ud med nye farver i haven. Alt er fryd og gammen i det farverige, levende landskab. Men som dagen går på hæld, kommer nattens dyr frem. En Pretztail har snuset sig frem til min have, og den er mit mål. Jeg skal trods alt levere en slikfyldt Pinata til tiden...

Det er svært ikke at blive fortryllet af Rare's nuttede Piñata-univers. Orignalen, der udkom for lige godt to år siden, blev af mange markeret som den legendariske udviklers tilbagevenden og muligvis starten på en ny storhedstid, og nu er Rare klar til at indfri disse profetier. På trods af, at vi i mellemtiden er blevet spist af med et fesent party-spil og aldrig rigtig har set TV-serien slå voldsomt igennem, så har den engelske udvikler ikke mistet modet og gudskelov for det. Viva Piñata: Trouble in Paradise er nemlig alt det, man kunne ønske sig.

På overfladen er der ikke de store ændringer at finde. Spillet ligner og lyder som sig selv, hvilket også betyder, at selvom det stadig er en æstetisk behagelig oplevelse, så mangler spillet lidt af den grafiske wow-effekt, som det formåede at skabe for to år siden. Der er visse forbedringer at spore hist og pist, men det har tydeligvis ikke været en af de store fokuspunkter, og den prioritering er jeg faktisk helt med på. For selvom Viva Piñata var et flot og ret underholdende spil, som var det plaget af lige lovligt mange blinde gyder og frustrationsmomenter, og her har Rare haft gang i haveredskaberne og fjernet stort set al ukrudtet.

Bemærkelsesværdigt er det især, hvordan styringen er gjort langt mere indholdsrig uden at gøre det mere komplekst. Uden at gå ind i en menu af nogen art, kan D-pad'et nu bruges til at frembringe alle de nødvendige redskaber og give adgang til udvalget af frø, gødning og underlag. Sammen med en bekvemmelig oversigtsboks, der også gør sig gældende i valg af Piñata, er det langt hurtigere at få styr på sin have eller finde frem til netop den Pinata, man søger.

Det er begge dele elementer, der burde have været en del af originalen, og sådan kan man faktisk sige om mange af de nye tiltag i Trouble in Paradise. Men når nu historien ikke kan omskrives, er det lækkert at se, hvordan Rare virkelig har lyttet til al kritikken - og de mange lovprisninger - så de har fokuseret og skubbe serien i den rigtige retning. Og her er jeg især glad for, at ens fuldtidsarbejde som gartner og Piñata-passer er gjort noget mere målrettet.

Spillet er stadig en sandkasse og på mange måder uden egentlige mål, som vi kender det fra Animal Crossing og The Sims, men hvor disse to spil formåede at engagere mange slags spillere og lade dem skabe deres egne delmål, så var Viva Piñata i overvejende grad uigennemskueligt. Det har man så sandelig rodet bod på nu, hvor spillet ikke kun starter med en meget pædagogisk gennemgang af de elementære funktioner, men hele tiden byder på nye missioner, der primært handler om at finde en bestemt Piñata, fylde den op med slik og så få sendt den af sted med kanonen til en fest.

For mig har det betydet, at jeg nu altid har en retning at stræbe imod, og at jeg ikke bare formålsløst leger rundt i min have. Og fordi disse missioner er gjort uden tidspres, har Rare undgået at skabe unødige frustrationer og lade hver enkelt spiller ordne det i sit eget tempo. Hvilket netop er hele charmen ved Trouble in Paradise. Selvom det er langt mere tilgængeligt, så er det mere udfordrende og stadig har Rare formået at gøre oplevelsen endnu mere behagelig. Det skyldes simpelthen en kombination af en stærkt optimeret brugergrænseflade, mere gennemskuelige mål og en ordentlig introduktion til spillets elementer.

Trouble in Paradise er ikke kun bedre i kvalitet, men også kvantitet, og selvom en af de meget efterspurgte ændringer, en større have, ikke er blevet realiseret, så får man alligevel lidt ekstra plads at lege på. Det sker i form af Dessert Desert og Pinarctic, hvor man kan tage hen og prøve at fange alt fra kameler og elge til biller og pingviner. Det er faktisk ganske sjovt - og sværere end man tror - at fange disse nye og mere sjældne dyr, og det skaber noget tiltrængt variation i måden at anskaffe sig dyrene på. At haven så er forblevet samme størrelse, passer mig egentlig ganske udmærket, da der altid er rigeligt at se til.

Dog er det spillets nye co-operative muligheder, der stjæler prisen for bedste nye tilføjelse - ikke mindst fordi Rare har gjort det muligt at lege gartner sammen både på en enkelt Xbox 360 og over Xbox Live. Udover, at man kan få frisk inspiration udefra og i fællesskab kan bygge en have op langt hurtigere, så er muligheden for samspil simpelthen et så afgørende element, fordi det skaber en social grobund og skaber et udstillingsvindue for ens have. Dette hjælper den nye fotomulighed ligeledes på, da billederne i bedste Halo 3 stil kan lægges ud på nettet. Faktisk bliver fotomuligheden et sjovt lille spil i sig selv, hvor man skal rende rundt og lege dyrefotograf og prøve at få de absolut bedste billeder.

Hvad jeg imidlertid har langt sværere ved at forstå, er tilføjelsen af en række mere eller mindre meningsløse minispil, hvor man både kan kæmpe mod computeren og andre spillere. Her er nøglen naturligvis, at et af ens papmachedyr udvælges og dyster, hvorfor det giver langt mere mening at træne og pusle om dem, men spillene er bare så intetsigende og formålsløse, at de hurtigt mister interesse. Især det kedelige P Factor, hvor fire Piñata'er skal bedømmes af en række dommere, giver absolut ingen mening, og første gang jeg prøvede det, vandt jeg med et dyr, hvis eneste særpræg var, at jeg havde navngivet det.

En af de mere blandede nye tilføjelser af Piñata Vision, som grundlæggende set går ud på, at man kan holde et kort op foran et kamera, der læser en lille stregkode og indsætter et dyr eller andre ting i spillet. Det er en sød lille tilføjelse, selvom det alt afhængig af lysforholdet kan være umådeligt svært at få spillet til at registrere kortet, men det er først når folk selv begynder at lave deres egne kort og dele dem på nettet, at det bliver virkelig interessant. Det er heldigvis let at lave, hvor man gennem fotomuligheden kan vælge at "fange" den fotogene Piñata i billedet. Igen giver det mulighed for social udfoldelse, hvor folk langt lettere og til langt større publikum kan dele deres unikke og ganske sikkert meget morsomme skabninger.

Så hvad er overhovedet problemet med Rare's seneste udspil? Den grundlæggende oplevelse er forbedret og udvidet markant, man kan både fremvise sin have og dyr for andre og endda få kritisk hjælp med havearbejdet. Spillere, der bare vil lege formålsløst rundt og skabe en flot have, har endda også fået en meget fri sandkasse til det. Så hvor er det lige, at Trouble in Paradise slår fejl?

Selvom det er noget mere velpoleret end originalen, så må Trouble in Paradise atter bukke under for alt for mange og alt for tydelige produktionsproblemer. Det er især i mange af de små mellemsekvenser, når nye personer og Piñata'er introduceres eller når man får en opgradering, at jeg har oplevet manglende lyd og musik eller en meget grov, grafisk fremstilling. Selvom det muligvis kun udgør en brøkdel af spillet, så ødelægger det lidt af det holistiske stemningsbillede, der er så afgørende for et spil som Viva Piñata, og da især musikken, der ellers er ganske fortryllende, kan være fraværende i store perioder, bliver det irriterende. Hele konceptet bygger så meget på indlevelse i den nuttede verden og på at blive opslugt, at den slags produktionsproblemer hurtigt vækker dig af drømmen.

Til trods for dette kan jeg dog ikke bortforklare, at jeg atter er blevet opslugt af Rare's nuttede og morsomme univers. Eneste forskel er blot, at jeg denne gang ikke lægger det på hylden efter en uge, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal foretage mig. Trouble in Paradise er hverken for utilgængeligt for børn eller for let for voksne. Det er sødt, sjovt og farverigt, og selvom det grundlæggende set ikke har bevæget sig meget fra originalen, så burde alle slikmunde falde fuldstændig pladask for disse sukkersøde skabninger.