Wallace & Gromit: Curse of the Were-Rabbit

Det bliver ikke meget mere britisk end Wallace & Gromit. Flittige te-pauser, familiære høfligheder og anakronistiske landsby-omgivelser, udgør væsentlige omdrejningspunkter i de elskelige claymation-kortfilm af Nick Park. Filmene hylder en næsten Morten Korch'sk nostalgi-version af England, men med et meget stort glimt i øjet. For den ærkebritiske nullermand Wallace er også en Storm P'sk opfinder, og sammen med sin hyper-intelligente hund Gromit skaber han igen og igen kaos i den velordnede velfærdsidyl.

Føljetonen om Wallace og Gromit har netop fundet vej til en spillefilm - "The Curse of the Were-Rabbit" - der igen har givet anledning til spillet af samme navn. Og mens Konami næppe har hældt lige så mange mandetimer i deres spil, som Park har lagt i den notorisk omstændelige claymation-produktion, så har de helt tydeligt gjort sig umage. Den visuelle stil mangler i sagens natur originalens håndgjorte kvalitet, men er derudover ramt perfekt på kornet - fra de udtryksfulde, eminente Park'ske karaktermodeller til de stemningsfulde, ekspansive bymiljøer.

Gennem en række lovligt indforståede intro-sekvenser, bliver vi præsenteret for Wallace og Gromits nye karriere som "humane desinfektører". Når der går dyr i den grøntsags-gale hjembys præmie-haver, tilkaldes vores dynamiske makkerpar øjeblikkeligt, og deres teknik er ganske opfindsom: Ved hjælp af støvsuger-gevær ("bunguns" suges kaniner, egern og så videre op i en tank til videre behandling. Men da Wallace forsøger at løse sine problemer med at opbevare alle de dyr, duoen slæber hjem, ved hjælp af hjernevask - ja, så går det dristige eksperiment selvfølgelig helt galt.

Mere skal ikke afsløres her, også af hensyn til alle dem, der har film-udgaven til gode. Men spillet låner liberalt af Park og co.'s gakkede påfund og rammer forlæggets tone fornemt, også i kraft af stemmeskuespillet og den hyggelige baggrundsmusik, der er af klokkeklar spillefilmskvalitet. Problemet kommer, når Wallace & Gromits ærkebritiske hygge-historier skal konverteres til noget spilbart. Strukturen er af den efterhånden obligatoriske GTA3-slags, hvor Wallace og Gromit - der i singleplayer-udgaven styres på skift - halser rundt i et stort bymiljø og påtager sig opgaver fra de lokale. Undertiden er missionerne integreret i bymiljøet, men som oftest tager de form af separate baner eller mini-games.

En god del af tiden går med at rydde byen for kræ, ofte i aflukkede haver eller parker. Konami har været flittige til at integrere små puzzle-agtige elementer i processen, men ellers er opgaven altid den samme: Skadedyrene skal gennes ind i Wallace og Gromits vogn - typisk via nogle særlige, udlagte støvsugerrør - og det skal ske indenfor en stadigt mere stram tidsplan. Spillets udfordringer løses ofte bedst ved at prøve og prøve igen, til man kan missionerne udenad, og det har aldrig været undertegnedes foretrukne type problemknusning. Det kan man så være enig i eller ej, men at monotonien relativt hurtigt gør sit indtog, vil de fleste sikkert medgive.

Variationen skal findes i en række mini-games, der er strøet ud over spillet: Primitive fodbold-øvelser, erotisk varkanin-dans, forhindringsbaner med hoppebold og så videre. Desuden findes der en række nat-missioner, hvor der skal kæmpes med enkle slag og energiudladninger mod en stadigt voksende befolkning af var-dyr - ikke bare varkaniner, men varvæsler, varrotter, varkyllinger, og jeg kunne blive ved. Der er masser at smile skævt af i Wallace & Gromit: The Curse of the Were-Rabbit, men smilet har det med at stivne, efterhånden som kedsomheden bliver mere påtrængende.

En del af problemet er spillets adstadige, børnevenligt tempo. Det er en fordel i al den stund, at det ofte kræver god tid at justere kameraet i tæt beboelse, men det er skidt, fordi det sammen med det monotone, lidt uopfindsomme gameplay begrænser spillets appel til de ti-årige og nedefter. For dem ville der på den anden side være en del at komme efter - inklusiv fine muligheder for two player co-op - men de færreste danske børn vil forstå Curse of the Were-Rabbits engelske tekst og tale.

Selv måtte undertegnede flere gange gribe efter ordbogen - hvad er f.eks. en "marrow"? - og hvor banalt sprogproblemet end er, vil det givetvis vise sig helt uoverstigeligt for de små gamere, der bedømt på tone og tempo, må siges at være spillets kernepublikum. Dermed har Konami, trods deres rettidige omhu med den fornemme præsentation, sparet på et af de mest afgørende punkter overhovedet - ud over gameplayet, selvfølgelig, som også godt kunne have brugt en ekstra gang finpudsning.