Wallace & Grommit in Project Zoo

De fleste kender vel efterhånden claymationserien Wallace & Grommit fra tv-skærmen. Det noget mærkværdige makkerpar består af den distræte opfinder Wallace og hans kvikke hund, Grommit. Gennemgående i serien er deres kamp mod den magtgale pingvin Feathers - hvilket har medført nogle yderst underholdende stunder. Nu får man muligheden for selv at tage del i et virtuelt afsnit. Frontier Development med David Braben bag roret har fået tjansen. De har tidligere stået for klassikerne Elite og Virus. Selv om der ikke er meget episk rumeventyr over dette udspil, så er det stadig ganske god tidsfordriv.

Feathers er selvfølgelig på spil igen. Denne gang har han kidnappet intet mindre end en hel zoologisk have. Dyrebørnene holdes som gidsler, mens han presser de voksne dyr til at arbejde for sig. De skal være med til at drive en maskine, der kan presse støvet kul til dyrebare diamanter. Wallace og Grommit finder dog ud af, hvad han er ude på, og nu skal endnu et opgør finde sted. Efter på ganske snedig vis at være kommet ind i haven skal de nu tumle rundt og befri dyrene fra fangenskab. Derefter åbnes der op for 5 store områder, der samlet gemmer på 24 baner og bonusmissioner.

I bedste platformsstil springer man direkte ud i nogle herligt koloristiske miljøer. Som altid er Wallace den egentlige hjerne i foretagendet, og det er da også ham, man får ansvaret for at styre. Banerne er relativt store og byder på en række forskellige objektiver, som man skal løse. Selv om der er lidt variation, så er det gennemgående tema, at man skal befri en dyreunge og tiltvinge sig adgang til næste område. Nu skal man så få poterne på nakken, og hoppe, slå og skyde sig vej gennem omgivelserne. Styringen er relativt ligetil, men har dog nogle lidt knudrede egenskaber. Når man eksempelvis klatrer, så skal man benytte en kombination af knap og controller - samtidig med at man ikke kan dreje rundt om rebet. Det giver nogle lidt underlige situationer. Derudover er det ikke altid, at Wallace reagerer på de tryk, man foretager, hvilket selvsagt kan have dødelig udgang.

Det er tydeligt, at titlen er rettet mod et yngre publikum, hvilket understreges af den ikke-voldelige indgangsvinkel og de farverige miljøer. Selv fjenderne er humoristisk fremstillet, og man morer sig med at fyre dem ned med eksempelvis en bananskyder. Hændelserne præsenteres generelt med et glimt i øjet, og udviklerne har ikke været blege for at udstille nogle af genrens klicheer. Banerne har en logisk opbygning, og man ved altid, hvad man skal, og hvordan man skal opnå det. Dertil er der også smidt nogle bonusbaner ind, hvor man eksempelvis skal flyve en gyrokopter eller drøne af sted i en minevogn. Disse formår til en vis grad at sætte lidt tempo i spillet, der ellers godt kan virke lidt tungt og langsomt.

Man kan ikke lade være med at blive draget af det charmerende univers. Alt er trofast gengivet, og man føler sig hurtigt som en del af seriens magi. Figurerne er nuttede, baggrundene smilende og alt holdt i tiltalende pastelfarver. Samtidig er der en masse gode animationer, hvor heltene udfolder sig i fuldt flor. Desværre er der også en følelse af, at det hele er lidt upoleret. Framehastigheden har sine problemer, teksturerne kan godt vise sømmene og kameraet er virkeligt slemt. Især sidstnævnte lægger en dæmper på festivitasen, for man bliver nærmest svimmel, imens skærmen hvirvler rundt. Det sker alt for ofte, at man må lade livet, fordi man ganske enkelt ikke kan se, hvad der er foran én.

Lydsiden er som resten af spillet en lidt blandet fornøjelse. På den ene side har de originale skuespillere lagt stemme til spillet, hvilket, sammen med den vellykkede grafik, giver en glimrende illusion. Men samtidig er effekterne temmeligt flade, hvilket til dels også gælder musikken, der er uhyre anonym. Alligevel så er Wallace & Grommit en ganske tiltalende titel, hvilket nok mest af alt skyldes det lettilgængelige gameplay, der har den kvalitet, at man ofte fristes af lige at skulle en smule længere i historien. Dette bæres helt sikkert oppe af hovedpersonernes genkendelighed og det muntre, lidt lalleglade univers. Det største problem ligger bare i, at det hele føles en kende ufærdigt og upoleret. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad et par måneders ekstra udvikling ville have medført.