Wanted: Dead

Jeg elsker spil der er anderledes, spil som forsøger noget nyt for at skille sig ud. Der er dog en hårfin grænse imellem at skille sig ud, og bare være bizar på den ubehagelige måde, og den grænse forsøger Wanted: Dead febrilsk at finde, men jeg er ikke helt sikker på at det er lykkedes.

Wanted: Dead er udviklet af en række veteraner, der også har arbejdet på Ninja Gaiden, og derfor har vi her at gøre med et "hack n' slash"-spil i samme stil. Historien spiller dog en ret stor rolle i Wanted: Dead på godt og på ondt, for det er rodet omgang. Historien handler om en enhed i politiet, der hedder Zombie-enheden, som forsøger at holde Hong Kong fri for industrielle konspirationer. Enheden består af fire hårdføre politibetjente, som alle er portrætteret som om, de har meget besynderlige personligheder. En fortæller hele tiden anekdoter, hvor der er nøgne mænd involveret, en er døv og siger ikke noget. I ved, det er bare en kugleskør gruppe, ikke sandt? Hele denne besynderlige gruppe er anført af Hannah Stone, som er en schweizisk kvinde, hvorom hele historien drejer centrerer sig. Karaktererne er karikerede, men man lærer dem egentlig ikke at kende før spillet slutter, og det føles en smule kunstigt fordi udvikleren vil tvinge spilleren til at være interesserede i dem. Det bliver man bare ikke, for spillet er kun seks timer langt, og Hannah er fokuspunktet i ni tiendedele af historien. Det er som om udviklerne spørger spilleren retorisk, om ikke karaktererne bare er skøre og fjollede, fordi de er lavet med så ekstreme personligheder, men det virker bare ikke. Jeg havde ingen mening om nogen i spillet udover Hannah, da det var gennemført. Der er små minispil, stjålet direkte fra Yakuza-serien, som man kan spille med Zombie-enhedens medlemmer, men de bidrager ikke med meget andet end tidsspilde. Man fornemmer udvikleren har villet meget mere end de har formået i Wanted: Dead.

Hannah Stone er som sagt omdrejningspunktet i spillet, og hendes historie, som for øvrigt intet har med den historie at gøre man oplever i de fem missioner man skal igennem, udspiller sig på meget forvirrende vis. Mellem missioner løber Hannah rundt i hendes politistations fem etager, hvor hun kan finde filer at læse, og deltage i førnævnte minispil. Visse steder får hun så et flashback, som er disse anime-mellemsekvenser, som første gang jeg så dem forvirrede mere end de uddybede. Alle andre mellemsekvenser er nemlig de videoer som foregår i spillets egen grafikmotor, og som er en smule slørede, og ikke i ret høj opløsning. Så da spillet pludselig skiftede til tegnefilm, røg jeg helt af vognen, selvom at der er point for opfindsomheden. Persona-serien har gjort det her med mere finesse, men det her er en meget rodet måde at fortælle sin historie på, og det var mere forvirrende end noget andet. Hele spillet har denne underlige opdeling, hvor der er mange bestanddele som ikke nødvendigvis fungerer sammen, men de er proppet ind med vold og magt, om spilleren vil det eller ej. Personligt var mit svar; "eller ej". Historien er en rodet og usammenhængende gang ævl, som jeg sikkert glemmer inden dagen er omme. Det eneste jeg vil huske er at der efter hver mission, er en mellemsekvens i bruseren, hvor man ser Hannahs nøgne hud, og hendes mange tatoveringer. Fem missioner, fem showerscenes. Velkommen til 2023. Jeg ved ikke helt hvad udviklerne har tænkt på, men det har ikke været med deres hoveder, de har gjort det. Det er ret ringe.

Selve gameplayet er som sagt relativt traditionel hack n' slash, og man styrer kun Hannah i missionerne. Hendes tre kolleger er der også, men de gør ingen forskel på nogen måde. De kunne skyde på fjenden i 14 dage, og end ikke det ville ikke kunne bringe dem i knæ. Det hele handler om Hannah og hendes katana. Hannah har et evnetræ med tre grene. Den ene er skade, den anden er forsvar, og den sidste eksisterer så man kan få flere granater og lignende. Ikke noget man ikke har set før. Efter tre missioner var hele evnetræet fyldt ud, og der var ikke flere opgraderinger at hente. Det var også her spillet faktisk begyndte at blive bare en smule underholdende, for i starten kunne Hannah intet. Hun blev slået ihjel når fjenderne pustede til hende, og derfor skulle man slå de samme 10 fjender ihjel igen og igen, for så at miste livet til en totalt overrumplende ninja. Det var dybt frustrerende, og meget dårligt designet. Det hjalp heller ikke, at spillets brug af checkpoints var forfærdeligt. Spillet kunne finde på at sætte en 15 minutter tilbage inden en boss, hvor man igen og igen skulle kæmpe sig igennem de samme fjender, for derefter at nå frem til bossen, som så skulle vise sig at være alt for stærk til ens nuværende niveau. Nøj, min tålmodighed blev sat på prøve mange gange. Det var som om udviklerne havde set måden Dark Souls-spillene håndterer checkpoints, og tænkt; "det kan vi også". Problemet er at Dark Souls-fjender er sjove at kæmpe imod, det er de ikke i Wanted: Dead. Som i slet ikke.

Kampsystemet er nemlig heller ikke særlig fedt, for der er kun en sekvens af slag man kan bruge. Evnetræet låser ikke op for flere forskelige af slagsen, og den kombination man kan bruge mod den første fjende, er den samme man kan bruge mod den sidste. Der er en smule variation i, at man også kan bruge skydevåben, men de er slet ikke så effektive som Hannahs katana er, så jeg brugte dem ikke særligt tit. Det er synd at der ikke er mere variation, og et kampsystem som faktisk er sjovt. Det eneste gode jeg kan sige er at hver fjende man kæmper mod, skal besejres på en unik måde, hvilket bidrager til underholdningsværdien, men det virker kun indtil den samme fjende er blevet smidt i hovedet på en for tyvende gang. Det er en mildest talt middelmådigoplevelse, ligesom alt andet i spillet.

Jeg har kastet mig over PlayStation-versionen her, og jeg håber at jer ovre på PC får det bare lidt bedre, for fordi spillet her var super grimt, og load-tiderne, som hele tiden dukkede op ved det mindste man fortog sig, var tåkrummende lange. Så hver gang man døde, hvilket jeg gjorde en del gang, skulle man se den samme lille videosekvens, som var to sekunders loop, som tegn på at spillet loadede. Det gjorde den så i gennemsnit et minut hver gang man døde

Musikken er også værd at nævne, for der er flere kendte sange, men de er ikke sunget af originalkunsterne. Så det var ikke Nena der sang 99 Luftballons, men en ukendt sanger. Jeg ved ikke hvorfor, men kombineret med forfærdeligt stemmeskuespil, og spillets udtryk i det hele taget, tænker jeg, det har noget med manglende økonomi at gøre.

Wanted: Dead er et under middel, og også værre end det. Det vi en hel masse, men lykkes ikke noget med af det. Så lad være med at købe det her spil. Livet er for kort.