Warhammer 40.000: Dawn of War

"Steen! Hvor længe skal dine små tinsoldater stå herinde på bordet?" Ak ja, disse ord måtte min mor sige mere end én gang i den tid, hvor min dengang nyindkøbte Space Marine-hær prydede de fleste kvadratcentimeter af husets spisebord. Armeret med maling, pensler og et utal af små dele gav jeg mig i kast med at gøre mine Blood Angels klar til kamp mod andre tabletop-generaler. Dette er nu mere end et årti siden, og i mellemtiden har min interesse for disse figurer kun ligget og ulmet i underbevidstheden, men Relic har så sandelig formået at ruske den frem og direkte ind på nethinden. Jeg taler naturligvis om scifi-universet kaldet Warhammer 40.000, som er skabt af de geniale folk bag firmaet Games Workshop, som udover dette har udviklet et hav af andre titler og spilverdener.

Det er netop med afsæt i det dystre Warhammer 40.000-univers, at vi begiver os hånd i hånd med gutterne hos Relic Entertainment ud på et hårdtslående epos, hvor futuristiske racer kæmper en bitter kamp om erobring og overlevelse. Som sagt er universet oprindeligt tiltænkt det førnævnte tabletop-spil, hermed mens hvor man spiller mod hinanden med en masse små figurer og hvor terninger og strategi er ens fornemste våben.

Vi har før set at konceptet har givet anledning til spiltitler, men sidst vi stødte på et var det det noget tvivlsomme Fire Warrior fra Kuju Entertainment. Denne gang er det dog de hærdede RTS-udviklere fra Relic, som også er bagmænd til den glimrende Homeworld-serie. Til trods for at Warhammer 40.000 (W40K) huser langt flere end de fire racer repræsenteret i Dawn of War, så er det bestemt nogle af de mest prominente, der er blevet udvalgt. De obligatoriske space marines, de elegante Eldars, de rablende orker og de fordærvede chaos marines, som uden den videre forklaring danner de meget klassiske faktioner i denne type af spil, hvor der skal være noget for enhver smag.

Relic har bibeholdt den gængse grundmasse for denne genre, men det er med en vis evne de formår at skabe et utroligt velfungerende gameplay, som beriger spilleren med mange timers underholdning og udfordringer tillige. DoW indeholder langt mere micro-management end de fleste andre RTS på markedet, hvilket vil sige at ens enheder rummer flere tilpasningsmuligheder og evner der kan aktiveres end sædvanen for genren. I takt med at man opbygger sin base og får mere teknologi og våben til sin disposition, så kan man yderligere opgradere sine enheder, hvor det f.eks. er muligt at skræddersy sine kompagnier efter forgodtbefindende. Først og fremmest kan man forfremme enheder til sergenter, man kan opgradere de enkeltes våben til f.eks. flammekastere, raketstyr osv. Dette gør ens hær langt mere fleksibel og giver samtidig et helt nyt strategisk element, da man som general skal vægte mellem at bruge sine ressourcer, købe flere enheder eller opgradere de eksisterende yderligere.

Spillets mest innovative tiltag må netop være på ressourcefronten, hvor guld, træ og spice er erstattet med såkaldte relic- og strategic points, som fungerer som ens brændsel, når der skal varmes op under ens armé. Disse point erhverver man sig ved at tilkæmpe sig nøglepunkter på banerne og holde dem, hvorfor DoW absolut ikke er til de tilbageholdende generaler, men lægger op til aggressiv krigsførelse en masse - konceptet resulterer i nogle meget heftige og intense kampe, hvor overblik og hurtige beslutninger er kritiske. Grafisk hyldes vi ligeledes med en glimrende oplevelse, hvor både introduktionssekvensen og ingame-grafikken matcher drengene hos Blizzard, og dette er bestemt ikke ofte vi ser det. Detaljegraden er imponerende, ikke alene mht. teksturer, men ligeledes med mange af de subtile animationer som figurerne udfører, når de f.eks. står stille. Intet slår dog fryden ved at se ens robotter flå modstanderens ynkelige soldater i stykker, hvor både blod og kropsdele flyver rundt - sarte sjæle er hermed advaret.

Spillets akilleshæl er givet den meget korte singeplayer-kampagne, som ganske vist er et fornøjeligt bekendtskab, men desværre alt for kort og begrænset til space marines. Derfor er holdbarheden for spillere uden hang til multiplayer og skirmish-kampe mod computeren ikke fabelagtig høj, men man må formode at langt de fleste ynder at kaste sig ud i førnævnte. En evt. kommende udvidelse kunne måske rode bod på dette aspekt, som vi ubetinget vil være modtagelige overfor.

Relic har dog med dette pragtstykke af et spil formået at fange den helt rigtige essens af W40K-universet, og det er med en sådan overbevisning at nytilkomne som såvel hardcore fans af konceptet, vil finde sig til rette og gøre klar til endnu et slag mod en eller flere af de tre andre racer. Her på redaktionen har slagene ikke bare ulmet i hjørnerne, men vi har kastet os ud i et spilkogende inferno af krig og ødelæggelse og nydt hvert et øjeblik - endelig har vi RTS-fans fået en værdig afløser/adspredelse fra Warcraft 3.