Selvom det kun er inden for de sidste par år, at Warhammer 40K-universet for alvor har slået igennem på PC- og konsol, så har det haft en tydelig indflydelse på den visuelle stil hos mange andre spil. Blizzard lånte med arme og ben, da de designede Starcraft (se bare hvor meget en Starcraft-marines rustning minder om en Space Marine, eller hvor meget Zerg minder om Tyranids), og de tunge drenge i Gears of War har også tydelige referencer til netop de panserklædte supersoldater fra figurspillet.
Og med det i tankerne er det kun passende, at Warhammer 40K nu gør sin indtog i tredjepersonsskyder-genren med {Warhammer 40,000: Space Marine}, ligesom Dawn of War gjorde det i strategi-genren for få år siden.
Man indtager rollen som Captain Titus, leder af en gruppe Ultramarines (en af de mange grupper af Space Marines), der sendes til en såkaldt Forge World, en planet, der specialiseret i at bygge våben, for at stoppe en invasion af Orker. Orkernes Warboss (en ork, der er lidt større og klogere end de andre) har en plan om at kapre en titan i Warlord-klassen, en gigantisk krigsmaskine på to ben, og han skal selvfølgelig stoppes.
Der er action fra første øjeblik, når man i sit landingsfartøj bliver angrebet af orker med raketter spændt på ryggen, og skal dræbe dem for at forhindre at både kammerater og en selv bliver skudt ned. Snart herefter lander man, og kan begive sig ind i den massive våbenfabrik. I starten kæmper man alene, men man får snart følgeskab af flere marines. Disse styres af computeren, så man hverken behøver at babysitte eller bekymre sig om dem, men kan i stedet koncentrere sig om at skyde orker i hobetal.
I modsætning til Gears of War, og de fleste andre spil i genren, benytter Space Marines ikke et såkaldt "snap-to" cover-system - den slags hvor man løber op til en væg og trykker på en knap, og så kaster ens figur sig automatisk i dækning ved den.
Det virker måske som en underlig eller gammeldags begrænsning, men systemet er udeladt med god grund, fortæller producer Raphael van Lierop. Et sådant cover-system passer simpelthen ikke med den fantasi, som Relic forsøger at skabe, fortæller han.
I Warhammer 40K-universet er Space Marines en slags genetisk perfekte overmennesker, over 2 meter høje og trænet til krig fra barnsben. De marcherer stolt i krig med panden hævet, og indgyder ærefrygt hvorend de kommer. Og den tanke er ikke forlignelig med en spilmekanik, hvor man typisk sidder og gemmer sig, stikker hovedet frem for at skyde et par gange, og så ellers gemme sig igen, fortæller Lierop.
I stedet har Relic satset på at lave et system, hvor man gnidningsfrit kan skifte mellem ildkamp og nærkamp. Vores helt er udstyret med både skydevåben, og et nærkampsvåben, i dette tilfælde en slags kombination af sværd og motorsav, og sidstnævnte bliver brugt rigeligt i den demonstration, vi ser. Man er nærmest konstant i undertal, og orkerne løber frem i forsøget på at overmande spilleren. Men han er kvik, og hugger til højre og venstre med sit sværd, og de grimme orker får både hugget og skudt lemmer af, mens blodet sprøjter.
Grafisk er Space Marines rigtig flot. Planeten, som spillet foregår på, er essentielt én stor våbenfabrik, men Relic har formået at finde plads til andet end bare industrimiljøer. Vi ser udendørssekvenser på en stor bro, der fører frem til en kæmpemæssig, nærmest katedral-agtig facade. Den gotiske stil fra figurspillet er beholdt, og arkitekturen er rasende flot.
Samtidigt er spillet også enormt kulørt. Space Marinernes rustninger er skinnende blå med detaljer i gul, orkernes hud er en klar grøm, mens deres tøj og rustning er i lys brun og postkasserød. Ild og eksplosioner er farvestrålende, og selv i de mere industrialiserede omgivelser er vi langt fra de fleste andre spils grå og rustrøde toner.
En af de senere baner vi ser, foregår på et kæmpestort tog (alting er tilsyneladende stort i Warhammer 40K), der angribes fra luften. Her må man kæmpe sig vej til en tung sentry gun, så man kan skyde det angribende fly ned. Kampen er lang og sej, men da flyet endelig bider i støvet, er det med en stor og flot ildkugle, der samtidigt kaster flere af togets vogne op i luften, så man et øjeblik er bekymret for at de vil ramme en i hovedet.
Van Lierop kalder sekvenser som disse for "action setpieces", og er typisk steder, hvor man får lov at lege med det, han kalder eksotiske våben - våben der ligger lidt udover det sædvanlige, og giver mulighed for mere variation i gameplayet. Samtidigt udfylder disse action setpieces også den rolle, som traditionelle boss-kampe normalt har i andre spil. Her er ingen 6 meter høje Orker med en stor energibar hængende over hovedet.
Ud fra den demonstration vi har set, er der god grund til at glæde sig til Space Marines. Spillet har masser af aktion, en flot og farvestrålende grafisk stil, og undlader at følge formularen fra andre hits som Gears of War slavisk. Warhammer 40K-licensen ser ud til at blive udnyttet godt, og der er ingen tvivl om at udviklerne har en stor kærlighed til kildematerialet. Relic er måske lidt grønne, når det kommer til actionspil, men de lader til at være på rette spor, og Warhammer 40.000: Space Marines ser allerede nu bundsolidt ud.