Warhammer 40,000: Space Marine

Du kan lægge dine bekymringer til ro. Relics indtræden i skydegenren med Warhammer 40,000: Space Marine er vellykket larmende rum-action, og viser intet tegn på at udvikleren normalt beskæftiger sig med strategigenren. Der er strammet op siden vi sidst fik spillet i hænderne (det kan du læse om her).

Blandingen af heftige skydevåben og blodrig nærkamp er et frisk pust, sammenlignet med spil, hvor du gemmer dig bag mure hele tiden.

Det, får Space Marine til at skille sig ud, er først og fremmest, at det foregår i Games Workshops dystopiske og håbløse bæst af et science fiction-univers, hvor vi, 40,000 år fremme i tiden, står over for udryddelse af modbydelige væsner, var det ikke for de heroiske supersoldater kaldet Space Marines. Det er et sted, der fascinerer med sin kyniske brutalitet. Selv os mennesker, som man kunne tro var de "gode", er religiøse fanatikere, der tilbeder og regeres af det mystiske, diktatoriske gudebillede The Emperor.

Spillets historie, som jeg kan skimte den ud fra de blandede missioner i vores tilsendte prøve-kode, handler om en planet, der gemmer på store militære ressourcer og hemmeligheder, og angribes af orker. Orker angriber i flok (og ofte i beruset tilstand), og en flok af orker består af flere hundrede millioner. Som Space Marinen kaptajn Titus bliver det hurtigt din opgave at finde frem til en mystisk energikilde kaldet The Power Source, der i forkerte (ork)hænder kan sprænge planeten i småstykker.

I en af spillets første scener genfinder man sit kompagni. Leandros er uerfaren, og holder sig derfor strengt til ordene i Codex Astartes, en slags militær vejledningsbibel til Space Marines. Hans facade af disciplin krakelerer, da du finder ham, udmattet og igang med skyde det ene skud efter det andet i ansigtet på det sidste grønne bæst fra et ork-angreb, indtil der ikke er andet tilbage end blodig mos på jorden.

En senere sejr, hvor du kommer det almindelige militær til undsætning, klinger hult. I er overmenneskelige monstre, der rager over almindelige menneskers små, skrøbelige figurer. Og deres liv er billige. Du redder løjtnant Mira og hundrede andre, der på mirakuløs vis har holdt ud imod ork-bølgerne, men på vejen igennem kamppladserne ser du hvad sejren har kostet. Lig ligger spredt som affaldssække i endeløse sorte rækker, og der er flere orker på vej.

Sidst jeg svingede med motorsavsværd som kaptajn Titus var kampsystemet ikke helt færdigt. Nu er nærkamp opdelt i almindelige og lammende slag. Lammer du en fjende, kan du bagefter henrette dem, hvilket gendanner dit helbred. De to typer slag kombineres til stærkere angreb, der rammer flere fjender. Der er en vis dybde i at lamme fjender på de rigtige tidspunkter, så du har tid til at udføre de større angreb, men det er et simpelt system, der primært sørger for at holde tempoet i vejret.

Fury-systemet har også fået justeringer. Alle slag belønnes med Fury, der fuldt opladt giver et boost til dine slag, og regenerationen af helbred. På ethvert tidspunkt når du er "gal", kan du sigte i en slowmotion der øger skydevåbnets potens.

Spillets skydevåben har dog rigelig potens i forvejen. En Stalker Bolter er en fantastisk riffel, der med brag affyrer knytnævestore projektiler, der springer orker i luften som blodfyldte vandballoner. Lige da jeg troede, at jeg nu havde fundet spillets mest ødelæggende våben, får jeg et to meter langt strålegevær. Når dét affyres springer folk ikke bare i luften - de fordamper. Våbnene i Space Marine er bragende effektive, og du får rig mulighed for at bruge dem.

Kamp i Space Marine er mere aktivt og aggressivt end andre skydere, hvor du defensivt holder dig ude af skydelinjerne. Det har et blodtørstigt tempo, der holder dig i bevægelse, skiftende imellem patroner og sværdhug til at bevæge dig igennem ork-hordernes indvolde. Du kommer sjældent ud af kamprusen, da det er ved at kæmpe og henrette orks som grønne helbreds-automater, at du undgår en ærefuld død.

Denne død og makabre nedslagtning foregår i omgivelser af umådelig og samtidig smuk destruktion. Baggrunden taler sit tydelige sprog om omfanget af orkernes ødelæggelse, i et planetstort metropolis af gotiske ruiner.

Siden jeg først prøvede Space Marine har min bekymring været, om spillet kun var prangende action og afrevne indvolde, uden den store substans. Den bekymring er blevet nogenlunde bekræftet, men - og det her er en vigtig pointe - det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Efter at have spillet det i en fire timer, har jeg haft svært ved ikke at blive grebet af spillets eksplosive men lettere overfladiske skyde-action - det er spilverdenens svar på en popkornsædende Hollywood-blockbuster.

Online-delen var desværre ikke aktiveret i den udvalgte prøve-kode, så den ved du ligeså meget om som jeg gør (klasse-baseret kamp og co-op efter spillets udgivelse er annonceret). Tiden vil vise om det har den skarpe balance og dybde et online-spil kræver, selvom de to ord - balance og dybde - ikke er ord jeg ville bruge om Space Marine, der har sine styrker andre steder.

Spillet låner fra de bedste i genren, hvor variationen holdes i gang med drypbis introduktion af nye våben og udstyr i sekvenser designet omkring dem. Et af disse stykker legetøj er en jetpack, og jeg har svært ved at komme på noget andet i et spil, jeg har følt mig mere dødbringende med. Den er simpel. Du kan flyve et stykke i luften, og deroppe kan du ud fra et sigtekorn smadre dit tonstunge panser ned med kraft som et jordskælv. Det er bombastisk, får orks til at flyve, og er ganske underholdende.

Space Marine vil ikke revolutionere noget som helst. Spillets styrke ligger i stedet i helhedsbilledet af en Warhammer 40K action-oplevelse; dets flydende miks af action-elementer giver det sin egen identitet af tung action, der bringer Games Workshops melankolske univers til live i Relics hænder.