Warhammer 40,000: Space Marine

Med Space Marine bevæger Relic sig væk fra deres sikre strategi-veje og over til rendyrket action. Man kunne sagtens frygte at genreskiftet ville volde problemer, men Space Marine er kompetent melankolsk macho-hørm i rumdragter. Det er blodigt og voldeligt, men heller ikke så meget mere.

I rollen som den heroiske Titus skal der skydes og nedslås grønhudede orker blandt gotiske ruiner og tyrannisk arkitektur, der strækker sig i horisonten. Spillet blander nærkamp, inspireret af film som 300 og spil som God of War, med en masse skyderi med store og modbydelige fremtidsvåben. De to stile i spillet flyder sammen, og resultatet er både anderledes og velkendt.

Som rent skydespil er Space Marine almindeligt. Våbnene er ødelæggende monstre, men fungerer ligesom en maskinpistol, en snigskytteriffel - og så videre. Da space marines ikke går i dække som visse andre rumsoldater, er det et klassisk sigt og skyde-galleri - den slags vi har moret os med, siden spil som Doom kom frem.

Det er i kraft af nærkampen at spillet adskiller sig. Simple kombinationer svinger dit motorsavssværd igennem nærtstående fjender, der ved at blive lammet kan henrettes med blodige sværdhug og give dig helbred tilbage. Hvert skud og slag øger din fury, der i kort tid enten kan fylde dit sværd med imperiets ild eller åbne op for bullettime.

Nærkamp og skyderi flyder sammen, og sød orkeslagtning opstår. Space Marine fungerer bedst når de enorme mængder af fjender, spillet smider imod dig, falder om efter effektiv brug af sværdhånd og aftrækkerfinger.

Det er svært at holde et blodtørstigt smil fra læberne, når du knuser en orks underkæbe, vender dig om og i slowmotion placerer kugler i hovederne på en angribende orkgruppe. Space Marine er et særdeles hårdtslående første indtryk.

Det er hjulpet af Relics kolde skitsering af Warhammer 40.000-universet, hvor sejre i menneskehedens evige kamp for overlevelse er så bitre, at du kan smage det på tungen. Det er et forfriskende trøstesløst sted at placere et actionspil.

Spillet mangler dog et leksikon, du kunne slå op i omkring Warhammer-universet. De fleste termer forklares for Warhammer-nybegyndere, men hvorfor ikke udnytte den store mængde af litteratur og dokumentation der findes, og lade interesserede nørde over hvor sært og uvirkeligt et univers spillet foregår i? De efterladte indtalte journaler, du finder, er ikke nok.

Blodet stivner, og det hårdtslående indtryk varer ikke ved. Det er lettere ironisk, men der hvor Warhammer 40.000-eksperterne Relic træder ved siden af, er i deres portrættering af Space Marine-oplevelsen.

Som det 7-8 timer lange spil skrider frem, bliver fjenderne mere potente og tvinger dig til at være mere defensiv. Trods lysten og hensigten med at fremstille space marines som store aggressive supersoldater, ender du med at spille forsigtigt og dræbe fra afstand, uden at bruge nærkamp, da det efterlader dig sårbar ude i det åbne.

Du støder konstant på våbendepoter, og mangler derfor sjældent ammunition. Jeg endte hurtigt med et fast sæt, der som en voldelig schweizerkniv var i stand til at tage sig af enhver situation. Dét, sammen med at der kun er en håndfuld våben, gør at skyderiet bliver ensartet, efter endnu en arena hvor orks med raketkastere skal snigskydes, og en summende angribende horde skal smeltes med en Smelta-shotgun.

Sekvenser hvor du hopper rundt i en jetpack er tilfredsstillende øjeblikke. En tonstung space marine, der flyver igennem luften med en fed elektrisk hammer, er lige præcis så frygtindgydende som det lyder. Der bliver også tid til at bemande et par monterede maskingevær, og en enkelt og overraskende velfungerende quick-time event. Men spillets gameplay ændrer sig ikke synderligt, kun måden du spiller det på.

Spillets store ironi er, at selvom det gerne ville tage afstand fra genrens typiske brug af dække, og lade dig udleve din indre space marine, ender du med at gemme dig bag tilfældige stykker af banens arkitektur,så din rustning kan reparerer sig selv, før du stikker hovedet frem og skyder videre.

Når du så bevæger dig online er det et helt andet spil. Det fungerer ligesom kampagnen, med den forskel at du ikke kan henrette folk, og alt helbred regenereres ved at undgå beskydning i kort tid. Så de samme våben og nærkampsegenskaber er til stede, når du som chaos eller space marine (forskellen er kun kosmetisk) flår andre i stykker. Da du ikke straffes nær så hårdt for at dø eller spille med space marine-mentaliteten, fungerer spillet næsten bedre.

Opbygningen er normal. Du klatrer op igennem en erfaringsstige, med tre forskellige klasser der kan tilpasses med de forskellige våben og perks, du låser op for ved at stige i niveau og nå mål som at dræbe et vist antal personer med et bestemt våben.

Som de store Warhammer-nørder Relic er, kan du selvfølgelig også udsmykke rustningen på dine rumsoldater. Der er rig mulighed for at få det helt perfekte look, og der er en lang liste med fremmede navne på legioner, hvis udseende sikkert er tro mod Warhammer-universet. Oven på dét kan du udskifte enkelte dele som knæbeskyttere og skulderplader, men de er låst og skal åbnes op ved at fuldføre forskellige milestene, som at nå 41, det højeste erfaringsniveau. Det er en farvestrålende gulerod for at blive spillende.

Tactical-klassen er altmuligmanden der kan udfylde alle roller, og minder mest om Titus. Den tungt bevæbnede Devastator-klasse er mere defensiv og langsom, men opvejer det ved at have muligheden for at kunne skyde en storm af kugler ved at stå stille i kort tid. Endelig har den letbenede Assault-klasse en næsten intakt udgave af Titus' jetpack, og adgang til de bedste nærkampsvåben.

De er alle meget forskellige at spille, og virker til at være godt balanceret imod hinanden. En forplantet Devastator drejer langsomt, og er derfor sårbar overfor et hurtigt Assault-flyveangreb og en økse i nakken. Som du åbner op for flere perks er der mulighed for at specialisere dig endnu mere. Nogle hjælper med klassernes naturlige svagheder, hvor du kan få Devastatoren til at plante sit våben hurtigere, eller gøre Assault mere hårdfør overfor skud. Andre er nyttige, som at kunne respawne på en Tactical-klasse, der render rundt med en bestemt perk.

Da du ikke belemres med intelligente og krasbørstige computer-styrede fjender, glider tempoet bedre. Den overdimensionerede og voldelige tone er den samme. Jeg havde en fantastisk runde, hvor jeg med en Devastator havde placeret mig ovenpå en trappe og pulveriserede dem, der var tåbelige nok til at stikke hovedet frem, indtil jorden foran mig var tildækket med lig. Men det er en verden til forskel at kæmpe imod andre mennesker. Der er langt mere frihed i hvordan du spiller, og det er befriende efter at have kæmpet sig gennem Titus' historie.

Mindre befriende er, at der kun er to måder at tæske andre på, og kun fem arenaer at gøre det i. Almindelig team deathmatch, som ikke behøver nærmere forklaring, og den næsten ligeså almindelige indtagning af territorier, hvor du får point hurtigere, jo flere territorier du har. Reglerne er velkendte, men Space Marines tilgang til kamp og våben giver det alligevel sin egen smag.

Mit eneste problem var, at Assault-klassens jetpack drillede, da den fungerer på en meget bestemt måde. Det kan dog sagtens være mine manglende evner. Space Marines online-del virker ellers gennemtænkt, og bygger på smarte måder på kampagnens elementer, og gør nok til at det ikke bare er endnu et online-spil hvor du skyder andre ned.

Alene er Space Marine spil-udgaven af en Hollywood-blockbuster: underholdende så længe det varer, men uden dybere tanker. Det er sjovt at uddele sværdtæsk og store patroner i en aggressiv blodrus i det dystre Warhammer 40.000-univers, men spillet ender med at straffe dig for aggressiviteten.

Mod slutningen har blodet og volden mistet deres grusomme fascination, og tilbage står et melankolsk skydespil med rumsoldater. Heldigvis kan du derefter få udløb for alle de undertrykte aggressioner online, der fremstår som den mere helstøbte oplevelse.