Warhammer 40.000: Squad Commander

Vi befinder os på planeten Ruhr lll i Warhammer-universets dystre fremtid, som efterhånden har lidt af en fortid. Ødelagte industri-områder giver blot endnu et billede af en verden på vej mod forfald (det lyder faktisk lidt som Ruhr-distriktet i Tyskland). The Chaos Space Marines kæmper om herredømmet med Imperium of Man. Sidstnævnte er dem man selv styrer. Det sker via et turbaseret kampsystem, hvor man har et vist antal point til både at flytte sine mænd, samt at lade dem beskyde fjenden med. Det fungerer såre simpelt og som sådan har udvikleren Red Lynx gjort det nemt for nytilkomne at stifte bekendtskab med universet.

Ligeså nemt det er at tage de første kommando-skridt, lige så omstændeligt er det faktisk at gennemføre banerne. Som en af førnævnte nybegyndere med serien, valgte jeg helt beskedent at starte på laveste niveau. Man er hele tiden i undertal, og fjendens AI fejler bestemt ikke noget, men med lidt tålmodighed og køligt overblik, går de første baner da også ganske fornuftigt. Problemet opstår da man stifter bekendtskab med übersoldaterne, nogle latterligt rødklædte djævleskabninger fra Chaos Marines. Flere gange oplevede jeg (og stadig på laveste sværhedsgrad), at have trængt en sådan op i en krog, hvorefter Røde Romario bliver overdænget med ca. 30 skud i ryggen (ja, han kiggede væk). Døde han? Næ, da det var blevet fjendens tur vendte han sig om og pløkkede begge mine nu daværende medarbejdere. Og jo længere man kommer ind i spillet, jo flere af disse fantom-soldater møder man. Det skal dog siges, at man også selv kan gøre brug af lignende typer, men det ændrer ikke ved, at hver bane tager for lang tid at komme igennem.

Ofte valgte jeg kujon-taktikken og trak mig baglæns i samlet flok, for så at vente på modstanderens træk. Sommetider fik jeg dem i den helt rigtige rækkefølge, afhængig af banens indretning, men ofte følte jeg, at modstanden kom fra et italiensk fodboldhold; den var defensiv med giftige kontrastød.

Fans af genren behøver dog næppe at frygte for spillets kvalitet. Er man til det turbaserede, hænger det ganske godt sammen. Valget fra udviklerens side med et fugleperspektiv (oppefra og ned) fungerer fint, og det giver et fint overblik af den ødelagte verden. Der er masser af sammensætnings-muligheder jo længere ind i spillet man kommer. Både sammensætningen af tropperne, deres våben og ammunitionen, giver nogle forberedelses-muligheder i "disse krigstider". Missioner drejer sig som regel om at udrydde samtlige fjender, eller blot deres leder, men for et spil med ordet war i titlen, er det vel egentlig også det man forventede.

Banedesignet er også ganske varieret med både ørkner, industriområder og is-temaer. Udvikleren Red Lynx har gjort det fornuftigt på det grafiske område, men i den kode jeg havde fået fat i, havde soldaterne det med at vade lige igennem murstensblokkene i stedet for uden om. Tilmed lignede det en kinddans med Røde Romario, da jeg fik placeret en soldat lidt for tæt på ham. Herefter fandt jeg det umuligt at flytte vedkommende, og måtte vente på at det blev fjendens tur. Og så kan man godt gætte, hvordan det gik.

Lydmæssigt mangler der derimod variationen. Hver soldattype synes kun at have to sætninger, og da de alle indeholder ordene kill og arrrgh, bliver det hurtigt trivielt og belastende. Inkluderingen af Damn, this stinks og Yikes ville efter min mening have peppet det op, men skidt.

Warhammer 40.000: Squad Command er ingenlunde et dårligt spil. Det er tro mod universet uden at være lukket land for nybegyndere og banerne er varierede nok til, at det ikke føles alt for redundant. Problemet er bare det, i hvert fald for de uerfarne, at det kan tage ret lang tid at komme igennem. Og når man har sendt en række fodtusser rundt i et krigsområde ledsaget af lyden af skudsalver og arrrgh, begynder det at føles som en hakkende LP. Rutinerede Warhammers vil sikkert befinde sig godt med dette spil, men det virker ikke særligt sandsynligt, at 40.000 nye vil komme til.