Warhammer: Battle March

Forestil dig, at du sad og spillede en first person shooter og var dybt afhængig af hurtigt at kunne skifte mellem den altødelæggende bazooka og den mere jævnt dræbende uzi. Og forestil dig så, at dette skifte krævede, at du først holdt trigger-knappen på dit joypad nede, og så trykkede på en anden knap på joypaddet. Herefter skulle du så bladre frem til det ønskede våben for til slut at bekræfte valget med endnu et knaptryk. Hvor hurtigt tror du, at du ville begynde at irritere dig? Lige præcis - pretty goddamn quick!

Efter den indledning har de fleste nok regnet ud, at der er et styringsproblem i Warhammer: Battle March, som er Xbox 360-versionen af Warhammer: Mark of Chaos fra 2006. For at belønne den tålmodige spiller er konsoludgaven også toppet op med Battle March-udvidelsen, men det betyder ikke så meget i det store spil. Uanset hvordan man vender drejer indholdet af Battle March, så er og bliver det et realtime strategi-spil med nogle grumme kontrol-problemer.

En altafgørende kvalitet ved ethvert spil er, at styringen sidder lige i skabet og ikke lægger spilleren unødige hindringer i vejen. Kravet om en lettilgængelig styring er universelt og gælder for både den tempofyldte action-genre såvel som den tungere strategi. Langt de fleste udviklere har tilpas styr på den del af spilkunsten, men senest så vi med Alone in the Dark, at et ellers superspændende bekendtskab ikke formåede at rokke sig ud af flækken på grund af den frygtelige klods om benet, som styringen var.

Sådan er det også med Battle March. Her driller styringen fra starten, og selv om spillet vokser med opgaven, så formår det aldrig at indhente det tabte terræn. Essentielle kommandoer ligger gemt bag knapkombinationer, som er spredt yd over joypaddet, og som nogle gange er tre lag dybe. Og selv om man kan lære alting, så er det ikke alting, man har lyst til at lære. Sådan er det med det seneste udspil inden for Warhammer-universet.

Jeg har ikke spillet pc-udgaven af Battle March, men jeg har en kraftig formodning om, at der er tale om en stort set direkte konvertering til Xbox'en, og det er formentlig også årsagen til, at 360-udgaven er blevet så utilfredsstillende. Det lugter i hvert fald langt væk af, at udviklerne ikke har sat sig ned og overvejet, hvordan 360-controlleren bedst muligt kunne tilpasses Warhammer-verdenen, så opmærksomheden kunne forblive på krigsførelsen og ikke på styringen. I stedet har man formentlig besluttet at konvertere spillet direkte fra pc uden at gennemtænke styringen, og med tanke på at mus og tastatur proppes direkte ned i et joypad, så er det næsten uundgåeligt, at problemerne vil skinne igennem. Helt konkret betyder den snørklede styring, at man vil opleve at få tæsk på slagmarken, fordi man ikke når at få tropperne til at makke ret i tide, hvilket igen afføder en masse frustrationer hos spilleren. Naturligvis kan styringen læres, men god bliver den aldrig. Styringen føles aldrig intuitiv, og er samtidig en mindre pinsel at lære, og det kan intet spil kæmpe imod.

Og med det store kritikpunkt af vejen kan vi så kigge lidt nærmere på, hvad Battle March er for en størrelse. Jeg kender ikke Warhammer-universet, men det passer umiddelbart godt til et dystert slagmarks-strategispil i digital form. I skikkelse af imperiets Stefan von Kessel leder man sin hær ud over stepperne og i flæsket på fjenden - naturligvis med faste opgaver, som skal løses undervejs. Ind i mellem slagene plyndrer man de små landsbyer, hvor man også kan opgradere sin hær og tvangsrekruttere de unge mænd til at kæmpe og dø for en. Ved siden af tropperne på slagmarken dirigerer man også rundt med de stærke helte, som enten kan levere et moralsk boost til tropperne eller angribe fjenden med sin magi. Og helt overordnet er man nødt til at rose spillet for at holde et fast fokus på den middelalderlige krigskunst.

Væk er alle overflødige krav om hele tiden at høste råstoffer for at holde hæren og samfundet i gang, og derfor kan man bruge alle kræfter på at opbygge og lede sine styrker i krig og videre frem til sejr. Den fokusering vil falde nogen for brystet, men er man puritaner, så er den en forfriskende tilgang til genren. Men strategisk lider spillet under nogle børnesygdomme. Man aner sjældent, hvilke styrker man skal op imod, hvorfor sammensætningen af hæren ofte præges af rent gætværk. Den taktiske dybde vil ikke imponere den hårde kerne udi denne type spil, men Battle March er nu egentlig en udmærket udfordring som sådan. Fraværet af ressource-opbygning gør det blot mindre omfangsrigt.

Grafisk er Battle March en blandet landhandel, men der er dog overvægt af de billigt udseende varer spillets hylder. Ved første øjekast forelsker man sig godt nok i den labre indledningssekvens, som flot sætter stemningen i det mørke Warhammer-univers. Men kort efter vrænger man i den grad på næsen af de øvrige mellemsekvenser, som er ekstremt groft animeret og næsten ligner noget fra Nintendo 64-dagene. Når man så sender de små fodfolk i krig, er det naturligvis rart at se fjenden blive slagtet, men heller ikke her skal man forvente en udpræget grafisk nydelse. Figurerne er grove og animationerne ikke noget at skrive hjem om. Jeg skal være den første til at erkende, at den slags ikke hører til blandt de vigtigste ting i et computerspil, men i Battle Marchs tilfælde understreger det grafiske indtryk også det håndværksmæssige, som på de fleste områder balancerer lige omkring, hvad der kan godkendes.

I det store og hele så giver spillet mening, og hvis ikke det var for den dårlige styring, så ville mit forhold til Warhammer-universet ikke være nær så anstrengt. Er man fan af det klassiske brætspil, så er jeg ikke i tvivl om, at man også kan lære at elske Battle March. De fleste andre vil føle, at pengene er bedre brugt andre steder. Strategi-spil har traditionelt levet bedst på en pc'en, og Battle March gør kun den opfattelse endnu stærkere. Warhammer-universet er bestemt interessant, men i dette tilfælde drukner det desværre i for dårlig udførelse. Personligt vil jeg hellere forsøge mig med Warhammer-brætspillet.