Warhammer Quest

Min svedglinsende marauder skriger som en besat ud i rummet, mens han fægter vildt omkring sig i en vanvittig blodrus. Kayzk Shieldbreaker, som marauderen hedder, rammer holdets elver og bueskytte, men ænser det ikke, og står nu i stedet fastfrosset på stedet uden at fortrække en mine. Med blodskudte øjne kigger han vanvittigt ud i luften på ingenting. Som en blodindsmurt statue. En lille arrig night goblin ser sit snit til at forsøge et angreb. Han rammer ved siden af. Marauderen kommer til live igen og kløver behændigt den lille ynkelige grønne skabning i to dele. Kayzk fnyser arrigt, mens han tørrer blodet af sit enorme sværd. Lægger det på det beskidte grottegulv, tager sin bue frem og skyder en dødbringende pil efter en kravlende rotte.

Sådan er de sidste 11 timer gået for mig. Stort set. Kun afbrudt af korte fortællinger, opsamling og salg af loot, træning af mine krigere eller bønner til guderne. Warhammer Quest er tilbage, og det er ikke længere et brætspil med urørlige plastikfigurer. I stedet er det omsat til fabelagtig flot grafik og livagtige deltagere takket været selvsamme motor, der drev de to fantastiske turbaserede Hunters-spil på iOS.

Rodeo Games er udvikleren bag Games Workshops klassiske spil til iPad og iPhone, og historien om, hvordan de nåede til den stilling, er ganske pudsig. To af holdets medlemmer sad i flyet på vej til årets E3. Den enorme spilmesse i Los Angeles. Ganske vist var de taget afsted for at promovere deres firma og dettes Hunters-spil, men man ved jo aldrig. Det var dog ikke på E3, at de knyttede den vigtigste kontakt. Det skete i flyveren. Her talte de med en medrejsende, og da snakken faldt på spil, fortalte de om deres spil, hvorefter den medrejsende hev sin iDims op af tasken og med begejstret mine sagde: "Åh, det spil har jeg. Jeg elsker det". Manden var Andy Jones, Games Workshops nuværende overhovede for licenser og skaberen af brætspilet Warhammer Quest. Resten er, som man siger, historie.

Hunters 2 valgte vi her på Gamereactor som årets mobile spil i 2012, og forklaringen var simpel. Det var blændende godt lavet, det var dybt og alligevel lettilgængeligt, fungerede perfekt med touch-styring og er let et af platformens bedste strategispil. Denne signatur har eksempelvis brugt et trecifret antal timer på spillet. Warhammer Quest skifter de glinsende lejesoldater fra fremtiden ud med fantasy-figurer fra Games Workshops kendte verden af grønhuder samt rottemennesker, og tilsætter følelsen af terningekast til beregningerne samt en lidt anden tilgang til de strategiske overvejelser. Det er dog samme motor, der stadig driver værket. Og det er et godt valg. Tiden siden det sidste Hunters-spil er nemlig tydeligvis blevet brugt på at tænke smart og udbedre de små irritationspunkter, der var ved de tidligere spil. Men nu kommer jeg foran mig selv. Lad os kigge nærmere på hvad Warhammer Quest var, og er, for en størrelse.

Da spillet udkom som brætspil i 1995, var det et forsøg fra Games Workshops side på at lave en slags efterfølger til firmaets populære Hero Quest-spil. Tanken var, at et spil ikke behøvede at tage mere end en time, modsat de fleste andre GW-titler. Som det nærmest er normen i alt fra Gauntlet til fantasy-bøger, bestod holdet dengang af fire helte, i form af en barbar, en troldmand, en elver og en dværg. En række små, løse spilleplader repræsenterede de mange korridorer i de dungeons, som holdet skulle trave gennem i jagten på skatte. Disse blev lagt ud på bordet, og hvert rum bød på nye farer og udfordringer. Senere blev spillet udvidet med en rollespilbog, der lod spilleren lege med udenfor grotternes trange korridorer. Der er sket en del siden dengang, ikke kun med fantasy, men også med Warhammer Quest.

I dag er holdet af helte en smule mere detaljeret. Kayzk Shieldbreaker er en arrig kriger fra Marauder-stammen. En Wood Elf Waywatcher, Naith Shadow Strider, er holdets bueskytte og eksperimenterende healer. Thorek Greybeard sværger til økser og hammere og er selvfølgelig gruppens temperamentsfulde dværg. Mens Karl Steingart, en Grey Wizard, står for eventyrernes magiske besværgelser og healing. Det er navnene, som spillet har tildelt mine helte, men man kan selv navngive dem. Sammen udgør de en genkendelig bunke omrejsende skattejægere, der gerne tager mindre jobs, hvis det giver mad på bordet, men som heller ikke er blege for at kaste sig ud i dumdristige eventyr, hvis belønningen er stor nok.

Warhammer Quest tager udgangspunkt i byen Siegfriedhof i regionen Stirland. Området består af syv mindre eller større byer, men som udgangspunkt er kun den ene by åben på kortet. Placeret omkring byen er forskellige dungeons. De kommer i to former: de røde markeringer på kortet er en del af historiens quests-line, mens de hvide er mindre quests, der kan tages som man lyster. Efterhånden som man løser sidstnævnte, åbnes der op for de andre byer i regionen, der så igen byder på fortsættelse af hovedhistorien og nye sidemissioner. Warhammer Quest til iOS tager nemlig dele fra udvidelserne af brætspillet med, og lader således historiens helte møde fjender og venner på vej til de forskellige dungeons, træne skills efterhånden som semi-heltene stiger i level, bede til guderne for hjælp under den næste kamp, eller købe og sælge udstyr, rationer og våben i de enkelte bosættelser. Men det handler først og fremmest om de mange dungeons. Det andet er en nydelig tilføjelse og en pæn kulisse, men aldrig noget, der virker som meget mere end en velpoleret og detaljeret menu til et fremragende strategispil.

Som med Hunters-spillene slippes du løs i dungeonens første rum, og skal derefter rykke dine folk gennem de mange kringlede gange i jagt på fjender, loot og missionens løsning. Modsat Hunters har du dog sjældent en fornemmelse af hvad der venter dig. Du kan nemlig kun se indtil næste "spilleplade", og når den bliver "lagt" (tilfældig genereret udfra missionens beskrivelse), får du at vide om det nye rum er fyldt med fjender, eller om det bare er en tom korridor på din vej. Til tider får du mulighed for at vælge mellem flere veje, og da du flytter dine folk enkeltvis, er du heller ikke tvunget til at udforske samme del af grotten med hele holdet. Med mindre, naturligvis, at du har valgt en grotte, hvor modstanden er så hård, at det kan betyde døden, hvis du overmandes.

Apropos døden. Du kan faktisk ikke dø på de to letteste sværhedsgrader. En beslutning, som jeg finder besynderlig. Dør din helt her, mister vedkommende en tur, og vækkes derefter med et point i liv, når det igen er dennes tur. Da spillet som sagt er turbaseret, betyder det i realiteten, at du ikke behøver spekulere i potions, healing eller proviant på disse sværhedsgrader. Du mister jo højest en tur. Det virker som en underlig disponering, og noget som i høj grad trækker fra indlevelsen for mig. Til gengæld er der den benhårde hardcore-mode. Her mister du din helt, hvis han dør under turen i en dungeon. Og så er det ellers bare at hilse pænt på dit nye level 1-holdmedlem, når resten af de overlevende vender tilbage til den nærmest by. Med tanke på, at det tog mig en del timer at nå level tre, så kan det hurtigt blive forfærdeligt mange tabte timer, hvis en strategi fejler på højeste sværhedsgrad. Barskt. Det tog mig otte timer at snuppe hovedhistorien og de fleste sidemissioner (der iøvrigt kan genspilles og er tilfældigt genererede) på den letteste sværhedsgrad. Jeg tør ikke tænke på antallet af timer, det kræver, hvis man vil sikre sig fornuftigt på den sværeste. Det har efterfølgende taget mig tre timer at nå bare de første få dungeons på hardcore. Spørg mig igen om et års tid.

Men tilbage til kampene. De er som allerede nævnt turbaserede. Du kan dog flytte dine figurer uafhængigt af hinanden (så selvom din marauder er ved at gå hen til den anviste position, kan du sagtens bruge tiden på at dirigere din dværg og så videre). De mulige felter, du kan gå på, lyser op så snart du trykker på den enkelte figur. Hvis du gerne vil have det hele til at gå lidt hurtigere under kamp, kan du spole gennem modstanderens angreb. Dit hold slår typisk først (dog med en lille chance for et bagholdsangreb til tider, hvor det så naturligvis er fjenden, der får første hug ind). Dine figurer har som sagt et antal felter de kan rykke, og et bestemt antal angreb de kan foretage med henholdsvis ranged eller nærkamp (begge, hvis du eksempelvis giver din marauder et sværd og en bue fremfor den traditionelle sværd og skjold-kombination). Din magiker kan dertil benytte magi, som der tjenes en smule op til under hver tur. Alle skills kan forbedres med udstyr. Ligesom potions og scrolls kan give fordele i en enkelt runde eller en hel dungeon.

Alt loot og udstyr findes på din inventory-skærm, og her kommer vi til den første smarte nytilføjelse i forhold til Hunters. Når du ikke er i kamp, står det dig frit for at bytte rundt på udstyr, spise eller heale holdet. Hver figur kan udstykkes med ialt tolv stykker grej i tre forskellige kvalitetskategorier. Det vil sige, har du kun normale genstande på dig, kan din figur ikke benytte mere end fire stykker udstyr, proviant eller våben. Så snart du finder et stykke loot med en bedre grad, kan du placere det i næste niveau, og så har du pludselig fem ting at bruge på samme tid. Holder du fingeren på udstyret, får du en mere udførlig beskrivelse af det serveret i typisk GW-stil. Det smarte er dog måden, hvorpå du får adgang til din inventory-skærm. Så snart du tilter din iPad eller iPhone på højkant, så skifter skærmen til den valgte figurs rygsæk. Det er en funktion der virker overraskende godt, og lader udvikleren benytte højformatet utroligt effektivt uden at fylde skærmen med virtuelle knapper.

Et andet punkt, hvor Rodeo Games virkelig har kræset om detaljerne, er ved figurerne. Når din marauder eksempelvis skyder med buen, lægger han hurtigt sit sværd eller økse på gulvet, før han tager buen frem. Det er en lille detalje, men ligesom at dine figurer skifter udseende efterhånden som deres udstyr ændres, så er det en utrolig lækker tilføjelse, og det gør absolut en del for indlevelsen. Det samme gælder de mange lyseffekter (selv på iPad Mini). Når pulserende magikugler farer gennem luften, eller en fjende får et hug, så han kaster sine våben højt op i luften, eller dværgen læner sig overdrevent tilbage inden et kraftigt slag, eller ens marauder fægter så vildt at han ved en fejl rammer holdmedlemmer, så kan man ikke gøre andet end at smile stort.

De mange grynt, hug og støn akkompagneres også af et stemningsfyldt orkestreret lydspor, der skifter musik alt efter om der er fare på færde eller ej. Den audiovisuelle stil er med andre ord i top, selvom der intet stemmeskuespil er. Det er tydeligt at se, at genbrug af den tidligere spilmotor og support fra både Games Workshop og Mythic Entertainment har sikret at Rodeo Games kunne bruge tiden på at finpudse og diske op med alskens lækre små detaljer. De har ligeledes tilføjet cloud save med tre slots til den universelle app, så du kan fortsætte på tværs af enheder.

Warhammer Quest byder som sagt også på en hovedhistorie. At kalde den en hovedhistorie er dog måske lige venligt nok. For det er en bunke små fortællinger, der til tider kædes sammen på et senere tidspunkt. Men som oftest føles det bare som små historier fra heltenes hverdag. Værre bliver det, når visse af de tilfældigt genererede historier ligner hinanden for meget. Jeg kan ikke tælle antallet af gange, hvor jeg har skulle befri en person og har fundet den livløse krop for så at blive "overrasket", da den springer til live. Det er naturligvis et af onderne ved at benytte auto-genererede småbidder som kulisse til loot-jagten. Således var jeg i de første par timer blæst væk af oplevelsen, og da den efterhånden begyndte at gentage sig indtraf skuffelsen, for så igen at blive afløst af et pyt, det er alligevel loot og dungeons det her handler om. Du finder med andre ord ikke et episk eventyr her, men du finder et spil, der oser af stemning og på mange måder er som at læse de klassiske Sværd og Trolddom-bøger (ligeledes med forgrenende missioner, der ændres efter dine valg).

Jeg havde gerne set en mere stram opbygning af de forskellige dungeons i hovedhistorien, ligesom vi oplevede det med Hunters 2. For man kan ikke komme udenom, at de mange missioner ganske hurtigt kommer til at ligne hinanden, mens forskellen på fjenderne heller ikke er enorme. Der er orker, night goblins, edderkopper og rotter. Ganske vist i alskens afskygninger, men det bliver nu ensformigt. Man kan dog sige, at det samme var tilfældet for det originale brætspil og Hunters 1, og de var stadig begge fremragende tidsfordriv.

Nu nævnte jeg i begyndelsen af anmeldelsen, at Warhammer Quest tager udgangspunkt i regionen Stirland, og det er der, hvor du forbliver, med mindre du investerer i en af de planlagte udvidelsespakker (som der på nuværende tidspunkt er én af). Spillet koster lige over 30 kroner, og det samme gælder udvidelsen. Rodeo Games har fortalt, at en fjerdedel af deres indtægter ved Hunters-spillene kom fra at sælge guld til utålmodige spillere, men at de på ingen måder tror på tanken om at sælge et spil til ingenting, og derefter malke kunden resten af tiden. Og den filosofi bærer Warhammer Quest også præg af. Guldet kommer i stride strømme, og der er ingen grund til at indkøbe dette. Til gengæld er der god grund til at kaste flere penge efter spillet, hvis man vil have en mere varieret spiloplevelse.

Man kan som sagt købe en udvidelsespakke. Denne tilbyder seks nye byer i regionen Reikland og dertilhørende quests (mod spillets normale syv byer), disse kan tages sideløbende med grundspillet og sikrer altså en smule mere variation i form af nye udseender i grotterne, ligesom de inkluderer de rottelignende Skavens. For yderligere omkring 30 kroner (pr. figur) kan man udvide spillets oprindelige hold af fire medlemmer med henholdsvis en Warrior Priest, en Archmage eller en Dwarf Trollslayer. Med andre ord, vil man have hele pakken, nærmer man sig en pris på omkring 150 kroner. Billigt for hele pakken, og alligevel nok noget, som vil få de traditionelt nærige mobilspillere til at rynke på næsen. Men som sagt kan de nøjes med at købe spillet og dermed være sikret et tocifret antal timers underholdning, før de overhovedet behøver beslutte sig for at udvide oplevelsen. Og selv hvis de ikke udvider, sikrer de tilfældigt genererede dungeons masser af fortsatte udfordringer.

Under testen af Warhammer Quest indkøbte jeg udvidelsen, da spillet var gennemført, og mens den tilføjer en smule nye farver, omgivelser og figurer, er der intet banebrydende eller nødvendigt at hente her. Elsker du spillet, vil det dermed bare være en god lille bonus, som du kan vælge at indkøbe og spille sideløbende allerede kort efter begyndelsen af dit eventyr.

Warhammer Quest er så tro mod det originale brætspil, som man kunne håbe på. Hunters-fans vil måske blive en smule irriterede over elementet af tilfældigheder (ram ved siden af fem gange i træk, og du ved, hvad jeg mener). Men det er en velkommen tilføjelse til Rodeo Games' begrænsende liste af udgivelser, og det er ikke mindst et vellavet strategispil til alle med lyst til fantasy á la klassiske Games Workshop-brætspil. Strategidelen bliver aldrig synderlig dyb grundet de mange "terningekast", og spillet klarer de fleste regneopgaver for dig, mens resten er så intuitivt serveret, at det er en nydelse.

Har du endnu ikke snust til turbaseret strategi, så er Warhammer Quest et godt sted at starte. Vil du have et solidt touch-optimeret og lettilgængeligt og solidt dungeon-eventyr, er det ligeledes et fornuftigt valg. Er du fan af Hunters-serien eller det originale brætspil, så ved du hermed, hvad de næste mange timer skal gå med.