Da vi ankom til Fatsharks kontorer i Stockholm, havde vi ingen ide om, hvad der ventede os. Selvfølgelig vidste vi, at de arbejder på et Warhammer-spil, men hvilket slags? Fatshark har lavet alt lige fra multiplayer-skydespil, til puzzle-spil, middelalder action-multiplayer, nostalgiske platformere og rollespil. Svaret viste sig dog at være noget meget anderledes, end de turbaserede strategi-rødder som licensen ellers er kendt for.
"Vermintide er et førstepersons kooperativt action-spil, der foregår i Warhammers End Times-periode" forklarer Fatshark-bossen Martin Wahlund, da præsentationen så småt er gået i gang.
På en måde er historien i Warhammer: End Times Vermintide også historien om Fatshark. Hvad der startede som en udvikler skabt af folk fra Amuze-kolapset (der udviklede Headhunter-serien for Sega), har udviklet sig til en glimrende ressource for små udviklere, der mangler assistance, og er nu både en rimelig stor udvikler og udgiver. De er samtidig blevet kendt for at være et hold, der kan vende skuden på synkende projekter hurtigt og samtidig arbejde med en masse forskellige genrer på samme tid. De har aldrig haft tid til lange præproduktionsperioder eller forlængede udviklingshorisonter.

Dengang kernegruppen af den originale Fatshark-gruppe begyndte at arbejde i spilindustrien, sad de og spillede Warhammer efter arbejde. Det er noget, der har fulgt dem, og de har altid drømt om at lave deres eget spil i universet. I 2013 kontaktede de Games Workshop med et koncept, og efter at have haft flere projekter i gang på samme tid, er udvikleren nu fokuseret på ét projekt - Vermintide. Spillet har undergået en længere præproduktionsperiode efterfulgt af en endnu længere produktionsfase, og siden studiet har solgt ejerskabet til deres Bitsquid-grafikmotor sidste år, har de en usædvanlig mængde tid og ressourcer denne gang.

"Vi begyndte på projektet i begyndelsen af 2013" siger producer Mårten Stormdal. "Vi havde en usædvanlig lang præproduktion efter vores standarder. Syv måneder der endte i en prototype til intern brug. Konceptbevis med én bane og nogle fjender. Siden da har vi arbejdet mod en alpha."
Vermintide tyder også på en anden stor ændring hos Fatshark. I stedet for at være spiludviklernes svar på en schweizerkniv, arbejder de nu med et enkelt fokus - nemlig multiplayer-spil.
"Vi har lavet Krater og Escape from Dead Island, men vores styrke er ikke den slags spil," siger spildesigner Victor Magnuson. "Vores styrke er gameplay og multiplayer. Det er det vi gør godt, og man skal specialisere og dygtiggøre sig i noget specifikt."
End Times er en apokalyptisk begivenhed i Warhammer-verdenen, der lige nu udspiller sig en række bøger. Vermintide foregår i byen Ubersreik i begyndelsen af End Times. The Skaven, en race af rottemænd, der af de fleste blev betegnet som en myte, har overtaget byen da vores helte ankommer. De skal altså derfor kæmpe for deres overlevelse.
Men det er ikke en heltehistorie som sådan, hvor du skal overkomme udfordringen og stoppe End Times. Dine grunde for at blive og kæmpe er anderledes. Hver helt (fem i det hele) har en unik historie og baggrund, og den vil spillerne blive introduceret til via dialog før og under hver mission. Vi blev introduceret for to helte. En heksedoktor kaldet Victor, og en Bright Wizard kaldet Sienna. Victor er efter Skaven-horden af personlige årsager, siden en af dem har spist hans ene øje. Ja, hver karakter har deres egne motivationer, og de involverer ikke nødvendigvis at redde byen. Missionerne drejer sig måske om lette opgaver, såsom at skaffe proviant fra byens markedsplads, men det vil ende med en kamp mod Skaven-imperiet i grotterne under byen.

"Vi ønskede at lave et ordentligt co-op-spil i Warhammer-universet," siger Mårten Stormdal. "Det var vores hovedmission. Følelsen vi gik efter var den gamle Mark of Chaos-trailer. Mørk og hård. Ubehagelig. Vi ønskede at opnå den mørke Warhammer-følelse."
Skaven-hæren består mest af Clan Rats - typiske fodsoldater. De vælter ud fra hvert hjørne, enhver kloak eller sidegade og hopper også ned fra hustagene. De kan overvælde spilleren der rejser alene, men er forholdsvis nemme at håndtere i en gruppe. Clan Rats vil have forskellige rustninger, hatte og udseende, hvis du tager tiden til at kigge ordentligt efter inden du massakrerer dem. Det vil dog ske ret hurtigt. Clan Rats udgør størstedelen af Skaven-hæren du vil møde, og de dør hurtigt. Det stemmer overens med Skaven-faktionens natur. Livet er billigt.
Dette bliver yderligere tydeliggjort af en af faktionens Elite-tropper - en Ratling Gunner. Skaven er gode til at lave storslåede opfindelser, og det er denne ratling gun et glimrende bevis på. Den er ret langsom og stor, og den vil kun fokusere sin ild på én af spiller af gangen. Han bevæger sig også langsomt, så du har tid til at komme af vejen hurtigt, og enhver Skaven, der kommer imellem jer, må betale med livet. Hvis du kommer til at løbe forbi en af dine medspillere, vil denne Ratling Gunner fokusere sin ild andetsteds, så hvis du ikke er ansvarlig, kan du let være grunden til hele gruppens død.

Der er endnu en Elite-trop kaldet Stormvermin Patrol, og disse vil du nok helst lade være alene. De angriber ikke, medmindre de bliver provokerede, men hvis du forsøger, vil de bruge deres overlegne rustning og ildkraft imod dig. Ideen er at tvinge spilleren til at tænke taktisk, i stedet for at bedrive hovedløs krig imod alt, der bevæger sig i byen. Stormvermin Patrol kan høres langvejs fra, så du kan lægge en slagplan i god tid.

Hver eneste af spillets facetter er blevet designet til teamwork. Du bliver kun belønnet med grej, hvis du gennemfører opgaven. Der er ingen point for at have dræbt flest fjender. I virkeligheden kan du ende i store problemer, hvis du skynder dig alt for meget. Endnu en Elite-type, The Packmaster, har en stang han kan bruge til at fange og slæbe en spiller væk med. Denne spiller er nu hjælpeløs, og kan ingenting gøre før de andre dræber denne Packmaster. Bliv sammen, eller dø alene.
Fatshark ønskede ikke at afsløre antallet af Elite-tropper - tre blev afsløret, en fjerde blev hurtigt spottet via en præsentation, men der vil ikke være tonsvis af dem, da hver Elite har en specifik rolle at udfylde.
Naturligvis kan spilleren også udfylde roller som tank eller sniper, men du er altid udstyret med både et våben og et nærkampsværktøj, så man aldrig løber tør for muligheder. Siden Skaven angriber fra alle sider, samt oppe- og nedefra, kan din rolle blive nød til at skifte alt efter hvor faren kommer fra. Ressourcer er relativt sjældne i Vermintide. Du skal kunne spare på din ammunition og lede efter healthkits, og derfor er det tit den bedste beslutning at undgå åben kamp med Skaven-soldaterne hvis muligt.

Som forventet er genspilningsværdi en kerneværdi i Vermintide. Selvom banerne og målene forbliver uændret, vil fjenderne du møder, deres typer og hvor de kommer fra ændre sig konstant. Vil en Ratling Gunner bryde frem fra den snævre sidegade? Hvis ja, bliver dit job en del sværere. Den såkaldte "konfliktinstruktør" vil sørge for at gøre tingene svære at forudse, og vil konstant forsøge at udfordre holdets samarbejdsevner. Loot-systemet er også en stor del af genspilningsværdien, for de våben du låser op for er ikke nødvendigvis meget stærkere, men tillader til gengæld andre spillestile. Der er også trinkets, der fungerer som evner (og de hjælper dig med at bestemme en klasse til din helt).
"Det er utrolig vigtigt ikke at belønne spilleren med de forkerte ting," siger Victor Magnuson. "Hvis vi belønner med de forkerte ting, vil vi få en ujævn balance".
Som du måske forventer tilbyder spillet en konstant variation imellem intense action-sekvenser, og perioder hvor spilleren bliver opfordret til holde lav profil og træffe taktiske beslutninger. Disse kunne eksempelvis være en planlægning af ruten fremad, eller en undersøgelse af banens forskellige sidemissioner.

"Et vigtigt arbejde nu er med at balancere tempoet, så der både er flydende action, plads til ro og en uhyggelig stemning. Du skal konstant bekymre dig om, hvor fjenderne kommer fra." forklarer Magnuson.
Det er stadig tidligt i udviklingsperioden, og den udgave, vi så af Warhammer: The End Times - Vermintide, var en pre-alpha-udgave, hvor forskellige animationer enten var stedfortrædere eller glimrede ved deres manglende tilstedeværelse. Det er dog tydeligt, at der er en gigantisk mængde potentiale her. Om du så er Warhammer-fan eller ej.
