Gamereactor



  •   Dansk

Log ind medlem
Gamereactor
previews
Warhammer: End Times - Vermintide

Warhammer: The End Times - Vermintide - Beta-indtryk

Det nye Warhammer: The End Times - Vermintide sætter dig ind i rollen som skadedyrsbekæmper i stor stil i det nye brutale, co-op multiplayer action-spil.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Lad mig starte med at sige: Jeg kan godt lide Warhammer. Jeg har sjovt nok aldrig spillet brætspillene, da min nærsynethed og manglende rolige hånd, forhindrede mig i at male mine figurer selv, som jo ellers er så stor en del af hele Warhammer brætspil universet som startede i 80'erne, og tog det meste af verdenen med storm, og affødte romaner, noveller og masser af computer- og konsolspil. Med hensyn til det sidste kom der mange bud: Mark of Chaos, Battle March, Warhammer Onlline: Age of Reckoning, Dawn of War 1 + 2 og mange, mange flere med varierende grader af succes. Det sidste skud på stammen er Fatsharks (War of the Roses, Escape Dead Island m.m) Warhammer: The End Times - Vermintide, og inden jeg fortæller om mine indtryk af spillet, efter at have spillet det i beta en times tid, vil jeg lige opsummere handlingen:
 
Historien handler om, at de Mørke Guder finder ud af, at det er på tide, at de dødeliges rige skal udslettes og de løsner deres vanvid og mørke ud i verdenen. Sigmar - Imperiets kejser Karl Franz er optaget af indtrængen fra de vilde, Chaos - tilbedende nordmænd, men der lurer en anden fjende i kloakkerne under Imperiets byer: De fæle, menneskelignende rottevæsner kaldet Skaven. I Chaosguden The Horned Rats navn, myldrer de pludselig frem i horder og skaber død og ødelæggelse i byen Ubersreik. Her dukker fem helte op, som skal redde Ubersreik, eller gå til grunde sammen med den. Dette danner grobunden for spillet, og de fem karakterer udgør de fem klasser, som man kan spille med.

Warhammer: End Times - Vermintide
Warhammer: End Times - Vermintide
Dette er en annonce:

Spillet starter med valg af karakter. Her kan man vælge mellem fem forskellige klasser:

Victor Saltzpyre.Witch -Hunter, som er udstyret med to pistoler, hvis styrke er klart hastigheden, hvormed han kan skyde og lade sine pistoler. Han er ligeledes udstyr med en klinge til nærkamp, som ligeldes kan være dødeligt effektiv.

Sienna Fuegonassus. Bright Wizard, der med stav og sværd, får det til at regne med kraftfulde AoE angreb på fjenderne, dog er disse længe om at lade op, så man skal spare på krudtet.

Markus Kruber. Empire Soldier svinger en kæmpe to-håndshammer, som fejer rotter væk med stor styrke, så rotterne bliver slynget væk i alle retninger. Hvis han skal ramme fjenderne på afstand, har han en riffel, som kan skyde med kraftige skud.

Dette er en annonce:

Kerillian Skov-elver Waywatcher. Med hurtige skud fra sin bue og varierende ammunition i form af pile med forskellige egenskaber er hun det oplagte valg til kamp på afstand. Lige som de andre klasser har hun også nærkampsvåben, som består af to elverdaggerter eller korte sværd.

Bardin Goreksson Dværg ranger. Han er bevæbnet med økse og skjold og er derfor god til både angreb og forsvar. Men lige som Empire Soldier kan han udstyres med et to-håndsvåben for maksimal skade. Bardin kan også skifte til skydevåben som en armbrøst, dværg håndpistol eller en såkaldt Grudge - Raker, som skyder med spredt hagl og kan derfor ramme flere fjender på en gang.

Warhammer: End Times - Vermintide
Warhammer: End Times - Vermintide

Da jeg har en svaghed for Witch - Hunters, pga. deres hensynsløshed over for alt relateret til Chaos. De har f.eks. ry for at brænde hele landsbyer til grunden, hvis bare der er mistanke for udøvelse af Chaos - magi. De er altså nogle stygge, om end ikke, grundige herrer. Og det element taler, af en uforklarlig grund, til mig.

Efter valg af karakter, skal jeg vælge hvilke type spil, jeg vil spille. Jeg vælger sværhedsgrad (medium) og om hvorvidt mit spil skal være lukket eller åbent for andre spillere. Jeg vælger åbent, da dette er et spil, som er fokuseret på co-op. I starten er der kun en mission, man kan vælge, og efterhånden som man gennemfører missionerne, bliver de resterende låst op. Jeg finder hurtigt et spil, jeg kan deltage i via lidt hurtigt match - making magi og loader ind i spillet.

Warhammer: End Times - Vermintide
Warhammer: End Times - Vermintide

Jeg starter på en forladt kro, oplyst af stearinlys på et bord, hvorpå der ligger udfoldet et kort over byen, man starter i. Kortet trykker man på, når man vil vælge, hvilken mission man vil spille, for derefter at blive teleporteret til denne. En ældre kroejer byder mig velkommen og fortæller lidt om Skaven - angrebene.
Der er et stash til krigsbytte, som man får samlet sammen i løbet af spillet, og en ammunitionskasse, hvor man kan få genopladet sine skydevåben mellem missionerne. Så kroen virker altså som en slags base, man vender tilbage til efter hvert mission for at skifte udstyr, vælge mission m.m.

Vi starter med første mission kaldet Horn of Magnus,som foregår i en smadret del af byen. Nogle huse står i flammer, andre er delvist forfaldne, og gaderne er fyldt med maltrakterede lig fra såvel civile som byvagter. Vores mål er at finde Magnus's horn, som er et massivt blæseinstrument, vores helte skal blæse i. Der er ikke noget minimap, så vi må improvisere.
Vi begynder at løbe i østlig retning og efter få sekunder konfronteres vi med den første gruppe af de væmmelige Skaven. Da de ikke har set os endnu, promptes vi til at snige os forbi ved at holde control nede. Men hvad sjov er der ved det? Nej vi springer på dem, og med hug,skud og flamme magi får vi brutalt myrdet de første stakler, og det flyver rundt med afhuggede Skaven dele.

Kampene er hurtige og egentlig ret sjove, på trods af at man ikke har så mange varierende angreb. Man har ved et hurtigt klik på venstre museknap et let angreb, et hårdt angreb, hvis man holder venstre museknap nede, samt et superangreb, som jeg har placeret på min ekstraknap på musen, ved min tommeltot. Sidstnævnte kan kun bruges sporadisk. På højre museknap blokerer man, og hvis man holder begge knapper nede, kan man skubbe fjenderne væk. That's it. Der er ikke en evne fordelt på hver af 1-8 knapperne, som kendt i andre spil af lignende karakter.

Warhammer: End Times - Vermintide
Warhammer: End Times - Vermintide

Den variation man kommer ud for, ligger til gengæld i de våben, man får som belønning efter missionerne, som jeg kommer lidt nærmere ind på senere.
Min Witch Hunter er eksempelvis i stand til at veksle mellem en kårde, som bruges til at penetrere modstanderne med, for derved at give dem stor nok skade til, at et enkelt stik er nok til at gøre det af med dem, og et to-håndssværd der bruges til at svinge gennem flere modstandere på en gang med. Trinkets kan man også få som belønning ved udført mission. De kan bedst beskrives som amuletter, der aktiveres som skills, og kan give diverse bonusser til din karakter og/eller gruppen.
Det er i denne kombination af forskellige våben med forskellige egenskaber, der tilfører spillet variation.

Efter den indledende massakre på de stakkels pelsklædte kræ, bevæger vi os videre i denne ruin af en by. Vi finder kister rundt omkring i de forladte huse og i gyderne, hvori der er healing potions, granater, ammunition m.m, der ofte falder på et tørt sted, da infestationen af Skaven bliver mere og mere intens. På et tidspunkt, mens vi kæmper mod endnu en skare af disse stædige, blodtørstige gnavere, får jeg til min store forbavselse og rædsel kastet et reb om halsen og bliver slæbt af sted af en Skaven, der iført en dragt dekoreret med kranier og andre makabre dekorationer, skiller sig ud fra mængden. Det var en Elite- Skaven, en såkaldt Pack- Master. Der er fire typer af Elite-Skavens: Rat Ogres, der med deres gigantiske og muskuløse kroppe kan tage en masse skade, og brager ind i kampen med kraftige knockbacks, og derved virker som tanks for Skaven. Den næste er Ratling Gunner, der med en middelalderlig konstruktion af en gatling-gun mejer gerne sine artsfæller ned for at få ram på dig og dine venner. Der er en Assassin, der med sine skarpe klinger, dryppende med gift, springer frem af skyggerne, og giver massiv skade. Og så til sidst, men absolut ikke mindst, pack-masteren, som altså er en type Skaven, der kan lide at fange sit bytte med en løkke om halsen, for så at slæbe det væk for at hejse det op i en pæl, og nyde synet af dets offer, der dør ved kvælning på grund af hængning.

Dette sadistiske væsen er jeg blevet offer for. Jeg begynder i vild panik at trykke på alle taster i håb om at kappe rebet eller på anden måde at vriste mig fri, men intet virker. Jeg når at blive hejst op i en pæl, og i mellemtiden er der kommet flere Skaven til, som nu stikker og hakker i mig. Jeg overvejer at bede en sidste bøn, men i sidste øjeblik, bliver jeg reddet af en af de andre spillere. Spilleren gør det af med pack-masteren, og jeg er fri. Jeg finder ud af, at den eneste måde at frigøre sig fra packmasterens forsøg på at lynche en er, at blive reddet af ens holdkammerater. Dette får mig til at indse, hvor vigtigt, det er at holde sammen i gruppen, og holde øje med hvordan, de andre har det. Man bliver heldigvis advaret, når ens holdkammerater er i fare med råb om hjælp fra dem, og ikoner på skærmen, så man ikke er i tvivl om, hvornår disse har brug for en hånd, helst bærende på et dødbringende våben.
Oven på denne meget sindsoprivende oplevelse, er jeg hele tiden sammen med gruppen.

Warhammer: End Times - Vermintide
Warhammer: End Times - Vermintide

I løbet af vores spil, får vi en række mindre sidemissioner, som bl. a går ud på at advare byvagterne om invasionen m.m. Vi får slået alle typer elite skavens ihjel på vores færd, hvor jeg må sige at Rat Ogre'eren var den sværeste, da den havde urimelig meget liv og krævede, at gruppen særligt skulle arbejde som en enhed, ved at man havde en tank, som kunne holde dens fokus, og ellers bruge damage dealerne til at gøre kål på denne rotte på steroider.

En lille interessant detalje vi kom ud for, var da vi stod lidt for længe samme sted, hvor vi var i gang med at udstyre os selv med diverse hjælpemidler, som vi havde fundet i nogle kister. Pludselig hørte jeg et horn blive lydt, og kort efter vrimlede det med Skaven fra alle retninger. De kom løbende ud fra døre, over rækværk og rundt om hjørnerne. Det fik lidt nakkehårene til at rejse sig, da vi, med et, stod omringede af Skaven, bare fordi vi stod lidt for længe på samme sted.

Efter ca. en halv time til 45 minutter nåede vi frem til Magnus' Horn i al sin storhed. Vi skulle op af et stillads for at komme til mundstykket, som der skulle blæses i. Jeg fik æren af denne meget vigtige handling og, ikke overraskende, væltede det ind med Skaven, efter jeg havde blæst i hornet. Vores mål var nu simpelthen bare at overleve Skaven sværmen. Vi for rundt, så koordinerede, som vi nu kunne være, og nedslagtede atter Skaven. Desværre var der en af mine holdkammerater,der blev dræbt. Men her behøver man heldigvis ikke at fortvivle, for hvis man er udstyret med en healing potion, kan man genoplive sine faldne kammerater.

Vi reddede dagen, og nu var missionen slut, og inden vi blev teleporteret tilbage til kroen, skulle vi belønnes for vores anstrengelser.
Det foregår via et terningekastsystem kaldet Ranald's Bones. Dette system er bygget op, så man frem for alt, bliver bedømt på ens holdpræstation, altså ikke den individuelle killrate, men hele holdets præstation som helhed, og valg af sværhedsgrad.. Sværhedsgraden bestemmer kvaliteten af den genstand du får, mens holdpræstationen determinerer kvaliteten af de terninger, som man får tildelt. Disse øger chancerne for endnu bedre stats på dine genstande, sådan som jeg forstod det. Jeg fik en ny hat til min Witch Hunter, som jeg så kunne tage med til næste mission.

Warhammer: End Times - Vermintide
Warhammer: End Times - Vermintide

Mit indtryk efter at have spillet Wahammer: End Times- Vermintide er overvejende positivt. Kampene er underholdende, og det er godt, at man skal tænke en smule taktisk for at overleve.
Dog er jeg lidt bekymret for den ret lille variation af fjender. Skaven er for så vidt ganske underholdende at mishandle, men jeg ville da gerne have set nogle af de mere interessante racer, som Warhammer ellers har at byde på, såsom Dark Elves eller Chaos. En anden ting, der gjorde mig urolig, var de få angreb, som ens karakter havde til disposition. Med så få angreb var jeg i tvivl om spillet ville være i stand til at fastholde min interesse over en længere periode. Jeg ved dog, at craftingsystemet og mangfoldigheden af våbnene skulle meget gerne opveje dette, når man kommer dybere ind i spillet.
Den dystre stemning, som kendetegner Warhammer - universet rammer Fatshark ganske glimrende.
Karaktererne snakker med hinanden og kommenterer, hvad der sker omkring dem, hvilket gør personerne mere levende. Grafikken er detaljeret og ganske flot.

Til slut vil jeg sige, at jeg kan sagtens forestille mig at spille Vermintide med mine venner online, for at få tiden til at gå. Men jeg har svært at forestille mig at Vermintide formår at opnå samme dybde mht. loot og karakterudvikling som f. eks Blizzards Diablo-serie.

HQ

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold