Wario: Master of Disguise

Antihelte er ret oppe i tiden, og man kan derfor ikke undre sig over, at Wario er blevet så populær, som han er. Manden er egoistisk, plat, lugtende og i det hele taget ret så forfærdelig at være i stue med. Derfor kan det ikke undre, at manden endnu engang har fået et spil, hvori han kan boltre sig.

I Wario: Master of Disguise, er han endnu engang på jagt efter guld, guld og endnu mere guld. Nærmere bestemt hopper Wario ind i sit TV og stjæler en tryllestav fra en tyveknægt. Tryllestaven, der i vanlig Nintendostil kan tale, fortæller på en Gentelman-agtig måde, at den kan give Wario forskellige kostumer. Warios første kostume er tyveknægtkostumet Den Violette Vind, Stille og Dødbringende, en slet skjult hentydning til Warios charmerende uddunstninger. Ja, ja, plottet er ikke noget mesterværk, og jeg kan forsikre jer om, at det heller ikke bliver bedre! Efterhånden som spillet skrider frem, erhverver Wario sig en hel garderobe af forskellige kostumer.

Kostumerne giver Wario forskellige færdigheder. Tyveknægtkostumet gør Wario i stand til at hoppe højt og løbe hurtigt. Rumdragten får ham til at svæve langsomt mod jorden og giver Wario en laserpistol. De mange kostumer, man samler op gennem spillet, lukker op for nye puslerier og ting, som Wario kan gøre. Hans professorkostume og smarte briller, gør ham i stand til at se skjulte ting. Det er faktisk meget smart og åbner for sekvenser, hvor man skal bruge tre forskellige kostumer i rap for at finde, komme hen til og løse et givent puzzle.

Smart kan man desværre ikke kalde den måde, man aktiverer kostumerne på. Det gøres ved at tegne et eller andet symbol på Wario ved hjælp af stylusen. Så langt, så godt. Men spillet er så dårligt til at opfange de symboler, man tegner, at man sidder tilbage og ønsker sig muligheden for at aktivere kostumerne ved hjælp af en knap. Symbolerne er ikke vanvittigt avancerede, men de skal tegnes utroligt nøjagtigt, før spillet forstår dem. I bedste fald sker der ikke noget, i værste fald får Wario et helt forkert kostume. Nåh ja, tænker du måske, den slags kan ske. Ja, muligvis for to år siden, da udviklerne lærte DS'en at kende. Nu er der ingen undskyldning for den slags sjuskeri. Spillets dårlige symbolgenkendelse er især irriterende, når den påvirker spillet. Bosskampe kræver to eller flere kostumeskift, og det ofte forhøjede tempo efterlader ikke plads til at sidde og nørkle med symbolerne.

Det kunne have været til at overse, hvis ikke selve spillet også var ret så klodset og dumt udført. Fordi den ene hånd er lænket til en stylus, er al kontrol over Wario henlagt til enten de fire symbolknapper eller de fire retningsknapper. Det betyder, at man skal hoppe med op-knappen. Det er ualmindeligt upraktisk og upræcist, hvilket naturligvis skal kobles med hop, der kræver millimeters nøjagtighed. Konsekvensen er, at man til tider kan sidde i uforholdsmæssig lang tid og kæmpe med nogle spring, der ret beset kun burde tage et minuts tid eller mindre. Behøver jeg på nuværende tidspunkt at oplyse, at de meget lange og snørklede baner byder på mange af disse forhindringer, og at de er ret så irriterende? Det tænkte jeg nok.

Stregen i ø'et i ordet møg-elendigt er en bunke kedelige og næsten fornærmende ringe minispil, der skal klares hver gang, man åbner en kiste. At Wario, kongen over de innovative mini-spil, bliver koblet med disse mini-spil, må være en eller form for kosmisk straf. At man skal farvelægge en tegning for at få skatte, burde simpelthen ikke kunne ske. Grafikken er det bedste ved spillet, hvilket måske siger lidt om standarden, der her bliver lagt for dagen. Den er fin og farverig. Den er godt nok præget af de fæleste klicheer angående banedesign, men lader man det være, ser spillet ganske godt ud.

Ligegyldig hvor meget jeg anstrenger mig, er det umuligt at være overvældende positiv overfor Wario: Master of Disguise. Kostumeideen er ganske god, men den nedkules hårdt og brutalt under uoriginalitet, en elendig styring og en kropumulig symbolgenkendelse. At det serveres med en humoristisk sans, der får Eddie Skoller til at virke som et komisk geni, gør bare ondt værre. Jeg føler mig i skrivende stund som en politibetjent. Jeg vifter med armene og siger med autoritetsfuld stemme: Bare gå videre, folkens. Der er ikke noget at se her.