Wario Ware: Smooth Moves

"It’s a Wii, Warioooo". Allerede fra første sætning kan man både høre og mærke, hvordan Wii om nogen konsol er skræddersyet til Marios evige ærkerival, Wario. Skabningen, der vender alt på hovedet, hører om nogen hjemme på Nintendos forsøg på netop at vende opfattelsen af spil på hovedet. Og det er ikke kun skævt, det er også skørt, ironisk og helt ufatteligt sjovt.

WarioWare var faktisk det spil, der i sin tid solgte mig på Nintendo DS. Jo, det var dejligt at kunne spille Super Mario 64 igen, men WarioWare var et så friskt og anderledes pust, at man næppe kunne blive andet end begejstret. Og så var den dejlige brug af DS’ens skærm bestemt noget, der kunne ligge mig ned. Ikke overraskende bygger Smooth Moves på præcis samme formular: At tænke fuldstændig "out of the box" og bruge Wii-moten på den mest latterlige og skøre facon.

Fra første gang man bliver introduceret til den mest normale måde at holde Wii-moten på, indser man Intelligent Systems fænomenale humor. Den kaldes The Remote Control, og fortalt med en dyb, langsom og meget Zen-agtig stemme, beskrives det som forudsætningen for verdens mest udbredte sport: Channel Surfing. Det fortsætter kun derfra med The Waiter, The Elephant og The Big Cheese, hvor man som en stor erhvervsleder, skal stå med maven skudt frem og hænderne om hofterne. Man tvinges endda til at ligge Wiimoten på gulvet eller holde den over hovedet for at imitere en Mohawk.

Alt dette er blot tricks. Selvfølgelig behøver man ikke at holde den sådan. Men man gør det. Gennem WarioWares enormt hurtige og glatte gameplay, hvor man i løbet af et par sekunder, kastes fra den ene udfordring til den anden, skal man tænke lynhurtigt, og man overvejer derfor sjældent sin egen naivitet. Det betyder dog intet, for der er næppe noget sjovere end at se en af sine venner stå og lege med en usynlig hula-hopring.

Spillets over 200 minigames giver rigeligt med kamp til stregen, især fordi det ikke altid er lige logisk, hvad der bør foretages. Når teksten "Drop it" eksempelvis smides i hovedet på én, så bliver man fuldstændig lammet og tænker "øhhh...?". Men i realiteten er det så simpelt, som det lyder: Du skal bare tabe Wii-moten! Åndssvagt, idiotisk og vanvittig morsomt.

Smooth Moves hjælpes langt hen ad vejen af den meget unikke og gennemførte visuelle stil, der sammen med resten af indholdet gør gevaldig grin med en stereotyp opfattelse af japansk stil. Grafikken kan veksle mellem ren manga, 3D grafik som det så ud i 80’erne og virkelig grim, pixeleret og charmerende 2D. De komiske henvisninger fortsætter samtidig ud i det uendelige, og et af kapitlerne, der udelukkende bygger på billige imitationer af Nintendos største klassikere, fik mig til at dø af grin. Nej, bogstaveligt, jeg døde virkelig... Altså i spillet.

Min humor er bestemt ikke på niveau med den i Smooth Moves, også selvom den er blevet hevet godt derned af. Uheldigvis er spillet mere end blot superlativer, hvor meget jeg end ville ønske, at jeg blot kunne bruge pladsen på at rose det til skyerne. På den mindre vigtige side er musikken til tider bare en anelse irriterende - Okay, den kan faktisk fremhæve ens indre psykopat, men det overskygges heldigvis oftest af det fængende gameplay. Samtidig er spillets såkaldte historie - som rent faktisk består af en masse små og ret intetsigende fortællinger - ret kort, hvilket hurtigt præsenterer én for et antiklimaks. Men da der stadig er masser at gå i kødet på, så er det næppe der, jeg skal rette det skarpe skyts mod.

Det rettes derimod mod spillets multiplayer, eller den nærmest fuldstændig mangel derpå. Ikke nok med, at man skal investere en del gode timer i spillet, før der overhovedet låses op for multiplayer, så finder man hurtigt ud af, at det er i yderst få tilfælde at mere end én kan spille ad gangen. Og når det endelig er, så foregår det med at den ene spiller bruger Wiimoten og den anden Nunchuk’en. Ikke ligefrem optimalt!

Jeg savner virkelig samme vanvittige tiltag fra spillets singleplayer tage sin udformning i en fuldstændig forrykt multiplayer-fejde, og selvom spillets såkaldte multiplayer nok skal underholde et par timer, så lever Intelligent Systems langt fra op til deres navn her. Der burde i hvert fald være end noget mere intelligent måde at anrette det på.

Heldigvis er det ikke nok til at ødelægge den fantastiske oplevelse, som Smooth Moves er. Det er måske det eneste spil på nær Wii Sports og Rayman Raving Rabbids, der virkelig formår at udnytte Wiimoten i det omfang, man kunne ønske, og med flere tossede ideer, end Mogens Glistrup kunne hamle op med, så kan man se frem til mange timers fænomenal underholdning.