Skip to main content
Anmeldelser Wario Ware Inc.: Mega Party Games

WarioWare Inc. Mega Party Games

Overstyret og udsyret festoplevelse for hele familien. Thomas indrømmer sine fejl og kaster sig hovedkulds i GC-versionen.
Thomas Tanggaard Testet på 28 september 2004

Enhver anmelder kan lave fejl. Vi har alle et øjeblik, hvor vi enten i rent raseri eller i nærmest en euforisk tilstand har fået det forkerte tal op af lommen, når et givent spil skulle anmeldes. Jeg er ingen undtagelse. For selvom jeg havde spillet GBA-udgaven af Warios vanvittige festhus, så havde jeg svært ved at se det bredere billede. Dette kom først da jeg nogle måneder efter lod et par venner kigge nærmere på spillet. Dernæst kom turen til svigerfamilien - og før jeg vidste af det, havde alle fingrene i min noget slidte Game Boy Advance SP. Og de elskede det. Unge som gamle kastede de sig over løjerne og jeg endte med at måtte oplade maskinen hver aften, så de kunne gribe den håndholdte næste morgen og spille videre.

Det er i sådanne situationer at man ved at man var galt på den med et 7-tal. Ikke blot fordi det ene spil kunne samle en hel masse smilende og ellers fuldstændigt spilpassive mennesker, men også fordi det gav mig en fornyet energi og lyst til selv at genspille Warios eskapader. Mere end 150 timer har jeg nu lagt i Warios ondskabsfulde hænder, og jeg var derfor mere end opstemt da en gul æske fandt vej til mit skrivebord.

WarioWare Inc. Mega Party Games er GameCube-udgaven af dette vidunderlige spil. Fyldt til randen med gakket japansk humor og et væld af nærmest flash-lignende spil, tilbyder Nintendo dig fem sekunders action, der aldrig bliver trættende at lege med. Her står det på balancering på en ethjulet cykel med en håndfuld mursten, nedskydning af rumskibe og næsepilning. Holdet bag tager ikke sig selv højtideligt og har derfor givet slip på alle regler og normer - noget vi stadig mangler at se en europæisk udvikler kaste sig ud i.

At WarioWare i denne omgang også lader flere spillere hygge sig sammen samtidigt, er en spilvelsignelse vi ikke ser mange af. Warios mange små spil antager en helt ny form, når man dyster med sine venner om at holde på livene. Her er timing og hukommelse vigtige redskaber i at forblive den bedste. Redaktionen har allerede mistet adskillige aftener til Wario, og der vil med stor sandsynlighed komme mange flere.

Strukturen er ligetil og som spilleren tæver sig vejen gennem et spraglet og interessant persongalleri, åbnes der op for to-spillerdyster med mere. Mellem de enkelte kampe er der en forholdsvis ligegyldig, men alligevel meget skæv og yderst japansk historie som fletter alle dine kampe sammen. I alt praler spillet med mere end 200 forskellige mini-spil - og det tror vi gerne, for vi opdager stadig nye og helt skæve indslag her 25 timer senere. Dette krydres af med en masse ekstra guf, som kun blottes for den mest ivrige spiller.

Glem alt hvad jeg har sagt om GBA-udgaven og glem det pinlige 7-tal. Jeg havde ikke ret, det indrømmer jeg blankt. Warios blændende kabale af fis og ballade er aldeles fængende, og med GC-udgaven i hånden er jeg sikret et langt og morsomt efterår. Dette er spilglæde på allerhøjeste plan og der er ganske enkelt ingen vej uden om dette gakkede japanske produkt.

Yderligere karakterer

Grafik
4 / 10
Lyd
4 / 10
Spilbarhed
9 / 10
Langtidsholdbarhed
9 / 10
9
Fremragende ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Hylende grinagtigt på den fede måde. Japanerne kan slippe tøjlerne.
Minusser Grafisk er det nærmest pinligt i forhold til maskinens kræfter.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 2 Gamereactor-udgaver
8,0 spredning 7–9
Gamereactor Danmark 9
Gamereactor Sverige 7
Fuld profil 3.010 udgivne artikler
9
Fremragende Netværkskarakter på tværs af 2 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Nintendo
Udgiver EA
Premiere 3 september 2004
Testet på Gamecube
Genre Party
Platforme
Gamecube
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.