Jeg er på det seneste begyndt at tænke meget over, hvordan spil låner fra hinanden med arme og ben. Inden for genrer som skyde- eller onlinespil, hvor Call of Duty og World of Warcraft regerer med hårde hænder, ligner konkurrenterne næsten alle sammen de to i opbygning og de ting, du laver i spillene. Det anses som ganske normalt at bruge andre, succesfulde idéer, men det kan være farligt.
Det overrasker mig ikke meget, at ligheden med Civilization V er stor i Warlock: Master of the Arcane - Civilization-serien er et solidt fundament.
Konceptet er næsten det samme, George Washington og de andre statsledere er blot skiftet ud med troldkarle (og en enkelt rottekonge, der hedder King Rat, hvilket jeg fandt meget muntert), og historiske hære og soldater er forvandlet til monstre og troldmænd. Spillet er hvad-nu-hvis Civilization fandt sted i et univers som Ringenes Herre.
Det er meget fantasifuldt, men er du gal hvor det ligner Civilization V. Måden spillet ser ud og styres er næsten det samme, når du svinger mellem at forbedre byer og rykke rundt med hære på et hexagonalt kort på uudforskede kontinenter, hvor andre nationsledere står i vejen for dine planer om verdensherredømmet.
Helt ned i små ligegyldige detaljer ligner de to spil hinanden. Såsom den måde, du opgraderer enheder ved at vælge imellem nye egenskaber, hvordan byskærmen zoomer ind, og at hver tur starter med påmindelser om de vigtigste begivenheder i højre side af skærmen.
Teknologierne fra Civilization er skiftet ud med magi. Du forsker i dem på en lignende måde, men størstedelen af dem er uinteressante, og enkelte ikke værd at bruge. Hvorfor bruge ressourcer på at svitse en menneskeædende edderkop med en ildkugle, hvis det er nemmere og billigere at hugge dens hoved af med et sværd?
Magiens overtag over teknologi har gjort Civilization-formlen mere uforudsigelig. En stor del af Civilizations skak-lignende charme er, at hvis du er god (eller heldig) kan du forudse det "næste træk", og have en modstrategi parat. Det er sværere, hvis din modstander har evnen til at riste hære med lyn.
Jeg mistænker, at Warlock skylder det, der får dig til at spille bare en tur mere, ene og alene på baggrund af dets Civilization-gener. Ofte føles spillet som et mod til Civilization V med mindre dybde, hvor jeg så egentlig hellere ville spille originalen.
Det kan skyldes, at spillets kunstige intelligens stadig er under udvikling, men en stor del af spillets mangler skyldes fraværet af modstand. Det var ret nemt bare at spytte en stor hær ud og tromle igennem kortet. Uden modstand bliver de strategiske overvejelser, som Cvilization gør så fængende, ligegyldige. Det er ifølge udvikleren højt på listen over prioriteter, sammen med multiplayer, men min realistiske sans siger mig, at det er begrænset hvad man kan nå på den uges tid indtil spillets udgivelse den 8. maj (den version af spillet, jeg har fået, kan selvfølgelig også være forældet)
Krig fylder det hele i Warlock. Her er ingen fesen kultur, men et ganske stort antal af forskellige monstre, krigere og krigsmaskiner. Der er Warlock mere fokuseret end Civilization, og manglen på udfordring er en akilleshæl.
Warlock har sine egne charmer, gemt bag Civilization-arven. Der er noget forfriskende over at kaste det almindelige overbords, og dykke fuldstændig ned i en verden med skrydende æselriddere og en tohovedet drage, der skændes med sig selv, når man forhandler med den.
Efter at have læst det jeg har skrevet igennem, bider jeg mærke i, hvor mange sammenligninger der er med Civilization V. En diskussion af et spil skal gerne ske på dets egne præmisser, uden at spejle det for meget i andres, men det er næsten umuligt at adskille Warlock: Masters of the Arcane fra Civilization V. De to er næsten spejlbilleder.
Jeg har selv et billede af, at udvikleren, Ino-Co Plus, ikke har turdet bevæge sig for meget væk fra den Civilization-formel, de tydeligvis er begejstrede for. Desværre bidrager de ændringer, de har lavet, ikke altid positivt, og til tider ødelægger det Firaxis' tæt konstruerede strategi. Man skal passe på når man låner (eller kopierer) fra de store, og Warlock virker habilt, men formår som det er nu ikke at træde ud af Civilizations skygge.