WarTech Senko no Ronde

Skinger japansk skolepigestemme: "Hello." Dyb mandlig skurkestemme: "Die! Haha, hehe!" Kampen mellem de to flyvende robotter indledes med denne dybsindige dialog. Forinden har jeg vist nok fået fortalt en historie. Jeg forstod intet. Det gav i hvert fald ingen mening. Små, korte sætninger, og et par slørede billeder. Jeg gav op. Jeg kunne ikke. Ikke mere. Jeg ville bare spille. Dræbe min modstander. Haha, hehe!

Det er vist enormt populært hos de enkelte Xbox 360-ejere, der bor helt derovre i Japan. Senko no Ronde altså. Her i vesten har Ubisoft kylet en ekstra titel på, for at gøre det mere internationalt måske? Wartech: Senko no Ronde er, bortset fra det engelske ord, en helt igennem indfødt japansk kreation.

Tag en hvilken som helst beat 'em up'er og bland den med en hvilken som helst shoot 'em up'er, og du har Wartech: Senko no Ronde. Hyr et par japanske skolepiger til at klare stemmeskuespillet, og lad en hamster gå en tur på din skrivemaskine; så har du en komplet usammenhængende historie. Du har Wartech: Senko no Ronde.

Jeg troede det var løgn. Jesper forstod det ikke. Asmus forstod det ikke. De besluttede sig for at kaste bolden videre til mig, i håb om, at jeg ville forstå det. Og jeg forstår det såmænd ganske godt. Bortset fra historien, naturligvis. I Wartech: Senko no Ronde, kan jeg spille som en ud af otte forskellige flyvende kamprobotter, i noget, der minder om en blanding af Dead or Alive og Ikaruga. Undervejs i spillets story-mode, der varer omkring et kvarter, skal jeg enten kæmpe i arenaer eller mod store, modbydelige rumskibe- og luftblæksprutte-bosser. Sidstnævnte er klart spillets force, selvom der er langt imellem.

I arena-kampene kan jeg fyre varmesøgende missiler af sted, bruge min laser-kanon, give min modstander en knytnæve i nærkamp, og udføre et par enkelte komboer. Det mest interessante er dog, at jeg kan transformere mig til en kæmpemæssig boss, der får min modstander til at ligne en tissemyre ved siden af en skyskraber. Hver enkel robot er tilstrækkelig unik, både i almindelig robot- og boss-form - så de interesserede kommer helt sikkert til at sidde og bakse med det i timevis. Men jeg kedede mig altså. Noget så bravt.

Gab.

Det er en smal sag at gennemføre de otte robotters story-modes. Men først skal man altså lige lære, hvad pokker der egentlig foregår på skærmen. Til min store ærgrelse var der ingen form for introduktion til spillet, så den første time gik med at finde ud af, hvad pokker der egentlig foregik rundt omkring, og hvorfor det fløj rundt med polygoner og pixels til højre og venstre.

Nu vel. Det kan slås fast med syvtommersøm, at single-player delen er katastrofalt kedeligt. Faktisk fik jeg mere ud af at se en hel dags folketingsdebat på DR2, end jeg gjorde af at spille Senko no Ronde alene.

Pia Kjærsgaard er smuk. Not.

Desværre forholder det sig sådan, at der ikke rigtig er nogen her i vesten, der ejer Senko no Ronde. Så da jeg besluttede mig for at besøge online-delen, blev jeg en smule skuffet. Samtlige af mine modstandere var fra Japan, og hver eneste kamp foregik med sneglefart, fordi der er ... mange tusinde kilometer til Japan. Efter at have spillet et par kampe måtte jeg give op og konstatere, at Wartech: Senko no Ronde heller ikke står til at redde, når der skal spilles online.

Der, hvor der måske er en smule lys for enden af tunnellen er, når der skal dystes mod en ven. I ved, en af dem, der sidder ved siden af en i sofaen. Hunde tæller ikke. Ej heller katte. Men eftersom jeg ingen venner havde den pågældende uge, så måtte jeg tage til takke med den lokale hus-edderkop, John. Okay, det jeg prøver at sige er, at Senko no Ronde faktisk slet ikke er så svært. Deraf hentydningen til, at et stankelben kunne finde ud af at spille det. Jeg vandt de fleste kampe ved hjælp af to knapper. Hvem sagde gab? Set ud fra et spilteknisk synspunkt, så har Senko no Ronde nogenlunde lige så meget dybde som vandpyt. Trist.

Lad være med at købe Wartech: Senko no Ronde. Ellers: "Die! Haha, hehe!