Wasteland 2

Der er rigelig baggrundshistorie om udgivelsen af Wasteland 2, der helt sikkert er mere end den sædvanlige toer. Originalen blev udgivet i 1988 og senere fulgt op af de åndelige efterfølgere Fallout og Fallout 2, inden Bethesda købte rettighederne til den franchise og ledte det postapokalyptiske miljø i en lidt anderledes retning.

De, der begræd, at perspektivet blev ændret fra isometrisk i de første Fallout-spil til førsteperson i Fallout 3 og Fallout: New Vegas, kunne stemme med tegnebøgerne, da nøglepersoner - inklusive Brian Fargo, der var leder af det hold, som lavede disse tidlige spil - startede en Kickstarterkampagne for en efterfølger til det originale Wasteland; Et spil, der ville fortsætte i den stil, der blev lagt med de efterfølgende Fallout-spil (kortene på bordet: Jeg skød penge i projektet). Således blev Wasteland 2 til.

Efter en meget succesfuld Kickstarterkampagne har det været ude som Early Access på Steam til PC, faktisk siden sidste år, men nu er den endelige udgave ude, og vi kan én gang for alle se præcis hvordan rollespillet med det klassiske tema står mål med forventningerne.

For størstedelens vedkommende er de mødt til fulde. Det er måske ikke flot i traditionel forstand, og nogle af de steder, man besøger undervejs, kan være lidt sparsomt indrettede, men i det store hele er der vævet en dybfølt detaljegrad ind i dette rollespilseventyr. Og sikke et eventyr det er, hvor de valg, du tager, præger det indhold, du ser, hvilket betyder, at der af masser af nye oplevelser at få i efterfølgende gennemspilninger. Der er også meget af det, med to kæmpestore dele af spillet, hvor spillerne starter i Nevada-ørkenen før de baner sig vej til det meget grønnere landskab, der omgiver det postapokalyptiske Los Angeles.

Spillerne styrer et hold Desert Rangers - fire til at begynde med - og flere NPC'er kommer til efterhånden som historien udspiller sig. Det er meget vigtigt, at man har balance på sit hold, og hvis man ikke har styr på den fra starten, kan det resultere i, at spillet er brutalt hårdt de første par timer, men når man først har forstået de finere nuancer, bliver det meget mere overkommeligt.

For størstedelens vedkommende foregår spillet i realtid, med spillerstyrede enheder, der bevæger sig rundt på store områder, interagerer med spilfigurer, løser quests, leveller op og alle de andre ting, som man forventer af spil i rollespilsgenren.

At levelle sin gruppe op er en særligt fremtrædende del af spillet. Når du har optjent nok erfaringspoint, får du besked om, at det er tid til at levelle op, og så skal du have radiokontakt med basen, så du kan få skill points, der så kan bruges til at specialisere spilfiguren (når du leveller op, bliver din health bar ganske brugbart fyldt op, så strategisk levelling kan reducere det antal health packs, som gruppen har brug for). Der er også attribute points, som du finder knap så ofte, og de forbedrer det hold, du har samlet, yderligere. Det tager aldrig særligt lang tid at tjene erfaringspoint nok til at levelle op, så derfor skal du ofte opgradere, og at finjustere dit hold bliver i sidste ende lidt af en pligt.

En anden interessant facet, som kan blive noget træls, efterhånden som spillet skrider frem, og dit hold bliver større, er at udstyre holdet og opgradere dit grej. Hver karakter har en foretrukken våbentype, afhængig af dine individuelle præferencer, men der er masser af grej, der kan samles op og byttes ud med items, du er udstyret med i forvejen, og våbnene skal opgraderes og lades med regelmæssige mellemrum. Inventory-styring er lidt af en tidsrøver, hvilket vil være sød musik i ørerne på dem, der kan lide at rode med tingene, mens andre, der foretrækker at strømline oplevelsen, måske ikke ligefrem bobler af glæde ved udsigten til konstant at skulle justere adskillige udstyrsvalg.

Realtidshandlingen afløses af turbaseret kamp, når man møder fjender på sin vej. Disse modstandere strækker sig fra raiders og skabninger til kæmpestore kluntede robotter, der skyder med laser. Kampdelen er lige ud af landevejen, hvor hver karakter har fået tildelt et antal action points, som de kan bruge til at flytte sig og bruge deres våben (skyde, lade, fikse det, hvis det er gået i baglås). Du kan gå i dækning og buffe dine forsvarsstats, men det er ikke spillets mest dynamiske del, og efter et stykke tid er det nemt at slå autopiloten til. I virkeligheden bliver det at udkæmpe slagene noget slidt - efter omkring tredive timer - og nogle af sammenstødene grænser til det kedelige.

Noget af banedesignet er også lidt klodset, og spilleren er tvunget til at traske gennem store områder for at udføre trivielle quests, men det er et mindre problem set i det store perspektiv, og det går hæderligt med at finde ruter, hvor karakterne som regel er nogenlunde fornuftige til at finde vej i spilverdenen uden behov for konstant overvågning og instrukser. Du kan centrere skærmbilledet på et holdmedlem, hvis de farer vild, men du kan ikke markere dine egne mellemdestinationer, hvilket ville havde gjort de frustrerende øjeblikke, hvor du navigerer rundt på kortet, meget mere overkommelige.

Stederne er alle forbundet via et verdenskort, som holdet skal bevæge sig rundt på. Vandforsyningerne skal holdes ved lige ved at gøre holdt ved de oaser, du måske støder på, og områder, der er ødelagt af koncentreret stråling, skal du undgå. Fjender strejfer om i ørkenen, og hvis du møder på dem, kan det resultere i korte sammenstød i mindre omgivelser. De minikort, der lægger jord til disse sammenstød, bliver genbrugt en del, men du kan som regel undgå dem (hvis du har en figur med de rette evner), hvis du har lyst til det.

Wasteland 2's bedre elementer er tydeligst i det stærke miljø, i noget af arbejdet med karakterne, og i den humor, der strømmer gennem hele spillet. Der er lagt meget arbejde i at tilfredsstille publikum, fra NPC'er med fjollede navne til obskure referencer, der trækker indforståede smil. Humoren starter med titelskærmen og kan derefter findes i næsten alle spillets facetter. Faktisk er det de delplot og ekstra quests, du møder undervejs, der virkelig pirrer fantasien, selv om historien også er interessant nok.

Noget af stemmeskuespillet er virkelig godt, og dialogen er i det store hele velskrevet. Hvis du har karakterer med de rette evner på holdet får du adgang til nye dialogmuligheder. Karakterportrætter bliver genbrugt igen og igen, specielt til de mindre NPC'er, men der er personlighed nok i manuskriptet til, at det ikke er noget problem. Vi kom virkelig til at holde af tonen, og der er en legesyg humoristisk sans blandet ind i al barbariet og volden.

Det er dybden i spilverdenen, de valg, vi blev præsenteret for, og den humor, som det hele er pakket ind i, der i sidste ende gjorde, at vi var solgte. Fra tid til anden trækker spillet i langdrag (men spillets størrelse taget i betragtning må man forvente stille perioder), men for størstedelens vedkommende er spillet et fængslende og attraktivt rollespil, som jeg er glad for at have støttet.