Watch Dogs hands-on

Watch Dogs har været blandt mine mest ventede udgivelser lige siden afsløringen på E3 sidste år. Så jeg er naturligvis spændt, mens jeg begiver mig mod et hotel i centrum af Köln, hvor jeg langt om længe kan få fingrene i både singleplayer og den tablet-drevne multiplayer-del af spillet.

Mens en PR-repræsentant hvisker alle mulige instruktioner i mit øre, griber jeg PS4-controlleren og kaster mig ud i spillet. Jeg befinder mig på fortovene i en af Chicagos mange gader, og i skoene på hovedperson Aiden Pearce. Hacking er som bekendt et af spillets hovedelementer og temaer, og det er blot et spørgsmål om at trykke på en knap for at hacke sig vej ind i forbipasserendes personlige oplysninger. Men for at trænge dybere ind, er jeg nødt til at bryde ind i det lokale CtOS-systemcenter, for derved at låse op for en bysektors fulde potentiale.

Datacentret ligner et almindeligt varehus ved første øjekast, men med et overraskende højt sikkerhedsniveau. Selvom der er rigeligt med genstande, der kan hackes for at distrahere vagter og åbne alternative ruter, lykkedes jeg ikke med at stealthe, og må i stedet løse situationen med et fuldbyrdet skyderi. Heldigvis yder vagterne ikke den store modstand mod min assault-riffel (som jeg har haft med siden starten af demoen). Kampen udspiller sig som ret almindeligt cover-baseret skyderi, der ikke er videre imponerende. Jeg ville helt klart have foretrukket at blive i skyggerne, men eftersom uret tikker og PR-personen presser på for at vise så meget af spillet som muligt, må jeg vælge den mere ligefremme tilgang.

Idet jeg hacker CtOS-centret, afsløres en interessant mekanik med overvågningskameraer. Jeg kan ikke komme fysisk ind i bygningen, men jeg kan scanne lokalerne inden for. Så længe der er en synslinje mellem kameraerne, kan jeg hoppe fra det ene til det andet, indtil jeg når frem til CtOS-mainframen og dermed kan hacke den. Det samme minispil-agtige kamerahopperi dukker også op i den næste sidemission. Her følger jeg CtOS' datalinjer på muren af en bygning og ind i en lejlighed, hvor jeg smuglytter på samtaler for at høre om der foregår noget skummelt.

Disse hacking-opgaver fungerer lidt som collectibles, men kan også føre til forskellige Vigilante-sidemissioner. De aktiveres som regel ved blot at være på rette sted på rette tid, men man kan også finde dem ved at smuglytte på samtaler som den i førnævnte lejlighed. Jeg støder på en af de mere simple missioner, da jeg besøger den lokale våbenhandler. Den er ved at blive røvet, da jeg træder ind, og eftersom jeg er helten, er jeg nødt til at stoppe det og jagte og fange røveren - med kugler.

At udføre Vigilante-missioner og andre sideopgaver giver spilleren Reputation-point, der afgør hvordan andre ser og reagerer på spillerens tilstedeværelse. Er man dybt inde i det røde felt, er forbipasserende mere tilbøjelige til at ringe efter politiet. Hvis dine handlinger derimod er populære i offentligheden, kan de i stedet finde på at hjælpe dig på vej. Spillets producere understreger, at systemet ikke kun er en sort/hvid moralmåler, men har en mere raffineret indflydelse på ens omgivelser. Den vigtigste pointe er, at det ikke skal binde spillerne til en bestemt spillestil.

På vej mod endnu en sidemission opdager jeg af de mest essentielle evner, Adrien har: Focus. Det lader dig sløve tiden ned og hacke genstande næste øjeblikkeligt. Det adskiller sig fra mange andre spil ved ikke direkte at hjælpe dig med at skyde eller køre, men det kan bruges til at aktivere en række forhindringer, der kan standse dine modstandere, eller forhindre fjender i at få overtaget i en ildkamp. Jeg har lidt svært ved få styr på Focus i starten, men efter et par spektakulære fiaskoer får jeg brugt systemet til at flygte på lige så elegant vis.

Efter at have spillet singleplayer får jeg mulighed for at prøve to ret interessante spiltyper for to spillere. Begge er asymmetriske kampe, hvoraf den første minder lidt om Assassin's Creeds multiplayer. Målet er at hacke den anden spiller, uden vedkommende finder ud af hvem hans modstander er. Tricket er at blænde i med de almindelige NPC-figurer. Den forsvarende spiller skal så bruge Observe for at finde og skaffe hackeren af vejen, inden hans download er færdig. Når han bliver opdaget, er hackerens eneste mulighed at tage benene på nakken.

Det er meningen at spiltypen skal være dynamisk, så den kan kort sagt opstå når som helst mellem missioner, så længe du har ladet "døren" stå åben for at venner eller fremmede kan hoppe ind i dit spil. Hvis du omvendt vil ud og optjene erfaring, kan du let finde potentielle ofre i kortets Grid-vinkel, der checker om nogen er sårbare for angreb.

Den anden spiltype kræver, at spiller nummer to har den Watch Dogs companion-app, der bliver lanceret samtidigt med spillet til alle de væsentlige smartphones og tablets. App'en lader spilleren overtage Chicagos CtOS-system, og han skal forsøge at forhindre konsolspilleren i at opfylde sine mål og nå sine checkpoints. CtOS-spilleren ser det hele fra bykortet, og kan styre trafiklys og andre forhindringer, men kan også indirekte sende politienheder efter modspilleren. En helikopter fungerer som CtOS-spillerens øjne, så det er vigtigt altid at have den i nærheden. Spilleren på konsol eller PC har adgang til alle Aidens normale evner, men skal være forsigtig, når han kører gennem byen. Sammenstød øger hans wanted-niveau, og giver den anden spiller flere politienheder, han kan sende efter Aiden.

Da jeg første gang hørte om CtOS-app'en, føltes den fuldstændig unødvendig, men efter at have prøvet den og set et par runders spil, lader den til at have sin berettigelse. Der er helt sikkert nogle sjove øjeblikke i løbet af jagten. Applikationen er fuldstændig gratis og fungerer på tværs af alle platforme, så tilgængeligheden burde ikke være noget problem. App'en understøtter også vennelister, og du kan lave dine egne udfordringer og dele dem med andre brugere online.

Begge disse multiplayer-spiltyper skiller sig nydeligt ud fra det, andre spil byder på, hvilket Ubisoft skal have ros for. Der hænger dog stadig et stort spørgsmålstegn over, hvor længe de kan holde spillernes interesse fanget. Selvom det er singleplayer-kampagnen, der primært tiltrækker mig ved Watch Dogs, så ser jeg frem til at give begge multiplayer-typer en gedigen omgang, når spillet udkommer.

Det nær-fremtidige Chicagos størrelse og udseende er imponerende, men det er tydeligt at spillet ikke er helt klar endnu. Der var rigeligt med bugs og glitches i den version af spillet, vi prøvede, især med NPC-figurerne, der ofte så ud til at sidde fast i omgivelser og var sløve til at reagere på det, der skete omkring dem. Desværre var der ikke tid til at strejfe frit omkring i min korte tur med demoen, og sidemissionerne var ikke ligefrem overvældende i deres design.

Sessionen efterlader mig både imponeret og en lille smule bekymret for Watch Dogs. Ud fra den version, jeg har spillet, har Ubisoft stadig et stort arbejde foran sig i de små tre måneder (der på daværende tidspunkt var /red.) til spillet udkommer. Men jeg er optimistisk om at de kan nå det og levere et spil, der lever op til de høje forventninger. Det ville være en skam at se dette spil udgivet i andet end en højpoleret og fejlfri tilstand.