Whiplash

Whiplash er på gaden d. 27. februar til Xbox og PlayStation 2

Der er efterhånden kommet en del "moderne" arcade platformsspil på markedet, hvor Jak & Daxter samt Ratchet & Clank blot er et udvalg af en velduftende buket. Mange af disse har introduceret to karakterer, som i fællesskab har skulle ondulere en større manifesteret ondskab. Crystal Dynamics går nye veje i deres Whiplash, selv om der igen er tale om to hovedpersoner, så er symbiosen her tydeligere end nogensinde. I selskab med en lettere sindsforvirret væsel og en nuttet kanin, skal man ud i en gang dyremishandling af hidtil usete proportioner. Humor og selvironi går hånd i hånd i en titel, som desværre mister pusten efter nogle timers massedestruktion.

Introduktionen ser væslen Sphanx og kaninen Redmond undslippe en grum skæbne i en fabrik som foretager ekstreme dyreforsøg. Pludselig står de to stakkels skabninger lænket sammen midt i dette ondskabens imperium, hvor mishandling er vejen til menneskelig morskab og skønhed. I et øjebliks gudbenådet intuition svinger væslen den dybt forvirrede kanin mod en strømmende mængde af fangevogtere - missionen lykkedes og en på papiret anderledes spiloplevelse er født. Nu går det ellers over stok og sten, mens man som væslen udsætter den stakkels kanin for alskens pinsler og plager. Ud over at blive brugt som våben, bliver den lille stakkel benyttet sammen med tunge, kværnende maskiner.

Genron er navnet på dette firma, som gemmer på unævnelige hemmeligheder i alle hjørner. En dyb stemme kommunikerer løbende med Spanx - giver ham tips og fortæller ham, hvordan han skal få Genron i knæ. Destruktion er "the name of the game", og et hav af maskiner, glasmontrer og kontrolpaneler eksploderer i denne hellige krig. Tilsyneladende er forsikring et ukendt ord på disse egne, så ved at smadre en passende mængde isenkram kan satanen meldes konkurs. Undervejs bliver man vidne til en række aparte forsøg, hvor blandt andet chimpanser og marsvin udsættes for nogle sært underholdende tiltag. Videnskabsfolk samles i eufori mens marsvin smækkes fra en kanon op mod en væg - bare for at se om de hænger fast.

Whiplash er fyldt med såvel humor som selvironi, som kommer til udtryk både i det farverige miljø som i figurernes sarkastiske bemærkninger. Man får hurtigt en lækker distance til begivenhederne, som i starten føles som en overgearet tegnefilm af den gode skuffe. Spanx er den tavse helt, mens Redmond er fyldt med kommentarer til stort set alle øjeblikke. Umiddelbart er det glimrende underholdning, at svinge den tilsyneladende uforgængelige vatklump rundt mod alt og alle. Ved at komme længere i spillet vil man også nå nye niveauer, som øger den skade man kan tåle samt den skade man selv forvolder. Det gives så et ekstra boost ved at man eksempelvis kan sætte ild i kaninen, og derved forvolde en alternativ form for skade. Reelt set er variationen dog meget begrænset, og modstanderne udviser tæt på ingen form for intelligens. Derfor bliver det hurtigt et spørgsmål om bare at tæske på knappen, og til sidst ender det med, at man bare løber forbi fjenderne.

Designet af de forskellige områder er ikke imponerende, og udfordringen varierer over gammelkendte temaer såsom at trykke på knapper og hoppe på platforme. Til tider benyttes kombinationen af de to figurer, som når Redmond fyldes med helium og begge dermed kan nå et højere niveau. Desværre sker dette relativt sjældent, og man sidder aldrig rigtigt og grubler over, hvordan man skal komme videre i det strengt lineære forløb. Det er faktisk titlens nok største problem, nemlig den manglende variation i gameplayet. Efter relativt kort tid begynder de ellers sjove kommentarer og underholdende temaer at blive ensformige, og så er der ikke meget til at hive den anden vej.

Grafikken er holdt på det simple niveau i et relativt farverigt univers. Baggrundene er dog ensformige og teksturerne virker grynede. Animationerne af hovedpersonerne er gode, og giver dem masser af liv. Desværre er designet af resten af figurerne ikke så godt, og de er ligeledes meget ensformige. Efter noget tid bliver man træt af de monotome kittelmænd, som befolker de endeløse fabriksgange. Musikken er passende tegnefilmsagtig, med overdrevne effekter og instrumenter. Redmonds kommentarer er lige i øjet til den lettere maniske figur, og bliver aldrig rigtigt irriterende. Whiplash er på mange områder et meget klassisk spil, der ikke rigtigt formår at tilføje genren meget nyt. Humoren og spilfigurerne hiver i den rigtige retning, men redder ikke titlen fra at føles noget middelmådig.