Wii Sports Resort

Indledningen til Wii Sports Resort, efterfølgeren til casual fænomenet og til verdens bedst sælgende spil, er et faldskærmsudspring. Din Mii rejser sig fra en lille bænk ombord på flyveren, retter sin faldskærm til og hopper ud blandt dusinvis af andre fritsvævende venner. Vrid lidt på Wii-controlleren og du svæver mod de andre som griber din hånd. Det hele afsluttes med en stor "holde i hånd" formation, og du bydes velkommen til Wuhu Island.

Faktisk er faldskærmsudspringet ikke det første du ser i Wii Sports Resort. Forinden har en tre minutter lang forfilm nemlig indledt med at fortælle dig hvordan det nye tilbehør, Wii Motion Plus, tages i brug. Det er nærmest komisk så overbeskyttende Nintendo er blevet, efter mange tilsyneladende har spiddet deres fladskærmen med fritflyvende Wii-controllere, fordi de glemte gummibeslag og remmen om håndleddet. Du kan få de hurtige instruktioner af mig: Stop den lille klods ind i controlleren, for sværere er det ikke at begynde spillet med en mere præcis kontrol.

Wii Sports Resort er et mere komplet spil, og ikke bare vedhæng som forgængeren som jo fulgte med selve Wii konsollen da den blev lanceret. I stedet for fem forskellige spilmuligheder får vi nu tolv, og næsten alle sammen har de tre forskellige varianter. At det hele foregår på samme ø (kendt fra Wii Fit), hvor bowlinghallen ligger et stenkast fra broen hvor Wakeboard-bådene ligger til, giver en følelse af sammenhæng. De forskellige opgaver vælges stadig fra en menu, og det er endnu ikke mulig at gå frit rundt, men i fly- og cykling disciplinerne er der chance for at udforske lidt mere.

Bueskydning er den første disciplin der fanger min opmærksomhed. Her anvende både Wiimoten og Nunchucken, og er du højrehåndet holder du Wiimoten i venstre hånd, samtidig med at højre hånden, med nunchucken, forestiller strengen som skal spændes på buen. Pilene borer sig ind i pointtavlen med overbevisende kraft, og det hele virker lige som det skal. Når der senere tilføres ekstra udfordring ved at pointtavlerne bevæger sig, samtidig med at der skal beregnes med vindmodstand bliver det hele ekstra sjovt. Den sidste bane udspiller sig inde i en vulkan, og tankerne går straks på hvordan det næste Zelda spil kommer til at se ud. Bueskydningen er ikke lige så lettilgængelig som de andre discipliner, men er til gengæld mere givende.

Frisbee er også sjovt, og samtidig den første lejlighed hvor Wii Motion Plus får mig til at hæve øjenbrynene. Da min Mii første gang hiver frisbeen ud af munden på den ivrige hund og efterfølgende tager sigte, er overensstemmelserne mellem mine bevægelser og hvad der sker på skærmen, overraskende præcise. Desuden kræver det nogenlunde den samme teknik at kaste frisbeen ordentlig i spillet som det gør i virkeligheden. Det er derfor vældig let (som højrehåndet) at slippe frisbeen for sent, og derved kaste den for langt til højre. Når teknikken først er lært, er der dog masser af underholdning med at leje med hunden, leje frisbee snigskytte og naturligvis spille frisbeegolf.

Præcisionen i kontrollen er god, selv når det kommer til basketball, og allerede efter den første straffekastsrunde kan jeg forestille mig hvordan det kommer til egne sig godt som opvarmning til en god fest. I den første basketball variant løber din Mii mellem forskellige positioner på banen, hvorfra straffekast skal udføres på tid. Det kræver præcision og Wiimoten skal holdes over hovedet mens man med håndleddet sender bolden afsted, ganske virkelighedstro. I første omgang havde jeg ikke held med andet end at ramme kanten, mens jeg surmulede "White Mii's can't jump" til mig selv, men har siden finpudset formen og er nu en fuldfed Kobe Bryant i simplificeret, animeret form.

Et par runder bordtennis gør mig også glad. Her kontrolleres battet og ikke spillerpositionen, hvilket er et klogt valg. Igen er responsen i forhold til hvordan man bevæger controlleren god, og det er muligt at lave skruebolde, og tempoet er så højt at koncentrationen bliver nødt til at være konstant. I stedet for tankeløst at slå huller i luften som i Wii versionen af Table Tennis, genkender spillet her forskellen på for- og baghånd. Havde det været mulig at spille double, havde det dog været endnu bedre.

Golf er tilbage med flere huller end sidst, og min personlige festfavorit bowling har ligeledes fundet vejen tilbage, denne gang med et par ekstra varianter som 100-kegle kampe, samt baner hvor dine evner med skruebolde sættes på en prøve. Forskellighederne fra Wii Sports er her ikke store, og det enestejeg lagde mærke til var at kuglerne skruede nemmere end i forgængeren. Dette er dog et generelt aspekt af spillet, og Wii Motion Plus er mere en afpudsning end en revolution og selv om forskellene er tydelige, bliver man let en smule skuffet.

Sværdfægtning er lidt af et mellemprodukt, med både sjove og kedelige underkategorier. Jeg synes for eksempel at det er sjovt at snitte to meter høje brødskiver og andre absurde dingenoter, i stykker. Helt så godt går det dog ikke når jeg senere skal fægte mod en modstander, i en opgave der minder om noget fra det pinlige American Gladiators tv-show. Her er det enten mig eller modstanderen der skal sendes ned i pølen uden om banen, og jeg kommer hurtigt til at få de samme dårlige vibrationer som jeg også fik fra boksning muligheden i det første Wii Sports. Præcisionen føles godt nok bedre denne gang, men det virker stadig som en gang meningsløst kaos med Wiimoten.

Og så til fyldet, for det er desværre også en del af pakken. Fire af de tolv spilmuligheder føles nemlig ikke som noget jeg har lyst til at teste mere end en gang. Kano-padling er en af dem, og her forestiller Wiimoten en paddel, som skiftevis skal bruges til at padle på begge sider for at navigere sig korrekt frem. Kedeligt, langsommeligt og slet ikke et partyspil. Wakeboarding er kun en smule bedre, og her findes i det mindste fart og flotte vandeffekter, men det hele havde fungeret bedre med en mere traditionel styring ligesom den der findes i Surf's Up.

Cykeldelen lider af samme problem. Det er forbavsende charmerende at trampe sig igennem de solrige dele af Wuhu Island, men oplevelsen bliver mere sightseeing end egentlig konkurrence. Her findes godt nok forskellige spilmæssige finesser som slipstreaming (at benytte sig af de formindskede vindmodstand bag en modstander, for at få højere fart), samt en måler der viser din udholdenhed og som formindskes hvis du tramper for hurtigt. Det hele foregår ved med armene at "trampe" med Wiimoten og Nunchucken, men da cykling oftest foregår med benene brister illusionen hurtig. Samme spilkontrol havde været mere virkelighedstro i et "malk koen" spil.

Der er altså tale om et par sjove tiltag og et par dårlige, og meget mere behøver man egentlig ikke at vide om Wii Sports Resort. Wii Motion Plus er ingen chokerende revolution, men den giver en mærkbart forbedret kontrol og højnet præcision (og endda helt uden brugen af forbudte medikamenter). Selv om der findes discipliner der strejfer det nærmest meningsløse, er de alle fyldte med Nintendo-charme. Her findes en soldækket ø med et Super Mario 64-lignende slot. Her findes Mii's som angriber dig med skumgummisværd når du tager flugten over en bro. Frem for alt findes der her dog flerspillerkampe som du kommer til at bestride i fuldeste alvor, dog altid med et smil på læben. Ganske simpelt aldeles morsomt.