Wild Bastards

Wild Bastards er den spirituelle efterfølger til Void Bastards og præcis ligesom forgængeren, så lægger det her spil en masse genrer og mekanikker ovenpå hinanden, til en noget usædvanlig, men meget velfungerende, lagkage. Der er lag af en first-person shooter og et andet af et turbaseret strategispil og som cremen er der tilsat roguelike elementer, cowboyhatte, seksløbere og en neon-belyst alternativ sci-fi udgave af en spaghetti western. Ja, der sker meget her.

The Wild Bastards er, eller skal man sige var, den farligste bande af outlaws i galaksen, indtil Jebediah Chaste og hans gruppe af banditter, nærmest en efter en, har udslettet banden. Som de to eneste tilbagevendende bandemedlemmer, begiver man sig som Spider Rosa og Casino nu ud i galaksen for at finde, og genoplive, ens faldne bandemedlemmer, i et forsøg på at vende tilbage til tidligere tiders storhed - og naturligvis for at få Chaste ned med nakken, én gang for alle.

Ens faldne bandemedlemmer, dem er der 11 af, er spredt ud over galaksen, så man rejser nu fra solsystem til solsystem, som hver består af en række planeter. Når man lander på de her planter, skal man via et taktisk kort planlægge ens rute rundt på planeten og de indeholder alt fra rivaliserende bander og massevis af loot til mods, butikker der sælger energi og skjold, opgraderinger og andet - og forhåbentlig er der også placeret en af ens forsvundne bandemedlemmer et eller andet sted.

Alle ens bandemedlemmer bliver løbende opgraderet med blivende mods, kaldet Aces og i løbet af et run, kan man få yderligere mods, som forsvinder igen, når man dør eller når man bevæger sig fra det ene solsystem til det næste. Både mods og Aces er vigtige at eksperimentere med, da det ikke er ligegyldigt hvilke mods man giver til hvilke bandemedlemmer og man får brug for dem i de shoot-outs, man uundgåeligt havner i.

I disse shoot-outs smides man ned i nogle små mundrette FPS arena-shooter segmenter, som udspiller sig i den her underlige neon-belyste og meget anderledes sci-fi western verden - og i øvrigt også andre steder med andre temaer. Disse kampe kan tage alt fra 15 sekunder til flere minutter og hvis man ikke passer på, kan man få udslettet det meste af ens bande på ganske få minutter - disse segmenter er faktisk langt mere taktiske end man skulle tro, for løber man fremad, guns blazing, så overlever man ikke længe.

Det hele er nemlig en slags kattens leg med musen og det er ikke bare i shooter-segmenterne, men også når man planlægger ens rute på kortet. Man har nemlig ikke ubegrænset tid her, for efter et forudbestemt stykke tid, ankommer Jebediah Chastes yngste, og meget ivrige, håndlanger Prince McNeil og andre trælse typer tæt på Chaste og hvis de får fat i en, så er man ikke bare i problemer, men i virkelig store problemer. Så det er altså med at udforske kortet så meget man kan, snuppe så meget loot som muligt, befri ens bandemedlem hvis der er sådan en på det pågældende kort og så skynde sig videre inden man bliver jaget vildt.

Blue Manchu har skabt 13 virkelig fremragende bandemedlemmer, som alle er meget forskellige at spille med, og de emmer alle af personlighed. Det eneste negative der er at sige her er, at der er enkelte af dem, der virkelig ikke fungerer, men langt langt de fleste er virkelig fremragende, når man lærer deres styrker og svagheder at kende. De forskellige bandemedlemmer har alle deres unikke våben, for eksempel er Casino udstyret med en shotgun, The Judge med en futuristisk sniper-riffel, Spider Rosa har to seksløbere og Smoky kan skyde med ild ud af hænderne.

Hvert bandemedlem er desuden udstyret med et "Stunt", en slags speciel evne, som aktiveres når man samler en power up op. Casino kan flippe en casino jeton, som vil få en random fjende til at eksplodere, The Judge kan aktivere Judgement Time, som får tiden til at gå i slowmotion i 10 sekunder, så han kan lave ekstra præcise skud og Smokey kan få fjender på lang afstand til at gå op i flammer.

Med sådan en voksende flok outlaws, vil der helt naturligt opstå drama. Derfor er der et såkaldt "feud" system, hvor det forskellige bandemedlemmer kan blive "pals" eller kan komme i "feuds" med hinanden. Hvis to bandemedlemmer er pals, vil de hjælpe hinanden i kampene og modsat, hvis de er uvenner, vil de ikke ride sammen når man bevæger sig rundt på kortet, så det kan komplicere ens sammensætning af bandemedlemmer, når man skal planlægge ens runs. Hvis man undervejs får fat på en dåse baked beans, kan man lade to bandemedlemmer blive venner igen over en portion af disse lækkerier.

Til slut skal det også lige nævnes, at det her er jo som sagt et roguelike, men man kan til en vis grad selv bestemme, hvor roguelike det skal være. Dette gøres via Ironman Mode, som er en indstilling man finder i menuen og den kan stå på tre niveauer; off, on og super. Alt efter hvordan den er sat, kan man vælge hvor straffende spillet skal være - og selv om den står på "off", så er det altså stadig et roguelike vi har at gøre med her. Vælger man at sætte den på "super", så skal man være ret skarp ud i roguelike-genren, hvis det her på nogen måde skal være en fornøjelse.

Wild Bastards har et ganske unikt look og det er formentlig ikke for alle, men man kan ikke stille spørgsmålstegn ved, om stilen er gennemført eller ej - for det er den virkelig. Det gælder lige fra menuer, til det taktiske kort og til FPS segmenterne. Lydsiden er fremragende, med virkelig gode "Howdy pard'ner!" stemmer og dialekter til ens bandemedlemmer - dog bliver de oneliners som fjenderne kommer med i løbet af kampene noget ensformige, fordi hver fjendetype ikke har ret mange forskellige.

Der er i øvrigt ikke mindre end 41 forskellige typer af fjender, man får fornøjelsen af at nedkæmpe i løbet af spillet. Fordi mange af de her FPS shoot-outs foregår i de samme miljøer, men dog på forskellige bane-layout, så har de tendens til at blive en lille smule ensformige, men det kan pludselig ændre sig, når man får en outlaw med et nyt våben og nye evner, så bliver det hele pludselig mere interessant igen.

Med Wild Bastards har Blue Manchu skabt en virkelig glimrende, og noget anderledes, efterfølger til Void Bastards. Wild Bastards er velbalanceret, virker virkelige gennemarbejdet og det er et meget vellykket roguelike, med virkelig gode karakterer, en masse spændende mekanikker lagt ovenpå hinanden og mere taktisk dybde end man lige skulle tro. På samme tid er det ganske tilgængeligt, så hvis man ikke er ekspert ud i strategi og roguelikes, så er Wild Bastards et rigtigt godt sted at starte - og det er et af sensommerens helt store positive overraskelser.