Wild Metal

Der er ingen der har besøgt de tre planeter i Tehric galaksen, siden maskinerne blev så avancerede at de militære enheder begyndte at tænke selv, hvilket resulterede i udryddelse af alt bioligisk liv.
På planeterne er der en række Power Cores som en eller anden 'heldig' gut nu skal hente.... Gæt hvor du kommer ind?
KORREKT! Du skal hente disse Cores, og så er der lagt op til store klaske numse dag.

Det er simpelthen historien i en nøddeskal... Du kan vælge mellem en håndfuld køretøjer, og så bliver du dumpet på en planet hvor det vrimler med fjender.
Når man starter spillet op checker man lige sin Dreamcast en ekstra gang, for at se om der står Commodore64 under bunden.
Introskærmen er nok noget nær det grimmeste jeg har set i lange tider, men det er jo heldigvis ikke den man skal spille, så det går da.
I menuen kan man vælge mellem Single Player, Multiplayer og Options.
Vælger man Single Player dukker der en ny menu op hvor du kan vælge køretøj, og længere er lugten af den prut ikke.
Under Multiplayer kan man vælge mellem Arena Select, Options, Frags, Power Cores og Capture.
Arena Select er de forskellige baner man kan spille på. Der er 4 at vælge imellem.
Options er stedet hvor man sætter score og time limits.
I Frags gælder det om at smadre fjenden flest gange.
I Power Cores skal man få fat i fjendens core, og samtidig passe på at han ikke får fat i den man selv kører rundt med.
Endelig er der Capture hvor man skal få fat i en Power Core som er et eller andet sted på banen, inden modstanderen får fat i den.

Ens våben består af en kanon som kan skyde flere forskellige slags raketter, og en minedropper som også har mere end en slags mine.
Løber man tør for ammo, så kan man kalde en helikopter ind som så smider en kasse med ammo på banen.
Man kan også tilkalde en helikopter hvis ens køretøj er væltet og man ikke kan komme på ret køl igen.
Endelig kan helikopteren også give en et energi boost så man er klar til flere kampe.
Køretøjet har et kanontårn som kan drejes uafhængigt af hvilken retning man kører i, og så kan man naturligvis også køre det op og ned.

Selve banerne er der ikke meget at sige om... Det er landskaber med masser af bakker, og det er da ok, men lidt kedeligt.
Grafikken er ikke det vildeste i spillet.
Lige fra den kedelige introskærm og menuen, over til selve spillet, er der ikke det store at skrive hjem om. Køretøjerne er denne verdens 8. vidunder, og eksplosionerne er da også lidt småkedelige.
Lyden består af lidt bulder og brag Å motorlyde, så det er heller ikke her at spillet henter plus point hjem.

Wild Metal er et af den slags spil hvor man enten bliver fanget af det med det samme, eller også hader man det.
Gudskelov er Dreamcast stadig så ny at man kan forvente fede spil i fremtiden, så spar dine penge i denne omgang, og køb istedet et spil som Soul Calibur eller Crazy Taxi, selvom de er i en anden genre.