Wildfrost

Jeg er ikke så god til virtuelle kortspil, da jeg er den dårligste taber i dette danske land. Et spil som Heartstone kan virkelig få mig op i det røde felt, mest når jeg spiller mod andre mennesker. Så jeg forsøger for det meste at undgå genren. Derfor kom det som lidt af en overraskelse at få Wildfrost til anmeldelse, men jeg klemte ballerne sammen, og gav spillet et skud, og her kommer mine meninger om det nye kortspil fra Deadpan Games, som udkommer lige om lidt. Surprise, i øvrigt.

Wildfrost har egentlig ikke nogen historie, som sådan. Der er forskellige stammer med forskellige kort, som hver har en kort introduktion, men udover disse små historier, er der ikke meget at fortælle om denne del. Det meste af spillet er rent gameplay, i sin pureste form, og det vil nok behage dem der synes at mekanikker betyder mere end... ja, narrativ kontekst.

Wildfrost er et kortspil, hvor man skal kæmpe mod en modstander, som spiller diverse kort ud, som har forskellige evner. Nederst på kortet er der en stjerne, som tæller runderne. Når denne tæller når nul, så angriber dit kort modstanderens kort på den modsatte side af bordet. Ja, du bestemmer ikke nødvendigvis selv hvad der skal angribe hvornår, men at overgive den kontrol betyder så at spillet får en ekstra fed strategisk dimension, da man hele tiden skal tænke flere runder frem, og derved hele tiden have en strategi parat, for tingene ændrer sig med hver eneste runde. Hvert kort har et hjerte i venstre side, som er kortets helbred, og et sværd i højre side, som angiver dens skade. Man har en helt, man vælger fra starten ud af tre, og denne helt skal så overleve for ellers er spillet forbi. Derfor skal man hele tiden beskytte og passe på det kort, samtidig med at ens helt er den, der for det meste har de meste effektive evner, så man skal vægte forsvar og angreb meget forsigtigt. Dette tog mig ret lang tid at fange, men hen ad vejen, begyndte det hele at give mere og mere mening for mig. Nu elsker jeg det, for det kræver at man tager sig sin tid, og danner sig et overblik, og planlægger sin strategi baseret på det forsvar man har bygget op omkring sin helt. I starten vidste jeg ikke jeg skulle tænke så langt frem, så når runderne gik, blev min helt tit bare kørt over af modstanderens kort. Det blev dog bedre og bedre, og da jeg følte jeg endelig havde fanget pointen, føltes det så tilfredsstillende.

Ens helt er ikke alene på banen, da man efter første kamp får adgang til nye kort, som man finder frosne på det landkort man bevæger sig på. Disse har ligesom ens hovedhelt en masse spændende evner, og er der for at beskytte ens helt. Så man skal sætte disse andre helte ind på banen, som er delt op på midten, så der kan være tre kort horisontalt både foroven og forneden på banen. Dem der står først for, er dem der bliver angrebet primært, og på den måde kan man beskytte dem, ved at komme hovedhelte helt bagerst i rækken. Derved er det kun de forreste helte der tager tæskene. Det er fedt, at man hele tiden skal opveje disse heltes evner, både offensivt og defensivt. Man har så syv kort i sin hånd, som kan spilles som man ønsker. Disse spænder fra direkte angrebskort, til kort som nedsætter hvor mange omgange der skal til inden ens helt angriber. Det fede ved dette er, at man kan trække kort, så tit man vil, så er man utilfreds, trækker man bare syv nye kort. Eneste bagdel ved dette er, at der går en omgang ved det, så man skal passe på hvordan man bruger det.

Wildfrost er en såkaldt roguelike, så spillet er tilfældigt hver eneste gang man spiller. Kortene er dog de samme, og med samme evner, men den måde man spiller, ens modstander, og de goder man får til sin hjælp, er tilfældigt hver gang. Den bedste måde at beskrive det på er, at man ser et kort imellem kampene, som har en ud af to veje man kan vælge. Hvis man vælger den ene vej, får man specifikke opgraderinger. Der er skattekister, som gør ens kort bedre. Der er halskæder, som man kan sætte på en af ens helte efter eget valg, som giver dem en ny evne. Der er som sagt frosne helte, som kan bruges i den næste kamp, man møder på kortet. Der er et sneglehus som giver guld, som man kan bruge i butikker, som også har alt fra opgraderinger til halskæder. Så det hele er tilfældig genereret, og det er de fjender man møder også, så det er klassisk roguelike. Det betyder både at det er en del lettere at se igennem fingrene med den manglende historie, men det giver også sublim genspilningsværdi. Jo mere man så kæmper, jo mere låser man op for i klassisk roguelike-stil, så selvom det ikke går så godt, så sker der hele tiden fremskridt, som gør man bliver bedre og bedre, og så bliver man bare bedre til mekanikkerne generelt ved at spille igen og igen.

Man kan låse op for nye kæledyr, som man starter ens gennemspilning med. Man kan låse op for specielle kort, som gør helt unikke ting, og man kan låse op for nye stammer, som har helt andre kort end dem man har fra starten af. Jo der er mange timers underholdning i Wildfrost, for der er en vanedannende progression, der bare gør, at man lige tager et gennemløb mere. Hver tredje kamp man møder på kortet, er en boss kamp, hvor et ultrastærkt kort skal besejres. Disse er anderledes udfordrende at besejre, da de kan tage mange tæsk inden de går ned. Der er endda nogle, som efter de er besejret, genopliver med dobbelt helbred, men de gør ikke så meget skade. Lykkedes det at besejre denne mega-boss, får man mulighed for at vælge en ud tre fordele, som gælder fremadrettet, som eksempelvis at man kan have flere helte end de tre man må have på hånden fra starten af, eller man kan trække et helt nyt kort. I forstår det efterhånden, variationerne er ret så uendelige.

Det er en super fed progression, og Wildfrost er svært at ligge fra sig, når man først er kommet i gang. Jeg spillede Wildfrost på min Steam Deck, og her er det det perfekte spil. Det tænker jeg også det vil være, når det spilles på Nintendo Switch, og jeg kunne også forestille mig det ville være fedt på mobile enheder, da kampene er hurtige og intense, så det er et spil man sagtens kan spille på farten, mens tiden bare forsvinder.

Skal jeg skrive noget negativt, er det nok, at spillet ikke er så god til at lære spilleren dens mekanikker. Her mange timer efter jeg først prøvede spillet, sker der stadig ting i spillet, som jeg ikke helt forstår, hvilket godt kan irritere. Spillet er meget minimalistisk, og det fylder kun nogle få hundrede megabyte, så grafikken og lyden ret primitiv, så der er ikke videoer eller dialog der fortæller en spillets mekanikker desværre. Det kunne godt have været bedre.

Wildfrost er dog forfriskende godt lavet og innovativt, og ganske vanedannende, så er man til et kortspil som aldrig bliver ensformigt, så er Wildfrost lige noget for dig. Jeg synes det er glimrende underholdning.