WipeOut Pure

G-kræfterne er enorme i WipeOut Pure. Selvom jeg sidder i min sofa med høretelefonerne på og spiller Liverpool Studios seneste kapitel i den lynhurtige racerserie, så giver det stadig et sug i maven, hver gang mit Feisarskib drøner ned i mørket og igennem den enorme glastunnel. Sollyset rammer den, da den dukker frem på den anden side af tunnelen, og i et kort øjeblik glemmer jeg, at jeg ikke sidder foran min traditionelle tv-skærm.

Allerede tilbage i december sidste år, da jeg første gang stiftede bekendtskab med Pure i London, var jeg solgt. Ja, hvad fanden, jeg kan lige så godt indrømme det; jeg er Danmarks mest dedikerede WipeOut-spiller. Det første spil jeg fik til min PlayStation var WipeOut, de efterfølgende kapitler blev købt på lanceringsdagen og da vi i sin tid fik Fusion herude på redaktionen, så gik tiden i stå. Det var først efter nogle dage at jeg opdagede at Fusion langt fra var, hvad var blevet lovet. Der skulle mange måneder til at pleje mit blødende fanhjerte, og jeg tror aldrig rigtig jeg er kommet mig helt over skuffelsen.

Heldigvis er WipeOut Pure så langt fra WipeOut Fusion, som man kan komme det. Her er ingen opgraderinger, ingen tamme baner og slet ingen alternative veje. Holdet er vendt tilbage til rødderne. Nu handler det igen om at lægge foden tungt på speederen og så ellers bare komme derudaf. Tournament-delen består fra starten udelukkende af Vector- og Venom-ligaerne. Forskellen her er hastigheden, og mens selv den mest grønne WipeOut-spiller kan snegle sig gennem Vector, så er det først i Venom, at man begynder at kunne ane spillets fartpotentiale. Man skal dog igennem begge i både alpha- og beta-udgaverne, samt en såkaldt Acension-turnering (det er alle otte baner smækket sammen), før man når Flash - og det er her udfordringerne for alvor begynder. Enhver der har samtlige WipeOut-spil under bæltestedet bliver først rigtig testet, når man går i gang med Flash-tuneringen. Hvad der gemmer sig bagved vil jeg ikke afsløre, men jeg er ikke skuffet.

Hvad angår selve gameplayet, så er der lavet radikalt om på reglerne - eller det vil sige, man har valgt at holde sig til det oprindelige udkast og så kun rørt blidt ved de få dele som aldrig rigtig har fungeret i serien. Våbnene samles stadig op på banen, men i stedet for blot at bruge dem, så kan de også konverteres til energi - og det giver en solid, ny vinkel. Pitstops er der nemlig ingen af længere, så når du når det kritiske niveau, så er det bare med at omsætte en klynge miner til livsvigtig energi. Nogle gange presser man sig selv til det yderste i jagten på, at komme ind over mållinien alligevel, mens man andre gange stiller sig tilfreds med andenpladsen, for at stå stærkere i den samlede stilling.

Når det kommer til musikken, så er jeg indtil videre imponeret. Jeg har godt nok altid elsket Big Beat-musikken og savner et eller andet sted et par numre fra The Chemical Brothers og Prodigy, men hvis du sætter et par høretelefoner til PSP’en og lytter til numre som Twister med Drumattic Twins, Onyx med Cold Storage og C Note fra Photek, så bliver du ikke skuffet. Den soniske flade rammer plet og er uden tvivl med til at støtte op omkring det hæsblæsende gameplay.

Visuelt er det også svært at blive skuffet. Sonys interne studie har uden tvivl tjek på indmaden i PSP’en, og allerede i denne første generation af produkter spilles der på den grafiske elegance - og her er WipeOut Pure uden tvivl en af de tunge drenge. Tårnhøje bygninger af spejlblankt glas blandes med snoede stier, kun oplyst af neonrør. Andre gange trommer regnen ind på skærmen, mens du suser rundt i et sving højt over et summende metropolis. Det er virkelig elegant lavet, også selv den designmæssige del af spillet stadig ligner noget The Designers Republic har haft igennem forvandlingsmaskinen.

Vi ved endnu ikke hvornår WipeOut Pure slippes her i Europa, og det er der en god grund til, for spillet lanceres nemlig i forbindelse med premieren af PSP-maskinen i Europa, og den er der heller ikke nogen der kender noget til. Én ting er dog sikker; WipeOut Pure ser ud til at blive et mageløst spil for enhver, der nærer bare den mindste kærlighed overfor højhastighedsracere.