
Et par velplacerede missiler rammer mit Harimau-skib med en sådan kraft, at dets i forvejen falske tyngdepunkt, sættes på noget af en prøve. Jeg forsøger forgæves at rette op ved hjælp af min analoge styrepind, men det lykkes ikke, og skibet pløjer sig derfor ind i den nærmeste barriere med over sekshundrede kilometer i timen. I stedet må jeg se hjælpeløst til mens mine mest ihærdige forfølgere drøner forbi mig mod mållinien. Men det er okay. Wipeout-serien har aldrig været for drengerøve, og allerede på Rapier-sværhedsgraden, bliver der for alvor skruet op for aggressionerne hos mine kollegaer på det polerede, bakkede underlag.
Wipeout har aldrig, selvom teknomyterne foreskriver at jeg siger det, været spillet, der fik en PlayStationen ind under fjernsynet i verdens mange hjem. Det var forbeholdt undergrunden, de krævende teknik-entusiaster og det i forvejen spillende folk. Designers Republic sikrede naturligvis spillet en helt unik atmosfære og stil, mens der utvivlsomt også har været et par hoveder, der kunne genkende tonerne fra de ellers ukendte Chemical Brothers og Orbital, men som sådan gjorde det hverken fra eller til i forhold til Sonys succes. Der har aldrig fandtes en Wipeout-generation.
Til det var spillet for skånselsløst. Ét enkelt fejltrin satte en brat stopper for dit skibs høje hastighed, AI’en var direkte provokerende og banernes mange hårnålesving, dræbende dybder og bugtende fremtidsallér, blev hurtigt en for stor mundfuld for de fleste. Og det var netop dette, der sikrede Psygnosis kult-status blandt en håndfuld førstegangskøbere. Som årene er gået er de blankpolerede neon-overflader, den utilnærmelige technomusik og seriens vanvittige fart naturligvis blevet testet af konkurrenterne, men med undtagelse af F-Zero, har ingen af dem lykkes med at bryde lydmuren på sammen måde som Wipeout i sin tid gjorde det.
Måske er det derfor at Studio Liverpool og Sony viser tandsættet frem og bider fra sig. Det er tid til at mesteren igen indtager tronen og viser de håbefulde slipstrøms-lukratører, hvem der kan dreje en hulens masse linier kode sammen til en af de mest engagerende raceroplevelser nogensinde. Og Wipeout Pure er netop dette. Det er en magtopvisning, der på én gang viser, at PSP’en har en ordentlig bunke kræfter under motorhjelmen, og som samtidig hiver serien tilbage til rødderne. Et sted, mange fans har campet ud i årevis.
Pure er som sådan ikke opfindelsen af den dybe tallerken. Året er 2197 og FX300-ligaen er igen klar til at ræse teknoboulevarderne tynde. For dig som spiller betyder det, at du endnu engang skal kæmpe dig op gennem rækkerne i den prestigefyldte sportsgren og ende øverst på podiet. I den højteknologiske garage står gamle gengangere som AG-systems, Auricom og Feisar side om side med nye og glinsende skibe fra Assegai, Harimau og Triakis. Banerne, der ræses på, huses af den kunstige og yderst idylliske sydhavsø Makana, og gennem spillets 12 af slagsens støder du både på højtliggende, bugtende og decideret metropolagtige landskaber. Udvikleren har også inkluderet fire originale baner fra seriens andre udgivelser, men grundet en fæl omgang tron-i-fisering og en lyst til at rode og rage med det DNA, der i sin tid gjorde dem så fremragende, så er det næppe et plus hos den gamle Wipeout-klike.
At der også er skabt en bedre balance i gameplayet, var tiltrængt. I alt for lang tid har jeg måtte trøste mig med det fallerede og dårligt strukturerede Wipeout Fusion, der med fokus på våbenopgraderinger og løsthængende skibe, slet ikke formåede at ramme ånden i den fartglade serie. Med Pure handler det igen om at race. Våbnene er der stadig, og der er da også kommet visse forbedringer i arsenalet, men dine færdigheder testes først og fremmest i de knivskarpe sving og på de lange gader, hvor skibets luftbremse nu skal bruges til fulde, for at opnå bare en rimelig placering. Det væmmelige pit-system er også skrottet til fordel for et, der lader dig vælge mellem enten at bruge et opsamlet våben eller lade det indgå som energi til dit evigt dalende skjold. På den måde har Studio Liverpool faktisk opnået at lægge en smule taktik ind i spillet.
Når man nævner et Wipeout-spil, er det svært at komme uden om den visuelle side af sagen, og selvom du måske ville forvente, at Pure ville se betragteligt mere skrabet ud på en PSP end på f.eks. PS2, så er det faktisk aldrig tilfældet. Højtpolerede glasoverflader blander sig med pulserende neon-reklamer og glødende lys. Imens slår en silende regn ind på PSP’ens widescreen-skærm, og forhindrer dig i et splitsekund at se banen helt tydeligt. Det er et imponerende syn, og selvom den tunge grafiske side fra tid til anden skaber visse problemer for en flydende hastighed, så er det ikke noget du lægger mærke til, når du først drøner ud af den forvredne, solsvedne asfalt.
Musik er heller ikke et emne der kan danses hen over, når man har med Wipeout at gøre. Den tunge, trommebaserede techno er et af seriens varemærker, og i denne omgang leveres tonerne af så fornemme lydtroldmænd som bl.a. Photek, Aphex Twin, Cold Storage og de stadig oversete Themroc. Det soniske bærer ikke længere præg af decideret Big Beat-indflydelse, men der er stadig noget sært bevægende og anderledes overvældende over soundtracket - noget, jeg absolut ikke syntes var til stede i Wipeout Fusion.
Sonys seneste racer er, udover at tage afsæt i et fremtidssceneri og være et aldeles gennemført spil, også skabt med fremtiden for øje - og specielt i forhold til PSP’en. Spillet inkluderer et solidt multiplayer WiFi-baseret tiltag for op til otte spillere, og selvom jeg kun har prøvet det med en enkelt ven, så virker det upåklageligt. Der er også masser i vente rent download-mæssigt. Her har amerikanerne længe kunnet hente både Gamma Pack 1 & 2, og Studio Liverpool lover månedlige pakker af både skibe, baner og skins til alle dem, der ønsker at forlænge deres romance med højhastighedsraceren - her såvel som i staterne.
Wipeout Pure er nøjagtigt så rendyrket, smukt og lynende hurtigt som titlen spiller op til, og det kan snildt betragtes som et af maskinens allermest lokkende tilbud på lanceringsdagen. Kongen af fart er tilbage!
-----------------------------------------------------------------------------------
Læs også disse PSP-anmeldelser:
Wipeout Pure
Lumines
Archer MacLean's Mercury
NBA Street Showdown
NFL Street 2 Unleashed
F1 Grand Prix
Ridge Racer