Without Warning

Ved første øjekast er Without Warnings præmis alt andet end original. Den amerikanske kemikaliefabrik Peterson-Daniels, er blevet overtaget af tungt bevæbnede terrorister, der truer med at sprænge den i luften - med massive civile dødsfald og en monumental miljøkatastrofe til følge. Sekretær Tanya Shaw, sikkerhedsvagt Dave Wilson og journalist Ben Harrison er fanget i den besatte fabrik, men hjælpen er på vej: Den altid handlekraftige amerikanske regering har sendt et toptrænet Special Forces-hold til at klare paragrafferne.

Som spiller overtager du kontrollen med det hårdkogte hold, der efter en begivenhedsrig ankomst decimeres til en trio. Men du får også mulighed for at styre Tanya, Dave og Ben, og heri ligger Without Warnings bud på spillemæssig fornyelse. Tidligere Core-udvikler Jeremy Heath-Smiths kunstgreb er at lade spilleren styre de seks figurer på skift i et kronologisk, 24 Timer-inspireret "minut-for-minut"-forløb - ofte med det resultat, at man oplever samme begivenheder fra flere forskellige vinkler.

Desværre får ideen aldrig nogen markant indflydelse på Without Warnings gameplay, der former sig som i en hvilken som helst missionsbaseret 3D-shooter. Historiens stramme, kronologiske struktur slår aldrig igennem i missionerne, hvor man typisk kan tage sig al den tid, man lyster. Tilsvarende er muligheden for at følge begivenhedernes gang fra flere vinkler udelukkende interessant på handlingsplanet: I det reelle gameplay medfører det højst ankomsten af en computerstyret våbenfælle eller to.

Without Warnings missioner er sjældent videre opfindsomme: En endeløs strøm af fjender skal likvideres med maskingeværer, pistoler, sniper-rifler og håndgranater, helst mens man selv holder sig uden for kuglernes rækkevidde - for eksempel bag stålhegn, kemikalieapparater, eller en af spillets forbavsende skudsikre trækasser. Bomber skal demonteres og låse dirkes via monotone minigames, forudsat det ikke er tilstrækkeligt simpelthen at støve et keycard op eller trykke på en kontakt.

Hver gang et delmål nås, kalder de stramt script-styrede missioner en bølge nye fjender frem. Mønsteret bliver meget hurtigt gennemskueligt, og går man forsigtigt frem - fra gemmested til gemmested - bliver man kun udfordret i spillets ganske få åbne ildkampe. Med til historien hører det også, at terroristerne kun kommer i ganske få variationer: Skydende araber, bombebærende araber, raketkastende araber. De er i øvrigt høflige nok til altid at annoncere deres ankomst med hovedløse skudsalver og stereotype terrorist-tilråb - generelt er det ikke lige AI, de her fanatikere har mest af.

Det seks mand høje persongalleri medfører i sagens natur en vis variation: Om ikke andet får man en ny hovedperson at se på. Men af spillets seks figurer adskiller de fire sig kun i bevæbning og i de minigames, de bliver udsat for, og med kun én slags skyder per mand, giver det stadig et betydeligt smallere udvalg end i de fleste 3D-shootere. De to sidste spilfigurer - sekretær Tanya Shaw og journalist Ben Harrison - bringer noget basalt stealth-gameplay til bordet, men heller ikke her har Without Warning noget at byde på, der ikke er set bedre og mere tilfredsstillende.

Fornemmelsen af kedsomhed og monotoni højnes kun af omgivelserne. Allerede efter en times tid kører man sur i kemikaliefabrikkens rustne stålrør, kolde neonlys og ru gasbeton-vægge. Banerne er små og ligner hinanden til forveksling, og man savner den indlevelse og fordybelse, som for eksempel Far Crys vidt åbne junglebaner gav plads til. Without Warning præsenterer sig ellers ikke så dårligt endda: Grafikken er sprød og klar, med flotte, udtryksfulde karaktermodeller, ligesom den dæmpede, spændingsfyldte underlægningsmusik fint komplementerer spillets tv-serie præg.

Desværre lider især billedsiden under en række skæmmende småfejl med fiktive lyskilder og munde, der taler uden at bevæge sig, ligesom clipping er et dagligdags fænomen på Danielson-Peters - hvad enten man går igennem (!) lig eller vader henover ammunition, man ikke lige står og mangler. De mange småfejl rammer også mere afgørende steder, som når de toptrænede elite-soldater ikke formår at kaste deres håndgranater over selv det mindste hegn, eller når en fjende dukker op bag ens ryg, selvom man nøje har overvåget rummets eneste indgang.

Without Warning er ikke noget decideret dårligt spil, men det er heller ikke imponerende. Handlingens kronologiske, 24 Timer-inspirerede flow er alt, hvad Jeremy Heath-Smith og kompagni har kunnet komme på af nye ideer - og det forslår ingen steder, når gameplayet er så forudsigeligt og knastørt, som det faktisk er. En skuffende og uinspirerende oplevelse, trods et koncept med potentiale og et vist teknisk håndelag.