Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Wizardry 8

Wizardry 8

Endelig vender én af de mest hæderkronede rollespilsserier tilbage til pc.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Endelig vender én af de mest hæderkronede rollespilsserier tilbage til pc. Dette er efter et langt og sejt træk, som indebar skiftende udgivere, nær bankerot og udviklingsmæssig krise. I sidste ende har det været Sir-techs kærlighed til serien, som har båret det igennem. Dette bærer Wizardry 8 præg af, men det bærer også præg af, at have været under udvikling så længe. Spørgsmålet er så, om det har været ventetiden værd?

HQ

Unik sammensætning
Udgangspunktet i det nye skud på stammen er, selv sagt, den samling af individer, som du vælger at styre. Du har mulighed for at kreere seks unikke figurer, og har plads til at tilføje yderligere to i løbet af eventyret. Som det tidligere har været tilfældet, er mulighederne for, at skabe en meget særegen og slagkraftig sammensætning til stede. Der er elleve forskellige racer og femten unikke professioner til din rådighed. Alle racer har deres specifikke styrker og svagheder - men ingen er begrænset i valg af profession. Professionerne spænder over blandt flere samuraier, biskopper, gadgetterer og troldmænd. Samuraier er utroligt gode til at lave kritiske slag på modstanderne, biskopperne kan lære alle magiske retninger, mens eksempelvis en lord kan både kæmpe og kaste magi. At sammensætte den ultimative flok er svær, og du vil kunne opnå gode resultater på mange forskellige måder. Derudover er der intet der hindrer dig i, at lave en trup på seks øglekrigere. Når du har valgt profession og race, så har du en række muligheder for at fordele evnepoint, og derved gøre dine figurer yderligere singulære. Endelig kan du bestemme, hvilke stemmer dine aktører. Her bestemmer du endvidere enkeltvis, om de skal være arrogante, kaotiske, blide eller noget helt fjerde. Dette spiller selvfølgelig ind på deres opførsel, og andre personers holdning til dig. Når du er tilfreds med dine valg, så er det tid at sætte begivenhederne i gang.

Ondskaben selv
Historien fortsætter hvor Wizardry 7: the Dark Savant endte. Din gruppe af helte er styrtet ned på planeten Dominus, efter at deres rumskib er blevet beskudt af the Dark Savant. Nu åbner en episk historie sig, der involverer, at finde den person der personificerer ondskaben selv. I din færd skal du kombinere nogle magiske effekter, og gå gennem den kosmiske cirkel. Her vil dine heroer blive ophøjet til demiguder, inden de tager kampen op med the Dark Savant. Verdenen er, som det tidligere var tilfældet, en krydsning af eventyr og science fiction. Her eksisterer magi og teknik side om side. Væsnerne er mange og diverse, dette skyldes interaktionen mellem planeterne, hvilket har ført til stor udveksling af racer. Måden hvorpå de enkelte stilgrene er forenet, fungerer uden beklagelse, universet er utroligt gennemarbejdet, og fyldt med spændende detaljer.

Strategiske formationer
Du starter midt på en strand, omgivet af vraggods fra dit rumskib. Du har knap nået at få vejret, inden nogle irritable kæmpekrabber kaster sig over dig. Nu stifter du for første gang bekendtskab med Wizardry’s kampsystem. I venstre hjørne har du hele tiden et strategisk formationskort. Dette er delt op i fem zoner, indenfor hver du kan placere op til tre personer. Du kan altså eksempelvis vælge, at placere to krigere forrest, to magiske krigere bagved dem, og så to med både langdistance og nærvåben ved deres flanker. Systemet er opbygget for at kompensere for, at du ikke kan se hele gruppen på et oversigtskort, men derimod konstant ser tingene fra første persons synsvinkel. Efter noget tilvænning fandt jeg mig tilrette, og det lykkedes mig hurtigt, at konstruere et par slagkraftige formationer. Det er vigtigt, at have flere forskellige alternativer og strategier, for fjendernes tilgang til dig er meget forskellige.

Turbaseret kamp
Fjenderne er nemlig også meget diverse. Du har de sædvanlige lavt intelligente væsner, som barer stormer frem mod dig. Men der er også andre med mere intelligens, som udnytter deres forcer i distanceangreb. Alt efter hvorvidt modstanderne har våben, magi eller teknologi til deres rådighed, vil de angribe dig forskelligt. Kombineret giver dette nogle intense og udfordrende kampe. Disse bliver udkæmpet turbaseret, hvor du udstykker ordrer til dine tropper, og så ser dem udført. Dette fungerer egentlig meget godt, og giver et afbræk i de mange meget actionbaserede titler. Når alle ordrer er uddelt, sker aktionerne ud fra de enkelte figurers score i initiativ. Dette kan medføre, at en nøje udtænkt strategi kan blive spoleret, og resultere i, at du nu skal udtænke en ny taktik. Kører du blot ud fra hack’n’slash princippet, skal du huske at gemme meget ofte - for du vil dø ustandseligt.

Dette er en annonce:

Ikke lineær historie
Wizardry 8 er ikke lineært, historien forløber efter dit ønske, og verden står åben for din færden. Du kan løbende vælge mellem en lang række forskellige missioner, som alle er udfordrende, dog måske en anelse uimaginative. Eksempelvis starter du lige ved siden af et kloster, som gemmer på masser af kampe. En god ide er at gå herind og give din trup noget kamperfaring, men der er intet, der hindrer dig i blot at løbe i den modsatte retning. Dine udfoldelser vil påvirke, hvordan historien udvikler sig - hvilket giver flere alternative slutninger på spillet. Dette kombineret med, at det tager omkring 70 timer at løbe igennem ,giver Wizardry 8 en meget lang levetid. Positivt er det, at det er effektiv spilletid, og ikke blot en masse løben hovedløs rundt.

Styresystemet er godt passet sammen. Omgivelserne ses i et stort vindue, der så er omkranset af genveje til de mest gængse optioner. Du kan hurtigt bese dine forskellige figurer, ændre din taktiske opstilling og klargøre magi. Mens du bevæger dig rundt, vil en af dine figurer, af og til, gøre dig opmærksom på forskellige ting. Dette kan være fælder, fjender eller andet, og gøres via et tekstvindue, som bliver oplæst. Selvfølgelig taler figurerne med de stemmer og den personlighed, du har givet dem, og dette er med til legemliggøre dem.

Et godt spil som tiden er løbet fra
Teknisk set er tiden løbet fra Wizardry 8. Dette bliver synligt, så snart du kastes ud i spillet. Grafikken kan ikke sammenlignes med nuværende alternativer. Omgivelserne er kantede, og opbyggede af uskarpe teksturer. Fjenderne er tålelige, men meget éndimensionelle. Det ville have været et relativt flot spil, hvis det var blevet udgivet, da det var færdigt. Men som årene er gået, er tiden også løbet fra den grafiske motor. Selvfølgelig er det ikke grafikken det kommer an på, for sammenlignet med at sidde med pen og papir, så er der en verden til forskel. Desværre er Morrowind på gaden, der kombinerer superb grafik med involverende gameplay, så man kan ikke komme udenom grafikken. Lyden i Wizardry er ellers også udmærket, der er virkeligt brugt tid på, at skabe en masse forskellige stemmer. Dertil er baggrundslyden under dine eventyr også pænt over middel, både de ambiente lyde som kampstøjen.

Overordnet set er Wizardry 8 en meget kompetent titel. Desværre bliver det udgivet på et tidspunkt, hvor konkurrencen er usandsynlig hård. Er du dog en gammel fan af serien, der gerne vil have afslutningen på den episke historie, så er der masser af underholdning at hente. Jeg har i hvert fald fået mange timer til at gå i dets selskab.

Dette er en annonce:
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Når du først har brugt nogle timer bliver du suget ind i universet. Veludviklet verden. Ikke-lineært plot. Masser af valgmuligheder.
-
Teknisk dateret. Svært - du dør ofte.Overvældende konkurrence på markedet.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Wizardry 8 demo

Wizardry 8 demo

NYHED. Skrevet af Henrik Hansen

SirTech Canada har langt om længe frigivet en demo af Wizardry 8, så RPG fanatikere skal bare gå til fadet...



Indlæser mere indhold