Vi har allerede hygget os med Wolfenstein II: The New Colossus til E3, men selvfølgelig hopper vi på muligheden, når Machine Games spørger, om vi vil spille lidt mere. Derfor vil jeg - i følgende preview - forsøge at belyse nogle af de ting, vi ikke allerede har rørt ved.
Missionen jeg denne gang får lov til at prøve starter med en cutscene, hvor BJ Blazkowicz møder den lokale modstandsgruppe. Det første der slår mig her, er ikke intensiteten i scenen. Det er grafikken. Wolfenstein har aldrig været en grim serie, men jeg kan heller ikke mindes, at jeg er blevet så forbløffet over grafikken. Sigrun Engel, datteren til Frau Irene Engel (en af hovedpersonerne i forrige spil) har byttet side i kampen, men det er ikke alle der er overbevist om, at hun har lagt hele sin nazi-elskende side bag sig.
Der når at ske meget i den første cutscene. Det minder mere om en flot produceret film end et traditionelt spil, og uanset hvor overgivet spillet bliver, så kan man ikke kigge væk. For det er de store følelser der er i spil - hvis man er ked af det, græder man, og hvis man er sur råber man - men i det univers Machine Games har skabt, kunne man ikke forestille sig karaktererne opføre sig på andre måder. Det er overgearet, det er humoristisk og det er hamrende godt.
Så får jeg kontrollen og bevæger mig ud på Roswell High Street, hvor de netop er i gang med at afholde en patriotisk parade - selvfølgelig for nazisterne, men det fjerner ikke skønheden... helt. BJ's mission er at få kontakt til informanten der har sin egen restaurant og, måske lidt mere relevant, kender en hemmelig rute til det berygtede Area 52. Når han er fremme ved Area 52, er det min mission at springe en mini atombombe, da det vil være et slemt slag mod nazisterne.
Udklædt som en brandmand navigerer jeg BJ gennem gaderne og allerede her: sikke en gåtur. Jeg overhører alt fra KKK-medlemmer der forsøger at lære at tale lidt tysk, til tyske officerer der prøver at score de amerikanske piger. Jeg når lige at høre én af dem sige "Ich liebe dich", inden jeg drejer rundt om hjørnet. Jeg formoder ikke hun har været så let at score, men jeg respekterer officerens forsøg. På den anden side af hjørnet møder jeg en fuld hjemløs mand, der taler til sig selv i rendestenen. Det her er et levende miljø og det fortæller mig, at Wolfenstein II ikke "bare" ser sig tilfredse med at være spillet, hvor du kan dræbe Hitler til slut. Wolfenstein II: The New Colossus har noget på hjertet.
<newpage>
Jeg kommer endelig frem til restauranten, jeg ledte efter. Alt er gået glidende hidtil, men jeg er ikke så naiv, at jeg forventer det fortsætter på den måde. En tysk vagt beder om mine papirer ved indgangen, jeg giver ham dem, og medvinden ser for et kort sekund ud til at fortsætte med at blæse i min retning, indtil han rejser sig op, ser mit flotte ansigt på en Wanted-plakat lige ved siden af ham og alt eskalerer. Jeg vil ikke gennemgå sekunderne der fulgte i detaljer - dem vil jeg lade din fantasi lege med - men vi står efterfølende nede i kælderen, nu bare med en smule mere blod på tøjet, og hører om vejen til Area 52.
Nu starter kampen for alvor, og jeg bliver derfor præsenteret for et udvalg af våben og våbenpakker, jeg kan bruge til at modificere dem til mit behov. Der er en lyddæmper, til de af jer der gerne vil tage den stille rute, og da stealth var så sjovt i de tidligere spil, kunne jeg ikke lade være med at vælge den fremgang. Ikke mit bedste valg. Fjenderne kræver en smule flere skud i hovedet med pistolen end jeg havde regnet med, så jeg bliver hurtigt opdaget og føler mig virkelig ikke klædt ordenligt på til kampen. Jeg har dog heller aldrig sagt nej til en udfordring - især ikke når jeg er i skoene på selveste BJ Blazkowicz - så jeg håndtere de kort jeg har fået på hånden med den bedste taktik jeg kender: dræb alt med en puls.
Jeg får fjernet alle nazisterne, men spillet har selvfølgelig en overraskelse gemt i ærmet: dræber-robet. Den kommer langsomt gående imod mig. Den er mindre end de robotter vi kæmpede mod i tidligere spil, men på en eller anden måde mere skræmmende. Den ser mobil ud, og de LaserKraftWerks der sidder fast på dens skuldre er måske også en del af forklaringen. Uanset hvad, så var det ikke en fjende, jeg havde i sinde at undervurdere.
Den næste sektion går en smule væk fra de større åbne område, og ser os "klemt inde" i et tog der kører til Area 52. Der er vagter der patruljerer op og ned af gangene, og jeg går tilbage til min stealth-taktik fra tidligere, da den virker oplagt i dette område. Og ja, jeg er pinlig bevidst om, at den selvsamme taktik fejlede spektakulært for 10 minutter siden, men anden gang er lykkens gang. Det viser sig, at ordsproget hedder "tredje gang er lykkens gang", for min anden gang gik ikke meget bedre. Efter et stykke tid blev det umuligt for de tilbageværende vagter at overse ligene af deres døde kammerater, så en konfrontation blev uundgåelig. Desværre stødte jeg ind i et problem her: AI var ikke den klogeste. Jeg så dem sidde fast i døråbninger og sidde fast i liget på gulvet under dem og så dem endda løbe i den modsatte retning... faktisk er den sidste handling ikke så dum, nu jeg tænker mig om. Jeg var sikkert også løbet væk fra BJ Blazkowicz i en skudkamp.
Det var da jeg forlod toget, og skulle til at træde ind på Areal 52 at spillet gik i stå. Udvikleren forsikrede mig om, at det var en bug der ville blive fjernet inden udgivelsen, men det betød, at jeg måtte starte hele demoen forfra. Det gav mig da en undskyldning for ikke at vælge pistolen med lyddæmper denne gang. Spillet var helt anderledes, når man ikke føler sig udsat i skudkampene. Lyddæmper er en god idé, men det var først da jeg løb rundt med en shotgun i den ene hånd og en rifle i den anden, at den sande Wolfenstein-følelse vendte tilbage.
The New Colossus er alt hvad vi havde forventet og mere til. Skudmekanikkerne føles flydende som altid, og stealth-sektionerne var intense på den helt perfekte måde. Det har sjældent følt så underholdende at myrde nazister på den mest brutale facon, og jeg kan ikke vente med at finde ud af, hvordan BJ Blazkowicz og resten af oprørsstyrken vil rense Amerika for det nazistiske styre.
Ich liebe Wolfenstein.