The Old Blood er efterfølgeren til sidste års overraskende succestitel The New Order, vender The Old Blood tilbage til de mere okkulte rødder, som var med til at gøre serien kendt.
The Old Blood kræver ikke hovedspillet for at køre, og for de 159 kr. spillet koster, en pris som sikkert kan findes lavere på PC, hvis man er villig til at shoppe lidt rundt, får man faktisk en pæn spilletid på fem til seks timer. Det er ikke så dybdegående som The New Order, men med den lave pris er det næppe en overraskelse. Det du får for pengene, er otte kapitler plus det løse spækket med store våben og blodig vold, samt en ny Score Attack-mode, der udspiller sig i et udpluk af områder fra spillet.
Som det var tilfældet i forgængeren, lider spillet en smule af ujævnheder, når det kommer til tonen i spillet, og vi foretrak faktisk historien i det første spil. I første halvdel af kampagnen handler det udelukkende om at snige sig gennem områder, nedlægge vagter og når så det hele går galt, dræber man alt hvad der rører sig. I anden halvdel bliver kampagnen mere til en zombie-shooter, og mens tempoet stiger, får diskretion og finesse en kugle i panden.
Det er første halvdel af spillet er klart der, hvor spillet brillerer, og hvor spillet tager stafetten fra The New Order, og bærer den videre i retningen af et spil, der handler lige så meget om stealth som om at skyde. De første fire kapitler er en god blanding af snigeri og brutale ildkampe, hvilket er noget vi mindes med glæde fra Machine Games' første spil i serien. Man skal endnu en gang tage sig i agt overfor officerer, der skal dræbes forsigtigt, så de ikke alarmere de andre vagter, og man pludseligt finder sig i en byge af kugler og på de højere sværhedsgrader granater.
Fjendernes kunstige intelligens er i denne omgang heller ikke fantastisk, og går gladeligt forbi en falden kammerat uden at reagere. Det gør at det hele i visse sektioner føles meget "spil-agtigt", men det er et mindre problem, da stealth-takedowns er så pokkers underholdende. Især de lydløse kasteknive er er tilfredsstillende, og når det så går galt, er ildkampene rigtigt sjove.
Skyderiet er så sjovt takket være de fantastiske våben i Wolfenstein. De er kluntede og føles tilpas heftige; våbenmetallet kan til tider optage, hvad der føles som halvdelen af skærmen, når man dual-wielder, og selv et enkelt våben kan føles stort i hænderne. Man kan mærke energien ved hvert tryk på aftrækkeren. Det er tydeligt at Machine Games elsker deres våben, ligefrem til det punkt hvor de har tilføjet animationer, der får den kække B.J. Blazkowicz til at tørre støvet af sit våben med jævne mellemrum.
Arsenalet er en smule mindre i The Old Blood, og radialmenuen hvor man vælger våben er en smule vanskelig at bruge. Til gengæld fungerer kampene lige så godt her, som de gjorde det i The New Order, lige pånær boss-kampene. Selvom der ikke er en boss, der er lige så irriterende som den sidste i originalspillet, er der et par stykker i denne titel, der ikke var så tilfredsstillende.
Historiens rolle er mere funktionel, og selvom den indramme gameplayet godt, står den ikke i kø til at vinde en pris for originalitet. Stemmeskuespillet er solidt, og der er nogle morsomme personligheder at møde på vejen, hvilket gør rejsen noget mere underholdende end den ellers havde været. Den korte kampagnelængde gør, at historien er ganske tilpas, dog uden at hverken overraske eller forbløffe os.
Det er samme historie med det visuelle; æstetikken fra det første spil er i store træk bibeholdt her. Der er nogle interessante områder, man udforsker, og nogle af miljøerne er overraskende store. Wolfenstein Castle selv er meget velkonstrueret, med uhyggelige gravkamre i kælderen og klaustrofobiske korridorer overalt.
En solid Score Attack-mode er inkluderet, og bringer lidt større holdbarhed til den ellers korte titel. Her kan man genspille nogle af sine yndlingssektioner fra kampagnen, denne gang på tid og med muligheden for at forsøge sig med forskellige fremgangsmåder. Man bliver tildelt points for sine handlinger, og en timer tikker ned i hjørnet, der tvinger en til at tage nogle chancer, som man måske ikke tog under første gennemspilning.
Den første halvdel af spillet er klart den bedste, men efter et par boss-kampe mod slutningen af fjerde kapitel ændrer tingene sig en del, og der bliver længere og længere imellem stealth-sektionerne. Når man sniger sig ind og ud af dækning, bruger sine kasteknive og rammer uopmærksomme vagter uden at alarmere resten, imponerer spillet. I det øjeblik zombierne dukker op, forsvinder det nuancerede gameplay, og spillet bliver til en mere standard shooter-titel. Mange sætter sikkert pris på temposkiftet, men vi savnede mere snigeri og færre brændende zombier i spillets anden halvdel.
Heldigvis dominerer zombie-elementet ikke finalen, og der er god grund til at kæmpe sig frem til spillets endelige konklusion. The Old Blood kan bryste sig af det samme gode kampsystem som sin forgænger, og en på samme måde lige så tilfredsstillende spiloplevelse. Det kan dog også siges, at spillene har for mange ligheder, og at The Old Blood aldrig rigtigt bygger videre på sidste års succesfulde reboot, men blot har udskiftet noget af pynten uden helt at leve op til variationerne i originalen. Hvis vi skulle vælge mellem de to, ville vi foretrække det første spil, men anbefalingen er ret lige til: Hvis du kunne lide The New Order, vil du også kunne lide denne standalone-udvidelse.
