Wolfenstein: Youngblood

Wolfenstein er kommet langt siden MachineGames overtog serien tilbage i 2014 og genopfandt universet med Wolfenstein: The New Order. Det var et spil som for alvor placerede udviklerne på verdenskortet og siden da er forventningerne til holdet kun blevet større. Det nyeste kapitel i den efterhånden ældgamle spilserie afviger godt nok fra den klassiske formular på flere punkter, men fans kan stadig glæde sig til en stærk debut fra de to Blazkowicz-piger, Jessica og Sophia, i deres blodsprøjtende kamp mod et (fortsat) nazikontrolleret Europa.

Wolfenstein: Youngblood udspiller sig to årtier efter hændelserne i Wolfenstein II: The New Colossus. Tvillingernes far, den legendariske nazijæger fra de andre spil, er forsvundet sporløst i et krigshærget Frankrig. De rebelske døtre må derfor selv tage affære og gennemsøge landet for at finde fatter - og hive ham tilbage hvor han uværgeligt hører til: i modstandsbevægelsen, trætteløst kæmpende mod de forbandede nazister. Jovist, hvis Frankrig virkelig skal løserive sig fra Hitlers jerngreb, så er der brug for alle medlemmer af familien Blazkowicz!

Spillet starter med et sentimentalt tilbageblik på familiens baggrund, et lille glimt af fortiden, fortalt gennem en række filmsekvenser. Trods den rædselsfulde virkelighed, det mørke kapitel af verdenshistorien som de lever i, så er familien Blazkowicz - 'BJ', Anya, Sophia og Jessica - lykkelige sammen. Vi ser hvordan 'BJ' lærer sine døtre både at jage og at forsvare sig selv. Følelsen af et stærkt søsterskab skinner tydeligt igennem og slår tonen an for den på samme tid kærlige, brutale og barnlige pingpong som tvillingerne har kørende gennem hele spillet.

Ved spillets begyndelse har de to søstre fået til opgave at infiltrere et nazistyret luftskib og spillets første mission er ret så fantastisk. Der er flere måder at tilgå opgaverne på og fjenderne kan gribes an på forskellig vis, afhængig af hvilke evner man har valgt forud for missionen. Man kan for eksempel vælge mellem forskellige våben (lyddæmpet- eller maskinpistol?), nærkampsangreb, camouflageudstyr og helbredende egenskaber som hjælper dig og din søster - uanset om hun bliver styret af en anden spiller eller af computeren.

Én mulig strategi er at snige sig forsigtigt omkring på luftskibet, at gemme sig i skyggerne og stilfærdigt stikke vagterne ned bagfra. Søstrene er begge iklædt en futuristisk maskindragt som blandt andet giver dem usynlighedskræfter, så den mere listige tilgang er bestemt kun blevet mere oplagt i Youngblood - sammenlignet med tidligere spil. Omvendt kunne en anden strategi være at fare lige i flæsket på nazisterne, uden list eller forsigtighed. Det er selvfølgelig også en prisværdig og sensibel attitude, ikke mindst fordi de brutale nærkampe virker utrolig tilfredsstillende og våbenstyringen er uovertruffen.

Wolfenstein-serien, navnlig de senere kapitler, har typisk været meget ligefrem, måske endda en smule simpel i sin udlægning - og derfor også fremelsket en bestemt spillestil. Som oftest har spilleren haft til opgave at bevæge sig trætteløst fremad, løse basale problemer og blæse horder af nazisvin i stumper og stykker. Youngblood giver for første gang i seriens historie mulighed for at dele oplevelsen med en anden spiller. Man kan selvfølgelig vælge at spille alene, men hvis man vil have mest muligt ud af spillets strategiske potentiale, så må man slå pjalterne sammen med en anden spiller gennem internettet.

Spillets onlinestruktur gennemsyrer faktisk flere aspekter af oplevelsen, da Youngblood også tilføjer talenttræer, daglige og ugentlige udfordringer, kosmetiske opgraderinger og missioner som er bygget med repeterbarhed for øje. Youngblood er derfor på flere måder en radikal afvigelse fra de andre spil. Dog skal man næppe tænke spillet som et varsel om fremtidige kapitler, men en slags genreeksperiment, indenfor seriens og universets rammer. Og hvad det angår, så har Youngblood også fat i noget værdifuldt, da spillet bestemt er sjovere og langt mere interessant, når man spiller det sammen.

Det er her vigtigt at nævne, at spillet tilbyder et delesystem i stil med for eksempel A Way Out hvor du, hvis du ejer Deluxe-udgaven af spillet, har mulighed for at dele det med en ven. Det kræver kun en aktiv konto hos Bethesda.net som skal bruges til at forbinde spillerne gennem den relevante platform. Det er fin lille løsning som også giver tøvende investorer lejlighed til at prøvekøre spillet, før de smider penge efter det. Og skulle man vælge at springe på vognen, så bærer progressionen selvfølgelig med over.

Uanset hvilken af de to karakterer man vælger, så har man adgang til de samme valgmuligheder i forhold til missionsudstyr, talenttræer og våbenopgraderinger. Talenttræerne dækker over tre kategorier af egenskaber: 'Mind' tilbyder opgraderinger til livspoint og forskellige undvigelsesmanøvrer; Muscle forstærker dit panser, åbner op for nye typer af specialammunition og giver mulighed for at give lussinger til de helt store fjender; Power, slutteligt, forbedrer superdragtens forskellige egenskaber. Opgraderingerne er desuden forbundet med de erfaringspoint som man løbende, og uden videre problemer, indtjener.

Foruden opgraderingerne, så kan man også købe kosmetiske ændringer og bonusser til erfaringspoint med en intern valuta, eller 'guldbarer' som koster virkelige penge. Mikrotransaktioner er aldrig et kønt syn, men for hvad det er værd, så pressede behovet eller ønsket om at købe noget sig aldrig på i vores tid med spillet.

Det sagt, så er missionernes opbygning en gennemgående kilde til skuffelse. Spillets føromtalte introduktion byder ligesom op til en spiloplevelse med en stærk og tilstedeværende fortælling, men Youngblood er ret mager på det punkt. Historien er interessant, men afstumpet og underudviklet - og dens rolle og væsentlighed i forhold til resten af universet virker måske lidt uklar. Størstedelen af missionerne er desuden udformet som simple og ensformige stik-i-rend-pige-opgaver. Spillets halvåbne verden er ganske vist fantastisk at bevæge sig rundt i - her mærker man tydeligt Arkane Studios' indflydelse - men de enkelte områder byder oftest på de nøjagtigt samme missioner, med de samme fjender og næridentiske opgaver.

Måske skal du finde en diskette med vigtig information eller dræbe en højtrangerende nazikommandør, men der er ikke rigtig nok variation til at fastholde interessen. Arkane Studios' varemærke, de intrikate baner som understøtter mange forskellige tilgange, harmonerer ikke helt så skønt med Wolfenstein-seriens andre værdier. Youngblood forsøger at give spilleren større frihed til at gribe missionerne an på forskellig vis, men det er på bekostning af variationen i missionerne selv. Den eneste virkelige variation kommer til udtryk gennem en variabel sværhedsgrad og en mere fleksibel spillestil, men et entydigt lykkeligt ægteskab er det ikke.

Mere vellykket er tilføjelsen af fjender med forskellige barrierer som kun kan ødelægges af specifikke ammunitionstyper. Det giver skudduellerne en smule mere dybde og tilfører hele oplevelsen et let strategisk pift. I stil med tidligere spil er der også ofte kommandører til stede som man med fordel kan nedlægge hurtigst muligt, da de ellers tilkalder store flokke af sortklædte fjender.

Wolfenstein: Youngblood er en interessant tilføjelse til den moderne genfortolkning af seriens univers. Har du en ven at spille med et, er det bestemt en overvejelse værd, men på egen hånd bliver missionerne, navnlig henimod slutningen, træge og ensformige. Youngblood har dog utvivlsomt flere stærke kvaliteter. Banedesignet er formidabelt, selv hvis det ikke altid understøtter den tiltænkte spiloplevelse; våbenstyringen er knivskarp som forventet; historien, skønt den virker underudviklet, er bestemt interessant; og sidst, men bestemt ikke mindst, så føles det - som altid - fantastisk at skyde, sprænge, stikke og hugge nazister i stumper og stykker, på kryds og tværs.