World in Conflict

En lille pige cykler rundt i et idyllisk amerikansk parcelhuskvarter. I hendes cykelkurv sidder en lyserød plyskanin og hopper. Vejen er ujævn. Den lille pige nynner en uskyldig børnesang, men da hun skuer op mod himlen, fyldes hendes øjne af frygt. Hun kaster sin cykel fra sig, og plyskaninen falder ud af kurven. Himlen er fuld af flyvemaskiner og faldskærme. Hvad sker der?

Der sker det, at svenske Massive Entertainment har omskrevet historien. Ikke spilhistorien, for det er World in Conflict en alt for todelt oplevelse til at kunne gøre. Næh, de har såmænd blot gjort 1988 til det år, hvor Sovjetunionen invaderer Amerika og dele af Europa. Tredje verdenskrig er brudt ud. World in Conflict spiller i den grad med musklerne. Spillet byder på den mest imponerende grafikmotor, jeg nogensinde har set i et strategispil. Punktum. Med understøttelse af diverse fantastiske DirectX 10-effekter, er det svært ikke at tabe kæbepartiet på bordet bare en enkelt gang eller to. Eller ti. Men hvad sker der, når man ser forbi det smukke ydre?

Spillets største force er singleplayer-delen, der byder på en fabelagtig kampagne, som spænder over 14 ekstremt varierede missioner. Jeg har aldrig været igennem det helt store følelsesregister, når jeg har spillet et strategispil, men det var jeg altså, da jeg spillede World in Conflict. Samtlige personer der inddrages i den velskrevne historie besidder en enorm dybde, også selvom et par af dem er enormt stereotype, såsom den aldrende Oberst Sawyers, der egentlig bare mangler en cigar i mundvigen for at ligne en hvilken som helst drill instructor. Alligevel gennemgår han og resten af persongalleriet, en udvikling gennem de 14 missioner, der er fascinerende at følge. Glæd dig til at få fortalt historien om kaptajn Bannon, der bliver undertrykt af sin stedfar, og som vil gøre alt for at hjælpe sit land, men altid ender med at få en reprimande af obersten. Historien i World in Conflict er skrevet af en mand, der allerede har skrevet masser af bøger om den kolde krig. Og det kan mærkes til den helt store æresmedalje. Tak, Larry Bond.

I World in Conflict er der ikke noget med at spilde tid på at bygge baser og høste ressourcer. I stedet skal man okkupere strategiske punkter på kortet, og jo længere man holder de strategiske punkter, desto flere maskingeværsreder, kanoner og antiluftskyts bliver der opført. Til hjælp har man diverse artilleribombardementer, flyvere, napalm og taktiske missiler, der kun kan nedkaldes, når man har ophobet tilstrækkelige point, som man blandt andet får ved at smadre fjendens enheder. Kampvogne, helikoptere og fodfolk kan altid tilkaldes, såfremt man har de nødvendige ressourcer, som automatisk finder vej til pengekassen som tiden går. Mister man en enhed, så får man langsomt refunderet dennes ressourcer, således at man kan købe en ny ganske kort tid efter. Der er dog et loft for, hvor mange enheder man kan have. Snedigt!

Jeg kedede mig ikke et eneste øjeblik, da jeg ledte mine tropper gennem singleplayer-delen. Hver eneste mission indledes og afsluttes med nogle fantastiske ingame-sekvenser, der er så ufattelig detaljerede, at det er svært at forstå, at det er et real-time strategispil, man har at gøre med. Jeg mener, hvordan pokker kan der være så mange detaljer på hver eneste enhed, når ens maskine skal kunne vise hundredvis samtidig? Lige meget, hvor meget der end foregik på skærmen, så var der på intet tidspunkt tale om et lysbilledshow. Spillets grafikmotor skalerer sig automatisk til din hardwares kompetence, og det er simpelthen genialt! Du skal dog ikke regne med at kunne køre spillet særlig godt, hvis dit grafikkort trækkes af tandhjul.

Den potentielle akilleshæl i World in Conflict er multiplayer-delen. I stedet for traditionelle, lukkede kampe, som vi kender dem fra Warcraft-serien, så har Massive Entertainment valgt at følge tidens tand og gå i Battlefield-seriens fodspor. Man kan til hver en tid hoppe ind i et åbent spil sammen med 32 andre spillere, og så ellers give hinanden en hjælpende hånd med at okkupere strategiske punkter på kortet, som så giver point til ens hold. Nå ja, så skal man da også lige vælge, hvilken slags enheder, man vil styre. Personligt blev jeg hurtigt meget glad for at have en støtterolle; så kunne jeg stå i baggrunden og skyde med mit artilleri, reparere et par af mine medspilleres helikoptere, eller sende en lille helikopter ud for at holde øje med fjenden. Men infanteriet var heller ikke værst at styre; de kan gemme sig i træer og huse, og føre en snedig guerillakrig. Jeg var ikke så glad for at styre kampvogne og helikoptere, måske er jeg en lidt for stor kryster?

I givet fald er jeg ikke den eneste kryster. Massive Entertainment har skabt tre multiplayer-fraktioner, der nærmest er identiske. Bortset fra et par bittesmå forskelle hist og her, er der ingen grund til at vælge USA i stedet for Sovjetunionen. Og det, kære læser, er, uanset hvordan man vender og drejer det, uhyggeligt skuffende.

Har man ikke noget imod at bruge sine sparepenge på en halvkort, men til gengæld fantastisk singleplayer-oplevelse, og synes man tilmed godt om spillets multiplayer, så er World in Conflict et 9-tal værd. For dem af os, der stadig er mest glad for oldtidens multiplayer, fortjener World in Conflict "kun" et 8-tal. Så må du selv vælge, hvilken lejr, du hører til.