
GRTV:
WOW release hos Betafon 110205
Jeg har spenderet mere tid i Azeroth end i noget andet spilunivers. Jeg er gået fra aldrig at have spillet et eneste rollespil til et være en garvet online rollespiller, der kaster om sig med udtryk som "DPS", "aggro" og "ganka" i en almindelig samtale. Det tog mig kun en halv time at finde ud af hvordan spillet egentlig fungerede, men her, næsten et år senere, har jeg stadig ikke fået nok af det hele. Der er kort sagt ikke andet at gøre end at overgive sig: Blizzard er nu min nye gud.
Men det er også det der er meningen med hele spillet. Blizzard har skabt alting på en elegant enkel måde, så det er så let som overhovedet muligt at komme i gang. Du behøver ikke vide hvor ting er eller hvor du skal gå hen som det næste sted. Jeg startede i Teldrassil, elvernes lille skov-ø og det tog omkring ti timer før jeg så min første dværg, der i øvrigt var en fyr som havde fået forvildet sig hele vejen ud til os. Men da jeg med hjælp fra en del andre karakterer endelig lykkedes med at besejre den lokale storskurk, blev jeg så sendt videre til Darkshore og den store verden. Der var så meget at lave dette nye sted at der skulle flere dages intensiv spilleri til før jeg var klar til at begive mig mod menneskenes udpost Menethil. Og sådan fortsætter spillet og min fascination for det, hver gang jeg opdager en nyt område jeg endnu ikke har udforsket.
Det er netop de enorme miljøer og mængden af muligheder der imponerer. Samtidig kommer man også hurtigt rundt i verdenen og den føles aldrig tom eller indholdsløs. Ethvert slæng af kobolter og enhver indbygger har en funktion og nogle mål de prøver at opnå. Du kan rejse hvorhen du vil. Over bjerge, gennem dale og over havet. Friheden er total. Når man så endelig ender i en kamp, så er systemet helt anderledes og velfungerende end det forældede af slagsen i Final Fantasy XI. I kampene sker angrebene automatisk, men disse kædes sammen med de skills og den karakterklasse som du har valgt - og de skal udnyttes optimalt, specielt hvis du møder en anden spiller.
Man kan også finjustere sine skills og sin klasse i, så selvom der reelt kun er ni forskellige at vælge imellem, så er der i realiteten langt flere muligheder. Derfor rummer spillet også muligheden for en dybere taktik, også selvom vi i grunden blot taler om tal. Dygtige spillere med indsigt i systemet vinder oftere, præcis som det bør være. Skulle der ske det at du bliver besejret i kamp, så er det faktisk ikke noget større problem. Det er bare at hoppe tilbage og genoplive sig selv. Og netop det er en både god og rimelig løsning, der er med til at gøre spillet attraktivt for nybegyndere.
Ikke helt uventet er konfrontationen mellem alliancen og horden en stor del af spillet. Vi snakker jo trods alt om Warcraft. I øjeblikket er der desværre ikke så meget organiseret materiale at gå i kødet på. De flrste opgaver fører handlingen en smule videre og fortæller hvad der er sket siden The Frozen Throne. De store slagmarker og systemet der giver dig mulighed for at rejse en hel hær og fører den ud i verden, er ikke rigtig på plads endnu. Der i mod arrangeres der tit spontane felttog mod fjendens territorier, noget der resulterer i både ødelagte byer og en masse action. Også her har Blizzard tænkt sig om. Du er, som nybegynder, sikret mod at blive angrebet med mindre du slår først, naturligvis.
Men trods alle forenklingerne og strømligningen af selve konceptet, så kræves der stadig meget før man vender sig til et liv i Azeroth. World of Warcraft er ikke et spil man sætter sig ned og spiller en halvtime, og det er selvom du slår en trold ihjel og gennemføre et par missioner. Nej, det bliver først rigtig sjovt , når du bliver en del af en gruppe som begiver sig ned i nogen af spillets enorme katakomber i flere timer i træk. Der findes masser af velkoreograferede scener, store udfordringer og så naturligvis visheden om at hvis vi ikke klarer det nu, så kommer vi til at skulle gøre det hele en gang til.
Visuelt har World of Warcraft sin helt egen stil. I stedet for de livløse plastikdukker man finder i Everquest eller Final Fantasy, er designet stilsikkert og aldrig påtaget, Det er rigt på farver, men aldrig ud i overdrevet. Jeg har måske passeret broen ved Stormwind på vejen til Ironforge over hundred gange, og jeg er stadig lige bjergtaget hver gang. Spillet har faktisk kun nogle få brister, hvoraf nogle er uundgåelige for genren. Først og fremmest er spillet ikke helt færdigt. Vigtige dele såsom slagmarkerne og hele systemet til at føre en hær, når to spillere går op i mod hinanden, mangler stadig. En anden og mere vigtig del er oplevelsen. Ligesom med så mange andre online rollespil, så er World of Warcraft kun godt hvis du spiller det sammen med ligesindede - dog er spillet i det store hele et strålende eventyr og er man en seriøs rollespiller, så er der ingen vej uden om det.
Jeg har, efter mere end 500 timers spil, stadig ikke nået at spille Hordens side af spillet og jeg har heller ikke set hele spilverdenen endnu. Derfor er det nok ingen overdrivelse at sige at World of Warcraft faktisk holder i en evighed.