World of Warcraft: Mists of Pandaria

World of Warcraft: Kung Fu Panda. Sådan kan man lidt groft opsummere reaktionen på sidste års afsløring af Mists of Pandaria, den kommende udvidelse til Blizzards mastodont-MMO. Det smagte lidt for meget af at man var løbet tør for ideer, at man ikke rigtig vidste hvilken retning spillet nu skulle tage. Alene det, at Pandaren-racen oprindeligt blev introduceret som del af en aprilsnar i Warcraft III-dagene, fik os til at rynke med øjenbrynene.

Og denne panda-skepsis er da også det første, udviklerne tager fat i, da vi indfinder os i præsentationslokalet på Blizzards store campus. "Den første reaktion var pandaer, arh, de er da en fjollet aprilsnar, hvorfor dem, hvorfor nu?" siger Chris Metzen, chef for alt hvad der hedder universer og historie hos udvikleren. "Pandaerne opstod, dengang vi udviklede Warcraft III. Vores art director dengang, Sam Didier, elsker pandaer og elskede at tegne dem som disse her yndefulde krigere. Han havde lavet en masse tegninger, og mange af os på udviklerholdet synes det var en fed ide, vi elskede den. Og da det var tid til årets aprilsnar, besluttede vi at poste dem for sjov. Men vi gjorde det for sjov, ikke som en vits. Vi elskede disse figurer, og håbede på at vi en dag kunne få dem med i spillet".

Blandt andet var de oppe og vende som den nye Alliance-race i forbindelse med The Burning Crusade-udvidelsen, fortæller Metzen, men af forskellige årsager virkede tiden ikke rigtig. "Jeg siger det her for at understrege, at dette er en race, vi har elsket i mange år, og på ingen måde er en engangside. Efter vores mening er det en af de mest udførlige og sjove racer, vi har udviklet. De er måske lidt mere letsindige end den typiske WoW-race, men de har en masse sjæl, og er nærmest den perfekte kontrast til de spændinger, der er i verden".

Der er nemlig krise i Azeroth. Startskuddet lød i Cataclysm, men konflikten mellem Horde og Alliance når nye højder i Mists of Pandaria, og Pandaren-racen er så at sige fanget midt i konflikten. Modsat tidligere udvidelser er der ikke én enkelt fjende á la Deathwing, Lich King eller Illidan, der er centrum for historien. I stedet er det selve krigen mellem Horde og Alliance, der så at sige er skurken.

Kontinentet Pandaria har været skjult i tusinder af år bag en tyk tåge, men den er nu lettet, og nærmest ved et tilfælde ankommer ekspeditioner fra både Horde og Alliance til øen. Begge allierer sig hurtigt med nogle af de lokale racer, Alliancen med fiskemændende jinyu, og Horden med de abeagtige hozen. Det udvikler sig hurtigt til en slags proxy-krig, og den væbnede konflikt vækker den såkaldte Sha-energi til live igen. Sha er en mørk kraft, der trives på frygt, vold, had og fortvivlelse, og som kan manifestere sig som fysiske væsener. Konfliktens ankomst truer altså selve Pandarias eksistens, og det er denne trussel, man som spiller skal bekæmpe i Mists of Pandaria. I hvert fald i første omgang.

"Vi gør noget lidt anderledes med vores patches denne gang", forklarer Chris Metzen nemlig. I både grundspillet og de forrige udvidelser blev de endelige opgør og afslutningen på historierne først tilføjet med senere indholds-patches, men denne gang skal det være anderledes.

"Mists of Pandaria er så at sige afsløringen af Pandaria, dette nye kontinent. Små hold af Alliance og Horde ankommer og rejser rundt, udforsker landet og opdager dets kulturer. Og alt imens løser vi problemer, vi er på et eventyr, vi opklarer Pandarias mysterier. Opklarer hvorfor det er dukket op nu. Og når vi når slutningen af det, der er med i æsken, så har vi ligesom forløst dette eventyr, vi har hjulpet folk med deres problemer, vi har lært noget om os selv. Vi har været på et højoktant eventyr. Og så begynder 'det vilde kapitel'", fortæller Metzen.

For indholdspatchene skal nærmest fungere som en helt ny historie, der bliver skudt i gang. For ganske som man har reddet Pandaria fra dets interne problemer, bliver stedet den nye slagmark for krigen mellem Alliance og Horde. "Vi glæder os virkelig til at rulle disse patches ud. Den klassisk rød-mod-blå Warcraft-konflikt kommer virkelig til at indtage hovedrollen", siger Metzen. Historiemæssigt vil der ske en masse politiske udviklinger internt i de to faktioner, forklarer han, og konflikten bliver mere intens. Og hvor Pandaria ikke fra starten har en superskurk som Deathwing eller Lich King, så vil han langsomt træde frem her.

"Kan I huske da Thrall trådte tilbage, og Garrosh ligesom blev forfremmet til Warchief? Da det skete, blev folk rasende", siger Metzen. "De ville ikke have at Thrall forsvandt, de vidste ikke hvem det her røvhul Garrosh var. Horde-spillerne var ikke særlig glade, og Alliance-spillerne var næppe heller. Så gennem de seneste års Warcraft-historie er Garrosh blevet en central figur, en slags erobrer, en warchief af den gamle skole. Og som begivenhederne i Mists of Pandaria når kogepunktet, vil Garrosh træffe en række beslutninger, der er meget tvivlsomme. Det vil skabe splid i Horden". Så ligesom vi endte med at bekæmpe Lich King i Wrath, og endte med at bekæmpe Deathwing i Cataclysm, så vil den sidste patch i Pandaria byde på det endelige opgør med Garrosh. Både Horde og Alliance vil hver for sig belejre Orgrimmar for at gøre en ende på Garroshs hærgen som warchief. Wow.

"Fiktionen omkring Horde og fiktionen omkring konflikten mellem faktionerne rammer et helt nyt gear, og jeg føler at vi historiemæssigt rammer et territorie, der er noget af det mest levende og sjove og rendyrkede Warcraft, vi har lavet i mange år", fortæller Metzen begejstret.

Men det ligger længere ude i fremtiden, og inden da skal vi først lige redde Pandaria. Og hvad er det så for et sted? Siden annonceringen på sidste års BlizzCon er Pandaria vokset fra fem til syv zoner, og rent indholdsmæssigt tegner Mists til at blive den mest tætpakkede udvidelse til World of Warcraft indtil nu.

Visuelt og geografisk er der selvfølgelig inspiration fra klassisk kinesisk arkitektur, og nogle af områderne er som taget direkte ud af en wuxia-film. Men der er også en bredere asiatisk indflydelse, og vi ser blandt andet de karakteristiske lyserøde blomster fra kirsebærtræer, og bjerglandskaber der ligner Himalaya - Pandaria byder i øvrigt på det højeste bjerg nogensinde i World of Warcraft, og ja, man kan bestige det hele vejen til toppen.

Zonen Valley of the Four Winds er Pandaren-racens hjemsted. Her finder man store marker i landskabet og et såkaldt farmers market, hvor man kan hjælpe individuelle bønder og optjene omdømme med dem, der kan give rabatter og andre fordele. Som noget nyt kan man også opdyrke sin helt egen farm, hvor man vil være i stand til at plante ingredienser til cooking og herbalisation. Som lead designer Tom Chilton senere fortæller, så er et af målene med Mists of Pandaria at fjerne meget af grind-fornemmelsen ved at grinde.

Vi ser den centrale zone, Vale of Eternal Blossoms, hjemsted for en mystisk kraft og under konstant belejring af Mogu-racen, Pandarias oprindelige herskere. Den vil fungere som udvidelsens centrale by, men skal hver dag forsvares mod angreb.

Selvom visse dele af omgivelserne ikke er bygget helt færdige endnu, så ser Pandaria fantastisk ud. Både den eksotiske arkitektur og de naturskønne omgivelser betager, og det er mildest talt imponerende, hvordan Blizzards grafikere kan blive ved med at få så smukke ting ud af den aldrende motor.

Derudover er der linet tre nye raids og ni nye dungeons op, og vi når at se to af sidstnævnte. Det første er Stormstout Brewery, et stort bryggeri, der i vanlig WoW-stil er blevet overrendt af forskelligt utøj. Første etage er fyldt med drikfældige hozen ("fordi fulde aber er awesome"), der i første omgang er for stive og omtågede til at bemærke spillerne, men som efter at have fået en stak øltønder i hovedet vågner op til dåd. Næste sektion er overrendt af de såkaldte virmen, de ondeste kaniner set uden for Monty Python, der naturligvis formerer sig i hobetal, og i sidste del er selve øllet kommet til live i form af alementals, og slutbossen, Yan Zhu the Uncasked, har blandt andet en evne, der får farligt øl til at sprøjte ud af ørene på spilleren og skade hans kammerater, hvis de bliver ramt.

Det andet dungeon, vi ser, er klassiske Scholomance. Ligesom Deadmines og Shadowfang Keep blev det i Cataclysm, så er dette dungeon blevet retunet og gendesignet til at være langt mere underholdende og og sjovt. "Vi har skubbet Scholomance op til 11", forklarer lead encounter designer Scott Mercer.

Dertil kommer en anden stor nyhed omkring dungeons, nemlig den såkaldte challenge mode. Alle dungeons i Mists of Pandaria kan nemlig spilles på tid, hvor der uddeles bronze-, sølv- og guldmedaljer alt efter hvor hurtigt man når igennem. Blizzard kalder det "den første form for sanktioneret kompetetivt PvE i spillet", og der vil selvfølgelig være leaderboards og belønninger involveret. Vinder man sølvmedaljer i alle dungeons, får man adgang til et særligt sæt armor, der ganske vist ikke har nogen stats, men kan bruges til transmogriffering - den nye funktion, hvor man kan beholde et items stats, men ændre dets udseende til et andet item, man har. På den måde kan man for eksempel være iført det seneste raidgear, men se ud som om man bærer ens lækre Tier 5-sæt fra de gode gamle dage. Er man benhård og scorer guld i alle dungeons, får man adgang til et eksklusivt flyvende mount.

Det er en ide inspireret af de populære baron runs fra Stratholme og bear runs fra Zul'Aman, og skal både forlænge genspilningsværdien og opfordre til at spille sammen med de samme folk, i stedet for kun at bruge LFG-værktøjet (og dermed slippe for nogle af de hovedpiner, der følger med der).

En anden nyhed er de såkaldte Scenarios. De er en ny type gruppe-aktiviteter, i øjeblikket for op til tre spillere (selvom det loft potentielt kan hæves), der skal minde lidt om gruppe-quests fra grundspillet og tidligere udvidelser. Derfor foregår de typisk udendørs, men er instanced (så man ikke bliver generet af andre). Modsat dungeons er her dog ikke behov for den sædvanlige tank-healer-dps-mekanik, og i stedet kan man sammensætte sin gruppe præcis som man vil. Vi ser et eksempel på et scenario, hvor man skal beskytte et lille bryggeri mod angreb, og samtidigt slukke små brande i bryggeudstyret, før man rykker videre og uddeler monster-klø. Hvert scenario er lavet til at vare 10-15 minutter, og som med stort set al anden social aktivitet i spillet, giver de valor points, der kan bruges på udstyr.

Vi ser to nye Battlegrounds, en hvor man kæmper op et artefakt, der giver hele holdet en buff, der øger både skaden man uddeler og modtager, og en anden, der foregår indendørs i en stor mine, hvor de to hold skal skubbe hver deres minevogn i mål, med mulighed for at sende modstanderen på omveje, i stil med Team Fortress 2.

Af de på overfladen mindre seriøse tilføjelser er de nye pet battles, der er ment som rent tidsfordriv. Det foregår i turbaseret kamp i stil med Pokemon eller klassisk Final Fantasy (til demo-videon har Blizzard endda lånt kampmusikken fra de gamle FF-spil), hvor tre pets på hver side kæmper mod hinanden. Efterhånden som de leveler op, får de adgang til nye evner, op til seks per styk, og afhængigt af deres egenskaber er nogle matchups bedre end andre - vandbaserede pets er for eksempel overfølsomme over for ild.

Det hele er meget casual, og vælger man at finde modstandere gennem matchmaking-systemet, kan man ikke engang se hans navn, så der er altså ikke noget med at hovere eller tilsvine i private beskeder efter en kamp. Modsat så meget andet, man kan lave i World of Warcraft, bliver pet battles sit eget lille isolerede system, hvor man ikke kan tjene ind til raid-grej eller andet.

Om noget virker det som den mest overflødige del af udvidelsen, og vil nok blive ignoreret af hardcore-raiderne. Ifølge udviklerne er det en af de mest krævende tilføjelser, de har endnu har lavet til spillet, da systemerne i et turbaseret figurspil er nogle helt andre end et realtids-MMO. Men er du typen, der engang havde halvdelen af din bank fyldt med pets, skal det nok glæde.

Og så er der selvfølgelig den nye race, Pandaren, og den nye klasse, Monk. Men før vi kommer til den, skal vi lige forbi det nye talent-system, der muligvis er den mest kontroversielle ændring i Mists of Pandaria. De gamle talenttræer er skrottet til fordel for et nyt system, hvor man vælger mellem én af tre nye evner på hvert 15. level. Tom Chistol forklarer, at skill-systemet oprindeligt blev indført, for at lade spillerne personliggøre sin figur. Men efterhånden som spillet og træerne voksede, blev det mere og mere tydeligt, at der var ét optimalt build til hver klasse, der desuden var en enorm hovedpine at balancere.

Med det nye system er det håbet, at ens skill-valg får reel betydning, og at der ikke bliver ét "korrekt" build til de forskellige roller. Jeg giver det en hurtig test med både en warlock og en monk, og umiddelbart virker det som om Blizzard har nået deres mål. Næsten alle evnerne virker nyttige, så man skal træffe reelle valg, og det er let og simpelt at respecce, og man kan endda ændre skill-valgene enkeltvis.

At kaste sig over en spritny klasse på level 85 er lidt af en mundfuld, og da jeg sætter mig ned for selv at spille Mists of Pandaria, bruger jeg en rum tid på bare at vælge specialisering, skills, læse hvad de forskellige evner egentlig gør, og sætte actionbars og genveje op. Efter en lille times tid er jeg dog ved at have luret klassens finesser.

Monkens mekanikker minder lidt om roguen, i det at visse angreb optjener såkaldte Chi-point, mens andre bruger dem. Men modsat roguens mere faste rotation af evner, så føles Monken mere fri. Der er evner møntet på enkelte fjender, og andre på grupper - et leg sweep, der stunner alle modstandere foran en, bliver hurtigt en favorit. Balancen er ikke helt på plads, så nogle angreb virker en smule overdrevne, men Monken føles som en hurtig, mobil og frem for alt sjov meelee-klasse, der nok skal finde sin egen lille niche. Og så har jeg ikke engang nået at kigge på hans evner som healer og tank.

Her er rullefald og et flyvespark, der fungerer som en blanding af et charge og et AoE-angreb, og med Touch of Death kan man dræbe enhver PvE-modstander, der har mindre liv end en selv (selvfølgelig med en lang cooldown). Såkaldte combo breakers aktiveres tilfældigt og lader en bruge visse evner uden at betale Chi eller med ekstra skade. Samlet føles det en lille smule Street Fighter-agtigt - i den udstrækning, et MMO, der ikke går så meget op i hit detection, og som skal fungere med næsten et halvt sekunds lag, nu engang kan.

Jeg var ret undervældet, da Blizzard afslørede Mists of Pandaria sidste år. Det er jeg ikke mere. Alene på den afsindige mængde spritnyt indhold og nye tiltag, der er med, virker det som den mest tætpakkede udvidelse World of Warcraft endnu har set. Mere klassisk Horde vs Alliance-konflikt, ideer der skal sparke nyt liv i dungeons, flere gruppeaktiviteter, en tiltrængt renovering af skill-systemet, mere at lave for solo-spilleren, og mindre grind på vej mod slutspillet.

Selvom tanken om at skulle levelle endnu en ny figur hele vejen fra 1 til 90 virker som en stor mundfuld, så ligner Pandaria endnu en sikker vinder. Det er ikke bare en charterrejse til en ferieø, hvor spillet skal tilbringe sit otium. Nærmest det modsatte - trods alderen ser World of Warcraft ud til stadig at være i topform.