Rally sportens hæsblæsende tempo, evindelige muddersprøjt og vovede håndbremse drejninger går rent ind hos enhver racer fan, og softwareudviklerne er ikke sene til at levere varen. Det har betydet, at alle rally entusiasters møller er blevet overplasket med vand i den senere tid. Sidste år lagde Sony Europe ud med licenstitlen WRC. I år er genren blevet tilføjet V-Rally 3, det triste Rally Championship og det storslåede Colin McRae 3. Her præcist et år efter etteren kom på gaden, slipper udvikleren - Evolution Studios - World Rally Championship II: Extreme løs til hungrende fans.
Opfølgeren til et hit
WRC var en meget flot og velfungerende titel. Der var ikke mange fingre at sætte på spillet, som straks blev en eftertragtet titel i butikkerne. Efterfølgeren, som har fået tilnavnet Extreme, er på alle fronter en seriøs forbedring med mere realisme, bedre lyd og en finpudset og meget flot visuel flade. Gameplaymæssigt er WRCII en sand fornøjelse. Det her er ægte rally, hvor sne-, grus- og asfaltunderlag opfører sig ligeså forskelligt, som virkelighedens rally kørere oplever det. Hjulene og affjedringen reagerer meget virkelighedstro på de individuelle underlag, og Evolution Studios har konsulteret et hold rallymekanikere for at sikre, at WRCII tilnærmer sig virkelighedens rallykørsel i videst mulig udstrækning.
Kører man en hel WRC sæson, vil man komme til at køre i al slags vejr på alle tænkelige underlag. I Monaco er det asfalt og solskin, i Sverige tykke islag med snefygning eller sågar snestorm, i Frankrig siler regnen ned, mens man manøvrerer slæden gennem et hav af kurver, og der køres endda i tordenvejr og haglbyger. Der er forbløffende stor forskel på grus-, asfalt- og isunderlag, hvilket konstant tvinger gameren til at ændre kørestil, og hjulene reagerer på selv mindre huller og ujævnheder. Snestorm og regnvejr mindsker sigtbarheden kraftigt, og når flere løb samtidig køres i nattens mulm og mørke, går det ikke bare at give slæden fuld pedal og håbe på det bedste.
Masser af nye elementer
Udvikleren har lyttet til kritikken af etteren og tilføjet et mekaniker element, hvor man mellem løbene kan få repareret bilen eller indstillet dens opsætning. Med 600.000 kombinationer, er der nok også én, der passer til din kørestil. Ifølge udvikleren består bilerne nu af over 20.000 polygoner i stedet for etterens blot 8.000. Denne anmelder måtte opgive at tælle efter, men det skal nok passe for bilerne fremstår nu mærkbart flottere. WRC mesterskabet køres i mange forskellige lande og miljøer, som er modelleret præcist efter satellitdata. Landskaberne er store og visuelt imponerende med træer, bygninger, monumenter, søer, floder og publikummer, og man kan se flere kilometre frem i en hvilken som helst retning. WRCII’s replays har fået sig noget af en ansigtsløftning og er nu ubegribeligt tæt på TV kvalitet, og man skal lede længe efter flottere partikeleffekter, for vand- og muddersprøjt, støv og sne ser forbavsende realistisk ud. Grafikken kører hurtigt og glat og har meget sjældent problemer.
Bilernes detaljer er på plads i WRCII: Extreme. Kolliderer bilen med et træ eller klippe kan følgerne bliver fatale. Dæk punkterer og falder af, ruder smadrer, motorhjelmen river sig løs og blokerer for kørerens udsyn, for- og baglygter går itu, karosseriet bliver bulet osv. Ofte får skaderne indvirkning på bilens ydeevne, og så bliver det svært at holde sig i front. Mudder og andet snask sprøjter op på bilen og bliver siddende, så man til sidst ikke kan se ud af ruderne, men er disse allerede smadrede, så gør det jo ikke den store forskel.
Ren kvalitet hele vejen
WRCII er den eneste rally titel med WRC licensen. Det betyder naturligvis, at alle de originale baner, kørere, co-drivere og bilmærker er at finde i spillet. Kørernes ansigter er gengivet så de virkelig ligner, og bilerne er skabt med en kolossal nøjagtighed, som vil få det til at krible i kroppen på enhver rally elsker. Kvaliteten lyser ud af WRCII: Extreme, som en projektør oplyser parken. Der er ægte hæsblæsende rallyræs for hver en øre i denne titel. Gameplayet er meget realistisk, tempofyldt og særdeles udfordrende. Grafikken er forbedret og finpudset helt ned i mindste detalje, og lyden er så ægte, at man ligeså godt kunnet have siddet i bilen selv. Som prikken over i’et har udvikleren endda elimineret etterens lange loadetider. Det ville være rendyrket blasfemi at gå udenom WRCII: Extreme, som er et af de absolut fornemmeste spil indenfor rally genren.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 9 / 10
- Lyd
- 10 / 10
- Spilbarhed
- 9 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 9 / 10