Worldseries of Poker: Tournament of Champions

Jeg skal nok ikke forvente mig en karriere som professionel pokerspiller. Det er der nogle få årsager til. Først og fremmest kan jeg ikke holde styr på, hvad der er godt i poker. Det er enkelt, mange andre kan, men jeg kan simpelthen ikke helt finde ud af, om en Flush eller et Full House er det bedste. Og hvad der er vigtigere, jeg tror aldrig jeg kan få mig et pokeransigt. Man kan bare ikke sidde og smile uhæmmet når man spiller poker. Det skulle da lige være, hvis man konstant smiler og gør smilet til sit pokeransigt.

Derfor er det godt at der findes pokerspil på konsollerne. Jeg er ikke i fare for at miste formuer og jeg bibeholder en hvis værdighed. Endnu bedre er det, at jeg kan skabe mig et alter ego hvis blotte tilstedeværelse får pokerverdenen til at skælve.

I Tournament of Champions bliver man bedt om at lave en avatar og sende den i pokerduel mod andre. Pokerspilleren Cris Ferguson beslutter sig af uransalige grunde for at hjælpe dig af sted mod pokermesterskabet. Det giver anledning til en række dueller, hvor der skal tjenes points og penge til den helt store pokerturnering. Efter at have skabt mig selv, med mere eller mindre succes i andre spil, var jeg parat til hvad Tournament of Champions havde at byde på. Efter et kvarters tid måtte jeg dog nøjes med en skabning, der lignede en fyrreårig narkoman med cowboyhat. Hvis man er i besiddelse af Xbox Vision kameraet, kan man plastre sit ansigt ind i spillet. Man kan sågar selv lave en dealer eller more sig med at lave regulære misfostre med gule øjne, grå hud og bizarre frisurer.

Har du i øvrigt spekuleret over, hvad der bliver af Zombierne fra Dead Rising, når de ikke shopper? De spiller poker. Alle figurer i Tournament of Champions har absolut ingen mimik overhovedet. Lige meget om de taber alt eller vinder stort, ligner de statuer fra Statens Afstøbningssamling. De har tre-fire afslappede bevægelser at gøre godt med og krydrer pokerspillet med tre-fire bemærkninger, der efter andet pokerspil hverken er afvekslende, sjove eller lignende. De er faktisk ret uhyggelige at se på.

Men det er ikke det ydre der tæller. Skjult under deres døde udseende og dumme kommentarer er der nogle ret habile modstandere. De er ikke sindsvagt gode og laver fra tid til anden fejl, men de kan give modstand. De træffer besynderlige beslutninger på et spinkelt grundlag, Selvom flere pokerberømtheder er repræsenteret, afspejles det ikke i deres spillestil. Generelt er det alt for nemt at aflure modstanderne. Bestemt ikke ønskværdigt når vi skriver 2006 i kalenderen og Xbox 360 på konsollen.

Kender man intet til poker, er Tournament of Champions ikke stedet man skal begynde. Bortset fra nogle få tip, når spillet loader, gives der ikke mange hints til hvordan det hele går for sig. Men kender man lidt til reglerne vil man kunne more sig i selskab med Tournament of Champions. En velfungerende multiplayerdel tager fat hvor singelplayerdelen slipper.

Desværre er spillet ikke særlig indbydende hverken grafisk eller lydmæssigt. Omgivelser og spillere er simple og uden charme, mens lydsiden er præget af direkte pinlige kommentarer og den konstante lyd af jetoner, der støder sammen. World Series of Poker: Tournament of Champions er dog den mest komplette (og en af de eneste) pokerpakke på Xbox 360, og det første sted man bør kigge, hvis ord som "Flop" og "River" siger dig noget.