WWE All Stars

Jeg har en ven der er en sand legende til Def Jam (fighting-spillet, ikke karaokespillet Rapstar). Han klamrer sig til en gammel og slidt udgave af Xbox-spillet som var det hans sidste flaske vand på jorden. Det er den eneste grund til at den varehus-store Xbox stadig har en plads i hans TV-møbel.

Men hvorfor hænger han stadig fast i dette forældede stykke skrammel? Fordi det er det eneste multiplayer-spil han ved han altid kan tæske os andre i. Ingen andre end ham kan følge spillets tempo, forstå styringen og lave tricks der får resten af os til at måbe.

Han ser sublim skønhed hvor vi andre ser utilgængeligt, overdrevent kompleks og (hvisk det) kedeligt gameplay. Faktum er, og hvis han læser dette, så beklager jeg, men vi har været nødt til at skride ind. Din "forsvundne" skive? Den fik et kort liv som frisbee på den nærmeste jernbanebro.

Hvorfor denne tur gennem minderne. Fordi det er de samme problemer, der altid har plaget wrestling-spil. Enten fatter man dem, eller også gør man ikke. For de af os der er i sidste kategori, lægger wrestling-spil for stor vægt på at simulere sporten og for lidt på at slå dine venner til plukfisk.

Så for enhver, der gerne vil nyde wrestling uden at tage videre hensyn til sportens finere detaljer, er dette løsningen.

All Stars er wrestling-spillet til folk der ikke er wrestling-fans. Og selv hvis du har efterlignet dine yndlingslegenders tricks i baghaven sammen med andre panto-file gennem de sidste to årtier, er her stadig masser at være begejstret over. Men All Stars gør noget herligt, nemlig kirugisk at fjerne de hævede mandekirtler der har holdt nybegyndere væk gennem årene. Det er NBA Jam i spandex og med større fokus på at komme tæt på hinanden.

Selvom det er relativt tæt på udgivelse - All Stars clothesliner sig vej til butikshylderne i april - har THQ stadig meget gemt under ringen. Det er nok mest af alt af hensyn til markedsføring. Detaljer som udbuddet af wrestlere, omgivelser og spiltyper kommer der flere af, efterhånden som vi nærmer os Wrestlemania XXVII i april.

Meget er låst i det preview-build vi brydes med, men man skal ikke være wrestling-taktiker for at regne ud hvad der er gemt væk. Selv Andre the Giant kunne lure det, og han har været død i omtrent 18 år.

Så indtil videre må vi nøjes med en almindelig WWE wrestling-ring, omgivet af hujende fans og pralende indgangsrampe, alt sammen prydet med All Stars-logoet. Vi prøver kræfter med gameplayet og de fire forskellige wrestler-typer, Big, Acrobatic, Brawler og Grappler, ved at bladre igennem den forvoksede figurvalgsskærm (tænk Mortal Kombat Trilogy eller Street Fighter Alpha 3 for et slag på tasken af hvor mange figurer, der er med).

Vi forventer en nogenlunde ligelig deling mellem klassiske og aktuelle brydere. Brett Hart benytter ikke sit nuværende look, der er cirka to skridt væk fra graven, men har i stedet al prangen og musklerne fra sine velmagtsdage som "The Hitman". Ricky Steamboat er her med sine klassiske akrobatiske udfoldelser, og Andre the Giant tårner sig på vegne af Big-gutterne.

The Rock binder fordums tid sammen med de mere moderne navne, og når han er her kan vi nok også regne med at Stone Cold Steve Austin venter i kulissen. Triple H og John Cena står i spidsen for de nyere navne, og får selskab af John Morrison og Big Show. Sheamus er her også, hvis du kan døje hans åndsvage hår.

Og gameplayet... Gameplayet er rigtig sjov. Det har de samme grundlæggende premisser som andre wrestling-spil - der er grapples, en stamina-bjælke, en charge-bjælke til at opbygge special moves og afsluttere, men det er hverken lige så simuleret (læs: kedeligt og langsomt) som SmackDown-serien, eller lige så komplekst. Du skal stadig bruge de fleste af knapperne på din controller, men det føles ikke længere som om du prøver at styre en kampvogn, hvor kun mytologiske flerknapstryk vil udmønte sig i noget brugbart.

LT er din kontekstfølsomme knap, mens RT er til at løbe. RB er stadig til reversals, markeret med et lille blink på skærmen der er sværere at time end man skulle tro, men byder på den slags øjeblikke hvor man slår i luften efter succesfuldt at have lavet et fedt modangreb.

Ansigtsknapperne er ligeligt delt mellem angreb og grapples med høje og lave slag, og om de mikser slag og spark afhænger af din figurklasse. Det samme gælder dine greb, og der er forskellige moves alt efter hvor du indleder dit greb fra. At trykke på knapperne parvis giver også flere moves.

Det lyder måske komplekst, men når man tager det i kontekst af det hurtige gameplay, der er mere Street Fighter end taktisk wrestling, vænner man sig hurtigt til spillestilen.

Både lyd- og billedsiden understreger de store ikoniske tricks når de kommer. Du indleder dem ved at tappe og holde skulderknapperne inde, og lykkedes det vil baggrunden fade til grå, spillet går i slowmotion og store bølger af energi vælter gennem ringens gulv når du lander på den med knogleknusende kraft.

Din modstander kan selvfølgelig undgå slaget hvis han er uden for rækkevidde, eller med et veltimet modangreb. Hver kæmper har en charge-bjælke i tre trin. Hvert trin har sit eget special move, mens en seperat bjælke med et stort F gør det muligt at affyre dit afslutningsangreb.

At holde øje med både din og modstanderens bjælker er spillets eneste indrømmelse til SmackDowns momentum-baserede gameplay. Du er nødt til at spille defensivt når modstanderen er ladet helt op, men ellers står den på konstant angreb.

Energi-bjælken har adskillige lag, som der ryger store bidder af med hver kæde af slag. Det er kun når det sidste røde lag dukker frem, at du behøver bekymre dig. Nu kan special-angreb slå din wrestler ud, og det bliver sværere at slippe ud af pins, da der nu skal endnu flere knaptryk til.

WWE All Stars har alle de kvaliteter, der gør sporten sjov at se, men former dem til en mere strømlinet arkade-agtig oplevelse, der er langt mere brugervenlig end de andre titler i genren, inklusiv WWE's egne.

Vi er stadig langt fra en endelig dom på grund af de begrænsede muligheder vores preview-udgave indeholder, men det tegner til et spil der passer glimrende ind i de sociale spilleaftener. Og i det mindste bliver det ikke et spil, jeg får lyst til at kvæle mine venner for at foreslå.