WWE All Stars

Første gang jeg så dette spil var på et hemmeligt THQ-møde dagen efter St. Patrick's Day sidste år (spørg mig ikke hvordan jeg kan huske det - det kan jeg ikke. Men jeg har fotografisk bevis) og dengang synes jeg det så rigtig levende ud. Wrestlingens svar på NBA Jam, det var håbet og hvad jeg diskuterede med mine kollegaer.

Vi har nu brugt en weekend (plus det løse) med at sparre med WWE All Stars, et navn der både dækker selskabets forsøg på at nå et yngre publikum og THQ's aktuelle mål om at bringe noget nyt til det velkendte. Det dropper tyngden fra simulatorene til fordel for noget meget mere umiddelbart og interessant for et bredt publikum.

Kort sagt, NBA Jam med wrestling.

På trods af hvad æsken påstår, så er det ikke vigtigt at kende alle de alliancer og forhold, der har ændret sig som vinden blæser i de nogle-og-tyve år som WWE-sæbeoperaen har varet.

Jovist, det tilføjer da noget til en kamp mellem The Rock og Hulk Hogan hvis du ved hvad der skete til Wrestlemania X-8, eller du kender til den fejde, der gik fra ringen til den virkelige verden mellem Brett "Hitman" Hart og Shawn "The Heartbreak Kid" Michaels, men det kommer aldrig i vejen for det, der helt grundlæggende er en god arkade-fighter.

Folk der kun har en overfladisk ide om hvem Ken og Ryu er, kan stadig nyde Street Fighter - det samme princip gælder her.

Bryderne er stiliserede på en overdreven facon der går fint i spænd med tonen fra WWE, og er helt fri for de begrænsninger i form af udholdenhedsbjælker og langsommelighed, der gør SmackDown vs Raw så populært hos sine fans og uinteressant for alle andre.

I stedet er de 30 kæmpere delt op efter kampstil - tanks kontra tekniske whizz-kids, krafthuse kontra luftakrobater. Deres individuelle dynamikker tager højst en halv kamp at lære, men byder også på dybere teknikker - kombinationer, rækkevide, timing på afslutningsmanøvrer - som du kan svælge i jo længere du spiller. Det er en struktur vi kender fra Street Fighter, Tekken og så videre, men det er første gang at et WWE-spil har tilbudt samme tilgængelighed som 2D-kampspillene, og det er en yderst velkommen ændring.

Det er dog stadig et wrestling-spil, med kerneelementerne fra en WWE-kamp skåret ind til benet, så spillet afspejler den frem-og-tilbage man ser i en rigtig kamp, men uden unødvendigt fedt.

Med brawlerne, den gode allround-klasse der kan tage en del skade men stadig har nogle blærede moves, består en kombination typisk af fire til fem slag og spark inden der skiftes til et grapple. Der er to grapple-knapper, let og stærkt. Lykkedes dit grab, kan du bevæge dig rundt om modstanderen og fyre et angreb af, der skifter alt efter hvilken vinkel du udfører det fra.

Men i trit med sportens ånd kan der laves counters til alt. I samme sekund et grapple skiftes om til et angreb, dukker et ikon for en af skulderknapperne op på skærmen i et kort øjeblik. Trykker du på den pågældende knap med den rette timing, vil din wrestler lyse for et kort øjeblik, og du laver et reverse move. Det er svært at ramme rigtigt - man kan ikke narre systemet til at lave en reversal ved bare at hamre løs på knappen. Men reversals kan også reverses. Det samme gælder komboer og flyvende angreb fra stolperne. Hold dig til højtflyvende kæmpere som Ray Mysterio for at se nogle fantastiske moves.

Du har to bjælker til special moves. De lader op gennem slag, men Finisher-bjælken fyldes meget langsommere end den anden. Finisheren kan du bruge en, måske to gange i løbet af en kamp, mens den almindelige special moves-bjælke genfyldes hurtigere end en studerendes ølglas til happy-hour i fredagsbaren. Et hurtigt dobbelttryk på tæt afstand starter et særligt slowmotion-angreb med masser af stil og store armbevægelser. Disse kan ikke reverses, men et hurtigt slag til brystkassen afbryder angrebet og sender bjælkens ladning ned under den magiske grænse.

Det er disse to elementer, der virkelig viser All Stars' arkaderødder. Du vil se wrestlere lave dobbelte saltoer i luften, og kaste modstanderen fem-ti meter. For nu at bruge NBA Jam-sammenligningen igen, giver det et sus i stil med når du smadrer pladen bag kurven. Med flere af denne type angreb i løbet af en kamp daler suset dog en smule, men det forsvinder aldrig helt.

Flowet i kampene, hvad end det er 1-mod-1, Triple Threats, Cage, Tornado Tag-Team eller Elimination, er lynhurtigt, og de varer aldrig længere end man gider. I starten hadede jeg medium-sværhedsgraden fordi den virkede for uretfærdig, da reversals forekom meget ofte, men efter at have lært finesserne på Rookie-sværhedsgraden viste medium at have lige præcis den rette mængde udfordring, og at lande reverse-reversals korrekt blev hurtig en del af spændingen.

Special-angreb kan undgås hvis du er uden for rækkevidde, og det samme gælder Finishers. Sidstnævnte aktiveres ved at trykke på begge skulderknapper for at starte lade angrebet op, og igen for at udføre det.

At der er to trin i denne process er vigtigt for at undgå frustrationer, da det ellers ville være for billigt både fordi Finishers er så pludselige og ikke kan blokeres. Det fungerer for det meste.

Flyvende Finishers, såsom Ricky Steamboats, har så lang en rækkevidde (den dækker stort set hele ringen) at udviklerne har givet dem så lang en opladning at skarp spiller akkurat har tid nok til at glide ud af ringen eller slå modstanderen ned fra den øverste turnbuckle. Det ændre helt klart kampens flow, og jeg har moret mig kosteligt over at se ellers aggressive spillere pludselig forlade ringen i en online-kamp så snart det afslørende gule skær stråler ud af en wrestler.

Det er godt balanceret, udover den manglende evne til at undvige en Finisher hvis din modstander aktivere den mens du er ved at rejse dig op fra måtten. Måske er det muligt, men jeg har ikke lært det - endnu.

Og det er det overraskende ved WWE All Stars. Jeg har lyst til at spille videre. At fyre op under et quick game eller banke vennerne over klase øl. Spillet kan let gå hen og blive et fast indslag i den sociale kalender. Og i det lange løb vil det nok være multiplayer, der holder liv i spillet.

Og her er hagen. Ved at differentiere sig fra kerne-WWE-serien ender WWE All Stars som mindre end det kunne have været. Du har dine Exhibition Matches, og de pænt indpakkede Fantasy Warfare, der er en serie af møder mellem to kæmpere, én gammel og deres "moderne" sidestykke, der trodser tid og sikkert også helbredsregler for at give hinanden bank. Der er en flot introvideo til hver af disse kampe, der viser kæmpernes bedste øjeblikke og sætter stemningen.

Derudover er der også den pseudo-historiedrevne Path of Champions, med tre historier som du frit kan vælge imellem, og kæmpe dig vej gennem en række modstandere indtil du til sidst står over for skurken i den pågældende historie.

Og det er alt hvad WWE All STars kan tilbyde. Der er en Create a Wrestler-mulighed, men der er ikke så megen ide i den, når der ikke er nogen karriere-spiltype eller andre udførlige valg, som den mere langhårede WWE-serie kan tilbyde.

Selv et ordentligt arkade-agtigt progressionssystem, hvor du kæmper dig vej gennem resten af bryderne i et rangstige-system ala Mortal Kombat havde været en god tilføjelse. Det er denne mangel på indhold der sætter spillet i bås som leverendør af kort arkadesjov.

Det skal også nævnes at Tornado Tag-Team-kampene ikke engang er tag-team i traditionel forstand - alle fire spillere starter i ringen samtidigt. Selv MK og Marvel vs Capcom har lært at dele holdene for at give plads til lidt taktik. Det er spøjst at tag-teams naturlige hjem ikke understøtter det.

Mere irriterende er indlæsningstiderne. De er kriminelt lange, og blev ikke nævneværdigt kortere efter jeg installerede spillet på min Xbox 360. Det er et reelt problem, og eftersom det kun er bryderne og selve ringen der lader til at udnytte hardwarens kræfter (publikum er for det meste bare silhouetter), undrer det at udvikleren ikke kunne barbere nogle flere sekunder af.

Men selv med de alt for strømlinede spiltyper og de horrible indlæsningtider er det svært ikke at synes om WWE All Stars. Det koger teknikkerne fra wrestling ned til letfordøjelige småbidder til ikke-inkarnerede fans, men har stadig rigeligt med dybde. Lettilgængeligt, sjovt og anderledes nok fra andre kampspil derude til at finde en plads på din spilhylde.

Efter al den tid er det rart at se en anden sport formå at parre sig med NBA Jam-formlen. Ja, okay, "sportsunderholdning".