WWE Wrestlemania X8

Som ganske lille var jeg ret sikker på at det der wrestling skam var rigtigt nok, at vi her talte om gigantiske mænd der gik i ringen og slog hinanden ihjel for ussel mammon, og foran et sultent publikum. Det har jeg som voksen selvfølgelig måtte sande ikke er den hele sandhed, men efter at have stiftet bekendtskab med den fremragende dokumentarfilm Beyond The Mat, må man alligevel sande at det der wrestlerliv skam ikke bare er en dans på roser.

Ikke noget at skrive hjem om
Det er selvfølgelig en omgang solcialrealistisk pis at starte med, for indholdet i det nye Wrestlemania X8 (WX har absolut ikke noget at gøre med tilværelsens ulidelighed. Det er ren action, uden så mange dikkedarer, tæsk de andre før de tæsker dig. Alligevel er det svært at tage helt alvorligt, svært at lade være med at tænke på om ham Hulk Hogan ikke snart skulle gå på pension i stedet for at vælte rundt og spille stor i en udvidet boksering. Når det så er sagt, bliver den gode Hulk jo nok ikke mere træt af at man overtager hans rolle på konsollen, og det var da også det første jeg gjorde da jeg fik WX8 i hånden, bare for nostalgiens skyld.

En tilfældig karriere-mode blev valgt, og så gik det ellers over stok og sten ud på den blå kanvas. Her sker der noget, for kanvassen, sammen med resten af billedet, er faktisk ret flot. Karaktererne ligner dem fra virkeligheden, en fordel når de vel er baseret på dem, men alligevel utroligt at man med lidt pixel og noget farvelade kan få dem til at ligne så godt. Bevægelserne er flydende, og de første par gange er den en sand fornøjelse at få lov til at kaste rundt med hvad end der nu er i nærheden. At det så ikke er fornøjeligt særligt længe ad gange, er en helt anden historie.

Jeg kan slå, og øh...slå
Det forholder sig nemlig sådan med WX8, at der i virkeligheden ikke er særligt meget til det. Nok kan du vælge flere forskellige turneringer, og vinde alskens bælter, men i det store og hele er det det samme det går ud på, nemlig at være den sidste der kan stå. Blandet med det faktum at bevægelserne til rådighed er stærkt begrænsede, gør det ikke ligefrem til den mest indbydende cocktail på menuen. Men det ser da godt ud - men det er bare ikke nok. Det er alligevel utroligt, for WX8 bryster sig med at have en hulens masse special moves og andet halløj man kan mæske sig med. Problemet er bare at de er fordelt udover 1000 forskellige personer, det vil sige at hver bid af den store
bevægelseslagkage er ret fattig på både flødeskum og bund. Men så bliver man da i det mindste ikke tyk af det. Wrestling har garanteret en ret stor potentiel målgruppe i Amerika, men det er svært at få øje på hvem der skulle være interesseret i det på disse breddegrader, specielt fordi mulighederne i bund og grund er så få som de er.

Efter få timers spil havde undertegnede fuldstændigt tabt interessen for hvad der foregik på tv skærmen. Tankerne vandrede, og den gode grafik var ligesom ikke nok til at holde det kørende. Lydsiden er mildt sagt pisseirriterende, så det er heller ikke der WX8 henter alle sine point.

Siden dette spil ikke ligefrem er det første i stimen af wrestling titler, må man formode at det er salgbart, men jeg gad godt nok godt at vide hvem der køber den slags. En lille positiv ting på falderebet er muligheden og det sjove i at spille multi-player. Det er altid sjovt at tæske sine kammerater, men det er der alligevel så mange andre titler der giver mulighed for, så ikke engang det er et rigtigt plus. Har du altid drømt om et rigtigt flot wrestlingspil på skærmen fremfor pausefisk, ja så er WX8 lige dig. Ellers så hold dig væk, for der stinker mere af dårlig tarmflora og tredages sved i WX8 end et egentlig givende gameplay - desværre.